Ved årsskiftet gør jeg status – ligesom mange andre. Men mine nytårstanker er noget særligt i år. Jeg blev 50 i 2019. Og vi forlader ikke bare et år, men et årti.

At gøre status over et helt årti sætter det hele i et større perspektiv. Jeg har funderet en del over de forandringer, der er sket fra årti til årti, siden jeg blev født i 1969.

Hvis du er med på legen, kan du tage med mig på en lyntur gennem årtierne.

1969

Jeg er født i det ikoniske år 1969, hvor USA satte en mand på månen, og ungdomsoprøret nåede et højdepunkt med Woodstockfestivalen. Mine unge forældre er blevet gift for at kunne få en lille lejlighed midt i Vejle, og nu har de fået mig. Min mor er sparekasseelev med ret til barsel to måneder før og tre måneder efter terminsdato. Jeg lader vente på mig, og min mor går næsten tre uger over tid, så det bliver kun til knap to en halv måned sammen med mig, før hun igen skal på arbejde.

Heldigvis har mine forældre to ugers sommerferie, som vi holder på Endelave hos mine bedsteforældre på feriekolonien Louisenlund. Familiehistorien fortæller, at min far glemte mig hos købmanden, og der blev ringet for at høre, om han mente, han havde husket det hele.

Hulkort og regnestok

På min mors arbejdsplads er de koblet til en datacentral via en slags hulkort. Min far læser til ingeniør og lærer at bruge regnestok og tegne konstruktioner på millimeterpapir. Børnepasning må de selv finde ud af, så jeg bliver passet privat fra august indtil årsskiftet, hvor de får en vuggestueplads til mig. I den lille lejlighed er der hverken telefon eller tv. En pladespiller og en transistorradio er, hvad der er af teknologi.

Nytårstanker: 1979

I fem år midt i halvfjerdserne har vi boet på Langeland, men nu er vi flyttet til Gram i Sønderjylland. Jeg er 10 år og går i 4. klasse. Nogle af lærerne kalder vi ved efternavn: frøken Holm, fru Lund og inspektøren Lundgaard, men de unge lærere hedder bare Torben, Else og Dorthe. Min far har fået en god stilling ved kommunen, og min mor arbejder i den lokale sparekasse. Lige nu er hun på barsel i fire måneder med min lillebror. Min far holdt en uges ferie i forbindelse med, at min lillebror blev født.

Jeg har også fået to søstre. Folk synes, vi er mange børn, fordi vi er fire søskende. Jeg føler mig som en fremmed fugl i skolen, fordi de fleste, der bor her, er knyttet til byen i flere generationer. Når nogle spørger, hvem mine forældre er, så kender de dem ikke.

Tysk tv og atomkraft

Jeg kan godt lide at tale i telefon med mine bedsteforældre, men vi ringer mest om aftenen, for det er billigere efter kl. 20. Der er en halv times børne-tv om dagen på den eneste danske tv-station, DR, så vi ser også de tre tyske tv-kanaler, fjernsynet kan tage. På den måde bliver vi ret gode til tysk.

Ude i verden har der været en atomkraftulykke på Tremileøen, hvis navn fascinerer mig uden, at jeg forstår hvad der sker. I nyhederne genkender jeg navne som Jimmy Carter, Bresjnev, Ayatolla Khomeini og Margaret Thatcher. Det er en stor verden, som virker fjern og uoverskuelig.

Nytårstanker: 1989

I firserne er der sket utrolig meget. Jeg har overstået teenageårene og er 20 år gammel. Jeg er startet på Odense Universitet, hvor jeg læser litteraturvidenskab. Min kæreste Jacob og jeg er flyttet ind i en kvistlejlighed midt i Odense. Der er bad i kælderen, toilet på gangen og møntvaskeri henne om hjørnet, men vi giver 1.650 kr. om måneden og føler, vi har vundet i lotteriet.

Til studiestart har jeg købt en elektrisk skrivemaskine til at skrive mine opgaver på, men en af vores venner er ved at hjælpe os med at købe vores første computer – en 386 SX25’er med 1 mb ram og 40mb harddisk, og så har vi jo rigelig kapacitet i mange år fremover…

Berlinmurens fald

Min verden har åbnet sig betydeligt. Jeg har været et år i USA som udvekslingsstudent og har fået større forståelse for amerikanerne. Lige som mange andre har jeg frygtet den kolde krig og glædet mig over opblødningen mellem de store blokke: Øst og Vest. Den 9. november 1989 stirrer vi måbende på begivenhederne i tv og taler om, at vi burde tage toget til Berlin og opleve historien udfolde sig for vores egne øjne. Men vi skal jo passe vores studier, så vi bliver hjemme.

Sammen med Jacob har jeg arbejdet et lille års tid med at samle biler på SAAB i Sverige efter vores studentereksamen. Der er højkonjunktur og jobs at få i Sverige, mens Danmark halter bagefter.

Nytårstanker: 1999

Jacob er blevet min ægtemand, og vi holder nytår med vores to sønner på 3 og 4 år. Jeg har fået et års ekstra SU og har holdt et halvt års barsel/pause fra studierne med dem hver. Drengene spiller Magnus & Myggen på CD-rom eller Bamse og Kylling-spil på DRs hjemmeside, når vi starter modemet op med den karakteristiske ding-ding-ding-lyd (vil du høre lyden, så er her en, der lyder næsten rigtig). Jeg skriver lange e-mails til min ældste lillesøster, som er flyttet til Australien. Det er frygtelig dyrt at tale i telefon med hende.

Vi er flyttet til Horsens, fordi Jacob har fået job som lærer i Hatting. Vores bolig er egentlig en dejlig, stor lejlighed centralt i byen med udgang til en rolig have. Men det er en stuelejlighed på en trafikeret vej, og jeg hader at bo der pga. larmen. Jeg har lige fået mit første, faste akademikerjob hos UNI-C i Aarhus. Der bliver talt utroligt meget om Y2K, og vi er spændte på om it-systemerne virkelig vil kollapse, når vi træder ind i det nye årtusind.

Holger og konens nej til unionen

Op gennem halvfemserne har der været uroligheder i Østeuropa, og grænserne i Europa har ændret sig. Tyskland er blevet samlet, mens andre lande er splittet op. Der er ikke længere noget, der hedder Tjekkoslovakiet. Nu er det Tjekkiet og Slovakiet. I Danmark har vi stemt nej til Maastrict-aftalen og den folkelige skepsis mod EU-projektet er massiv. “Holger og konen siger nej til Unionen” er slagord, der er til at huske. Vi ender med at få en specialaftale som EU-medlemsland med fire forbehold.

Nytårstanker: 2009

Vi fejrer nytår i vores villa i det sydlige Horsens med vores tre sønner, som er 3, 13 og 14. Med den yngste har jeg haft et års barselsorlov med fuld løn. De sidste måneder spredt ud over en længere periode på nedsat tid. Midt i nullerne har vi udnyttet muligheden for forældreorlov til os begge i 13 uger med 60% dagpenge og er på jordomrejse med de to ældste. Vi har lavet en hjemmeside om vores rejse og opdateret den undervejs med bl.a. billeder fra vores digitalkamera på vores nye bærbare pc. Den kostede omtrent det samme, som en avanceret spilcomputer gør i dag.

Mit job består i at formidle it til uddannelsessektoren. Vi uddanner lærerne til at inddrage it i skolen. Jeg har været med til at lave den første danske konference om it og uddannelse. Konferencen bliver en stor og årligt tilbagevendende succes, men det tager tid at få rullet computerne og især internettet ud i skolen. Jeg har i en periode ønsket nye udfordringer på arbejde og har derfor 1 års orlov og er barselsvikar som AC-medarbejder i ledelsessekretariatet på VIA i Horsens.

Facebook gør verden mindre

Verden er blevet mindre med Facebook, hvor jeg har fået kontakt med mange af de gamle kammerater fra folkeskole, studenterkursus, High School osv. De nye medier giver en ukuelig optimisme. Pludselig har alle et talerør, og vi tror stadig på, at vi selv er med til at påvirke, hvad vi ser og hvordan de nye medier udvikler sig. Jeg får min første mobiltelefon i starten af nullerne og kan ikke længere forestille mig at undvære altid at kunne få fat i familien.

Nytårstanker: 2019

Jeg er blevet 50, og mine ældste sønner er flyttet til København og Aalborg. Vi holder nytår med venner i Horsens, men kunne også fejre det i sommerhuset på Endelave. Det købte vi for tre et halvt år siden, og det er et yndet samlingssted for hele familien – også mine forældre. Jacob har fået konstateret nedsat hjertefunktion. Han er kommet i fast behandling for det og har det fint.

Mit arbejdsliv har været omskifteligt i det forgangne årti. Organisationsændringer, dårlig ledelse og et fag, hvor det er svært at skifte job har sat sit præg på min arbejdsglæde. Jeg har haft stress og en længere ledighedsperiode. Men jeg har også udgivet en biografi om en ungdomsveninde, der levede med uhelbredelig kræft. Jeg skriver på en roman og har en hjemmeside med en blog. Det ligger i kortene, at jeg på en eller anden måde skal være selvstændig, men jeg er ikke i mål med min niche.

Nu hvor jeg ikke længere skal tage mig af små børn, har jeg fået tid til at vandre. Jeg lytter ofte til podcasts og tager billeder i naturen, som jeg lægger på Instagram. Facebook er blevet et sted, der er svært at komme udenom, hvis man vil have informationer fra klubber, spejder, nabolaget – eller hvis man vil deltage i videndeling af alle slags på tværs af fysiske grænser.

Sociale medier og ‘Challenge of offline’

Til gengæld deler jeg ikke så meget om hverdagen mere, som jeg gjorde de første år. Jeg var med til at få mine arbejdspladser på sociale medier og fulgte med, mens der opstod nye jobtitler som social media manager, content manager og andet fancy, som arbejdsgiverne vist ikke altid selv ved, hvad indeholder. I hvert fald synes mange at tro, at det kun er unge mennesker, der kan finde ud af at bruge de nye kanaler.

10’erne var de år, hvor hele familien fik smartphones, og det er svært at forestille sig en hverdag uden. Yngstemands julegave til en af storebrødrene var “Challenge of offline” med 28 udfordringer til at være offline. Storebror er med på legen, så længe han kan få lov at bruge sin computer til studierne. Den er han nemlig helt afhængig af, da han læser ’computermatematik’. Når han besøger mine forældre, er der som regel noget med deres telefoner eller computeren, han lige skal fikse.

Drengene taler alle tre engelsk som en naturlig forlængelse af deres sprogbrug. De bekymrer sig om (over)forbrug og klimaet. Den mellemste er vegetar. Når de er sammen, synes de, det er sjovt at gå i genbrugsbutikker, og lillebror elsker, når han kan lokke de store med ud og skralde (gå på jagt i supermarkedernes containere efter lukketid og redde mad). Jeg er ved at revne af stolthed over dem.