Jeg har fået dobbelt husførelse. Både virtuelt og fysisk. To hjemmesider og to hjem.

Efter jeg startede Writers Walk har jeg to hjemmesider at passe, og det kan ses her på den lidt forsømte forfatterside. En smule paradoksalt når grunden, til at jeg er startet som selvstændig, egentlig er at få mulighed for at gøre mere ved forfatterskabet.

De seneste fire måneder har jeg boet en stor del af tiden på Endelave. Jeg har flyttet min adresse til øen, fordi jeg rejser (meget) med færgen frem og tilbage og gerne vil have øbo-rabatten.

Magien ved havet

Før i tiden var færgen et lidt romantisk afbræk fra hverdagen, hvor jeg kom ned i gear og indstillede mig på bevægelsen fra forpligtelse til frihed. Nu er det blevet et transportmiddel på linje med toget. Der er ikke den samme følelse af magi ved at finde sin plads ved et af bordene med de blå sæder.

I stedet er jeg begyndt at sætte mig på dækket, når det overhovedet kan lade sig gøre. Så sidder jeg med ansigtet vendt mod havet og ser ud over det vand, vi lægger bag os. På den måde er der stadig en beroligende stund i denne time på havet på vej fra det ene hjem til det andet.

Flere jobs

Det har været en større omvæltning, end jeg troede at dele min tid midt over mellem hjemmet i Horsens og huset på Endelave. Det, der før var ”fritidshus”, er mit andet hjem. Ovenikøbet har jeg fået et par ekstra jobs på øen. Dels gør jeg rent på de offentlige toiletter på skolen midt i byen. Dels er jeg guide for Jysk Rejsebureaus ture på Kaninoen. Der er altså ingen mulighed for at arbejde hjemmefra i nogle af mine nye ansættelser. Kaninoen, haven og toiletterne er der, hvor de nu engang er.

Dobbelt husførelse - lægekulsukker-haven

Mit job i Lægeurtehaven kræver, at jeg er der flere dage om ugen. Jeg luger, skuffer, beskærer og ordner, så der ser ordentligt ud. Jeg prøver også at lære om planterne og de sjove historier om, hvad de er blevet brugt til som lægeurter. Det er et dejligt praktisk arbejde, hvor der hele tiden sker noget. Her sidst på sommeren er der frodigt og grønt, inden væksterne langsomt begynder at visne ned sidst på sæsonen.

Kulturstøtte fra Horsens Kommune

Jobbet i Lægeurtehaven er alsidigt. Udover at holde haven nogenlunde pæn og fri for ukrudt passer jeg også hjemmesiden og Facebook-siden.

Derudover viste der sig pludselig en mulighed for at kombinere Lægeurtehaven med mine aktiviteter i Writers Walk – min virksomhed, som jeg startede sidst i 2020. Horsens Kommune har en pulje til støtte for foreninger og kulturinstitutioner, der har været ramt af Covid 19-udfordringer og mistet indtjening. Det har vi i Lægeurtehaven, fordi det har været svært at finde en forpagter i år. Vi har derfor ikke haft cafeen åbnet i hele sæsonen.

Gå og skriv på Endelave

Horsens Kommune har støttet otte vandreture her i sensommeren og det tidlige efterår, hvor jeg laver ture under titlen ”Gå og skriv på Endelave”. Vi går både tur på øen og rundt i Lægeurtehaven med de mange spændende planter. Og så holder vi skrivepauser undervejs. Første tur er afviklet i denne uge. Jeg glæder mig til de kommende. Det er små hold med højst otte deltagere og jeg elsker at mærke den ro, der spreder sig, når vi går og skriver.

Det eneste, dobbelt husførelse ikke har givet mig, er mere tid til er at skrive! Men det satser jeg på, der bliver tid til, når vintermørket lægger sig, haven går i dvale, og der bliver knap så mange lyse timer at gå i.

Dobbelt husførelse - skrivebunke

3 Kommentarer

  1. Birgitte MAJ AAGAARD

    Pyh ha, det er med at holde tungen lige i munden… Forandringer kan være svære, men også de bliver til hverdag. Jeg er sikker på, at når dit første hele år med firmaet er gået, så har tingene fundet sin form 🙂 Fortsat god vind, fra din coach-veninde og kollega Birgitte.

    Svar
  2. Dorte knudsen

    Jeg kunne godt tænke mig, at deltage i en tur.
    Forstår godt din splittelse mellem både arbejde og bolig😊.

    Svar
    • Birgit Juel Martinsen

      Det håber jeg kan lade sig gøre på et tidspunkt, Dorte 😊
      Og ja, den splittelse kender du sikkert også…

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *