Om et år bliver jeg 50. En moden alder må man vel sige. Og på mange måder føler jeg mig også moden. Faktisk fik jeg allerede som barn at vide, at jeg var moden af min alder.

Alligevel synes jeg stadig, jeg har meget at lære. Så meget at udfolde. Mit arbejdsliv har tvunget mig til at stoppe op og se grundigt på, hvad jeg egentlig vil. På trods af et omfangsrigt CV har jeg været ledig et godt stykke tid. Jobcenterkonsulenten siger, det slet ikke er usædvanligt for “sådan en som mig”.

Min mission på vejen mod de 50 er at finde et job. Dét job der venter på, at jeg finder det. Jeg vælger at tro, at der er en dybere grund til, at et det ikke bare kommer dumpende (selvom guderne skal vide, at jeg ikke sidder på hænderne!). Noget jeg skal have på plads, før det rette dukker op.

Indtil videre er jeg kommet i gang med at skrive. Sådan rigtigt. En roman om en pilgrimsrejse på Hærvejen. Den skriver jeg på udenfor almindelig arbejdstid. Min arbejdstid er dedikeret til at søge arbejde på alle mulige måder.

Nu åbner jeg min egen hjemmeside med en blog. Den bliver min showcase over ting, jeg har lavet gennem årene.

Men vigtigst så bliver den et sted, hvor jeg vil dele erfaringer og refleksioner over ting, der udvikler og pirrer de små grå hjerneceller. Podcasts, bøger, vandringer og hvad der ellers skulle dukke op. Det er den anden mission, jeg har.

Ærlighed skal være kodeordet for bloggen. Jeg vil bestræbe mig på at dele viden, der giver dig som læser udbytte. Du kan dog også forvente, at jeg vil dele mine tanker om at være jobsøgende, veluddannet kvinde midt i livet.

Jeg håber, du har lyst til at læse med.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *