PÅRØRENDE TIL HJERTESTOP: Et hjertestop sætter livet i stå for én og sender alle de pårørende omkring den ramte i bevægelse. Min far på 73 fik hjertestop, men blev genoplivet af tre hurtige golfvenner og en hjertestarter. Her er en historie om, hvordan tiden omkring et hjertestop kan forløbe for de pårørende.
7. oktober 2019
Jeg har gået tur med mine kolleger og spist frokost uden at have min telefon med mig. Da jeg kommer tilbage til mit skrivebord, kan jeg se, at der er to ubesvarede opkald og en sms fra min mor. ”Vil du ringe hurtigt. Det er meget vigtigt.” Hjertet slår en kolbøtte, og jeg går ud af kontoret, mens jeg ringer op.
Min mor er fattet, og det varer lidt, før jeg forstår, hvad det er, hun fortæller. Min far har fået et hjertestop, mens han var til golf i Ribe. Han er blevet fløjet til Odense, hvor han nu ligger i koma på sygehuset. Mor vil gerne have, at mine søskende og jeg kommer, så hurtigt vi kan. Jeg begynder at græde, mens jeg har flashback 30 år tilbage til et andet opkald fra min mor, hvor hun fortalte, at min morfar var død af et hjertestop. Men min far er ikke død – han er genoplivet. Om han rent faktisk dør eller har taget skade af at være kortvarigt død, ved vi ikke endnu.
Grådkvalt får jeg fortalt mine kolleger, at jeg er nødt til at gå. De forstår sagens alvor ved de to enkle ord, jeg får udtalt tydeligt: ’far’ og ’hjertestop’. Jeg prøver at få fat i min mand, men han svarer ikke. I stedet sender jeg en sms. I bilen aflyser jeg en aftale med en veninde. Min lillebror og jeg taler om kørsel og finder ud af, at vi er nødt til at køre hver for sig. Jeg fra Horsens, han fra Egtved med sin kone og måske de tre døtre. Min yngste lillesøster henter vores mor i Gram, og de kører sammen til Odense. Min ældste lillesøster, der har boet i Australien de seneste 25 år, ringer og spørger, hvor meget jeg ved.
Mens jeg kører over Lillebæltsbroen med blåt vand på begge sider, springer tårerne igen, da vi taler om det, vi ved. For hver gang historien bliver fortalt, bliver scenarierne mere virkelige. Måske mister vi vores far. Måske bliver vores mor alene. Måske bliver far en grøntsag. Men vi håber, det går godt, siger vi og slutter samtalen. Jeg lover at ringe, når vi har talt med lægen.
Jeg fødte mine to ældste sønner på Odense Sygehus for 23 og 24 år siden, men jeg kan ikke kende noget, da jeg ankommer til sygehusområdet. Jeg er heldig at finde en parkeringsplads og parkerer, selvom jeg ikke aner, hvor jeg skal hen. Min mor og søster er ved at køre af motorvejen ved Blommenslyst, så vi aftaler, at jeg går i forvejen og forsøger at finde Intensiv hjerteafdeling. Jeg downloader en ’Find vej’-app, men mit forstyrrede hoved kan ikke få den til at makke ret, så jeg går bare mod nærmeste indgang.
Inden for ved en informationsskranke ser en moden kvinde venligt spørgende på mig. Jeg knækker helt sammen og kan kun udstøde usammenhængende hulkelyde, som hun forsøger at afkode.
”Min far…. indlagt…. ”.
”Hvad hedder din far?”
”Flemming…” efternavnet vil ikke komme forbi mine stemmelæber, men endelig får jeg sagt noget, hun kan taste på computeren.
”Det er lige der,” siger hun og peger mod højre.
Jeg går ind på Intensiv og får igen gråden helt op i halsen, da jeg henvender mig ved skranken. Sygeplejersken ser medlidende på mig og kalder en læge over samtaleanlægget.
”Flemmings datter er her.”
Henvendt til mig siger hun, at der går lidt tid. Jeg siger, jeg går ud og venter på min mor og søster.
Endelige får vi øje på hinanden, da de kommer fra den anden side af den lange gang. Min søster og jeg begynder at græde, da vi får øjenkontakt. Min mor ser ud, som om hun er i fattet chok. Vi krammer, og sammen går vi ind til den søde sygeplejerske. Lidt efter kommer en hvidkitlet læge ud med ansigtet lagt i alvorlige folder.
”Vi kan gå herind,” siger han og fører os ind i et lille samtalerum med fire stole om et rundt bord.
Min søster og jeg sætter os på hver sin side af vores mor og lægen sætter sig overfor hende.
”Din mand har haft hjertestop. Der gik 15 minutter, inden de fik ham genoplivet. Han blev fløjet hertil i helikopter og fik foretaget en ballonudvidelse. Vi har lagt ham i kunstigt koma, og han er nedkølet for at organerne ikke skal tage skade,” siger lægen.
Vi ser på hinanden. Mor spørger, om far har taget skade.
”Vi ved ikke noget, før vi prøver at tage ham ud af koma om et døgn. Vi ved godt, det første døgn er forfærdeligt for de pårørende til hjertestop, for der er ingenting, vi kan sige. Vi kan kun vente og se. Vi ser både tilfælde, hvor patienter er blevet genoplivet hurtigt og ikke klarer den og tilfælde, hvor de klarer den, selvom der gik lang tid, inden de blev genoplivet” fortæller lægen nøgternt.
Vi prøver at finde trøst i noget, lægen siger, men han virker opsat på ikke at skabe falske forhåbninger hos os. Vi har stadig masser af ubesvarede spørgsmål, men kun tiden kan give os svar. Inden vi går, taler vi om praktiske ting. Mor skal ikke være alene, og vi kan få plads på patienthotellet, hvis vi vil. Vi bliver hurtigt enige om, det er bedre, vi tager med mor hjem til Gram i aften. Vi rejser os og bliver vist ind på stuen, så vi endelig kan se hovedpersonen selv.
Det er et stort hvidt rum med en hel væg af skærme, stativer, dropposer og blinkende apparater. Længst ovre ved vinduet står sengen, hvor far ligger pakket ind i en skumgummidragt uden noget over sig. Fødderne stikker ud, kridhvide og kolde. Han har en stor slange i munden, elektroder på panden og en samling af mindre slanger ført direkte ind i siden af halsen. En kvindelig sygeplejerske tager imod os og beder os afspritte vores hænder, inden vi går hen til sengen.
Hun fortæller os, at vi endelig skal snakke til ham, selvom det føles underligt, for man ved ikke, hvor meget patienter i koma opfatter. Men man ved, at hørelsen er en af de sidste sanser, man mister.
”Bare fortæl ham, at I er her,” siger hun.
”Hej far,” siger min søster og jeg, mens mor aer ham på kinden. Han er ikke bleg og bortset fra alt udstyret, ser det ud, som om han bare ligger og sover tungt. Han ser lille ud i den mærkelige dragt, der simrer af den kølende væske.
Efter et stykke tid kommer min bror og hans familie. Især de to yngste piger på 8 og 9 har brug for at se, at bedstefar ligger og sover. I venterummet tegner de tegninger til ham, som bliver hængt op ved sengen. Min søster kører til Nordfyn for at hente sin datter på 15, som er på efterskole. Hun vil gerne være her og dele den svære ventetid med familien.
På den store sygestue begynder personalet at gøre klar til, at en anden hjertepatient kommer til opvågning, og vi får at vide, at vi skal skiftes til at være på stuen, så der kun er 2-3 ad gangen hos vores far. Vi indretter os i venterummet, hvor der er et lille tekøkken og køleskab, fjernsyn, lænestole , sofa og et bord man kan sidde ved. En anden familie med en ældre mand og to midaldrende døtre er der også et kort stykke tid, men vi deler ikke historier.
Mor er hos far det meste af tiden, mens vi andre skiftes til at være på sygestuen og i venterummet. Et fjernsyn kører uden lyd. Slidte ugeblade bliver ind imellem taget op og bladret distræt. Vi småsnakker om stort og småt. Min bror har været inde på stuen sammen med pigerne, og min søster og jeg går ind.
Far er kold, og indimellem får han kraftige kulderystelser gennem hele kroppen.
”Og ham som er så kuldskær. Han skulle bare vide,” siger min mor, og vi kan ikke lade være med at grine lidt.
Vi taler om, hvad der mon sker derinde i komaet.
”Det kunne være så sjovt, hvis han kommer tilbage og har haft en nærdødsoplevelse. Ham der ikke tror på noget,” siger min søster.
En læge kommer og tjekker nogle elektroder i fars hoved. Lægen fortæller, at de har tilknyttet vores far et forsøg, hvor de måler hjernens stofskifte. Det skulle gerne fremadrettet gøre det muligt at se, hvad der sker efter et hjertestop. Og muligvis bedre kunne påvise, hvilken vej det går.
”Lige nu er jeres far det mest overvågede menneske i Europa,” siger lægen beroligende. Det tror vi gerne med alle de skærme, maskiner og elektroder, der er knyttet på ham.
Hen mod aften bliver vi enige om, at de tre golfvenner, som var hos vores far og har givet ham den livreddende førstehjælp, bør få en tak for deres indsats og besked fra os, om hvad der sker. Måske kan vi også få et klarere billede af, hvad der egentlig er sket ved at høre deres side af historien. Ad omveje finder vi frem til en af dem, vi ved, har været med ,og min søster ringer op, mens min bror og jeg lytter med.
Hun fortæller, at vi er taknemmelige for deres hjælp, og at vi gerne vil høre, hvad der skete på golfbanen. Han fortæller beredvilligt. Vores far faldt om ved sin bil, og vennerne gik med det samme hen til ham og kunne se, der var noget helt galt. Han lå besvimet med åbne øjne, men trak stadig vejret. En af dem løb forgæves ind for at høre om, der var en læge i klubhuset. I mellemtiden holdt vores far op med at trække vejret, og redningsmændene fik hentet klubbens hjertestarter og ringet 112. Med instruktioner fra dels hjertestarteren, dels redderen hos 112 gennemførte de hjertemassage, mund-til-næse genoplivning og stød med hjertestarteren, indtil han begyndte at trække vejret igen. Vi ser lettede på hinanden, da manden fortæller, at vores far var uden vejrtrækning i højest fem minutter.
Vi spiser aftensmad lige, inden sygehusets cafeteria lukker. Stemningen er på en gang trykket og let. Vi er samlet i et håb om, det vil gå godt, men samtidig en frygt for, det ikke vil. Det er nok forskelligt for os hver især, hvad vi hælder mest til, men vi taler ikke om vores frygt. Kun vores håb. Ved 20-tiden skilles vi. Min brors familie tager hjem for at få pigerne i seng.
På vej til Gram fra sygehuset taler vi med min søster i Australien. Vi genfortæller, hvad vi har fået at vide fra fars redningsmænd, men ellers ved vi ikke mere end sidst, vi talte med hende. Vi kører til Ribe golfklub og henter mine forældres bil. Den står med bilnøglerne i, som min far efterlod den.
Da vi kommer hjem, drikker vi en øl og prøver at slappe af. Men det er meget svært i usikkerheden. Lægen har ret i, at ventetiden er det svære ved at være pårørende til hjertestop.
8. oktober 2019
Næste morgen er jeg den første oppe, og jeg sætter mig og begynder at skrive indtryk ned fra dagen før, mens de andre står op. Det er underligt at være i mit barndomshjem sammen med min voksne søster og vores mor. Se alle de ting, min far har bygget og renoveret i årenes løb. 41 år har de boet i dette hus, så det ligner ikke længere det nybyggede hus på en bar mark, som vi flyttede ind i.
”Godmorgen,” siger min søster og vi laver morgenmad sammen. Vi taler om historiens gentagelse. Vores mormor mistede sin mand pludseligt. Skal det samme ske nu? Ingen af os har sovet særlig godt. Vores mor kommer ned, og vi spiser vores kogte æg og rugbrød med ost, mens vi drikker kaffe.
På vejen tilbage til Odense stopper vi ved det lokale supermarked og køber sandwich og snacks. Mor bliver i bilen. Hun kan ikke overskue, hvis hun skulle møde nogle, hun kender. Hvad skal hun sige?
Der er trængsel på sygehusets parkeringspladser. Vi cirkler rundt næsten en halv time, før vi endelig får en plads i parkeringshuset.
På stuen er alt, som det var i går. Far ligger ubevægelig i sengen i den simrende dragt. Personalet vil begynde at varme ham op til normal temperatur til middag. Når hans kropstemperatur er 37 grader, vil de tage sovemedicinen væk, og så får vi endelig svar på, om han vågner, og om det er med et hoved, der stadig fungerer.
”Men det kan tage flere timer, før han reagerer, nogle gange endda døgn,” advarer sygeplejerskerne.
Formiddagen snegler sig afsted. Mor og vi tre søskende skiftes til at sidde to og to ved sengen og taler sammen hen over den boblende dragt, mens vi lejlighedsvis henvender os til far.
”Vi sidder lige her, og nu skal du snart vågne,” siger vi i forskellige variationer. Efterhånden løber vi tør for emner og sidder mest i vores egne tanker.
På et tidspunkt sidder jeg alene ved sengen, mens to læger kigger ind på stuen. Den mandlige ældre læge nikker venligt og ser interesseret på patienten i sengen.
”Jeg var med til at tage imod din far i helikopteren i går. Jeg ville lige se, hvordan det går,” fortæller han.
Han vender sig mod den unge, kvindelige læge og begynder at fortælle hende noget lægefagligt om de apparater, min far er koblet op på. Det har noget at gøre med forsøget, han er med i, kan jeg forstå.
Kl. 12 sætter sygeplejersken varmen op på den simrende skumgummidragt, min far ligger i. Det tager ca. halvanden time, før han når normaltemperatur. Så fjerner de sovemedicinen. Min søster kommer ud fra sygeværelset kort tid efter.
”Han er allerede begyndt at bevæge øjenlågene,” siger hun glad til os, der sidder i venterummet. Vi skiftes til at gå ind og ser alle, at der kommer liv i kroppen på vores far hurtigere, end vi havde regnet med. Efter at han har ligget ubevægelig i over et døgn, virker selv det mindste ryk med hovedet og trækning ved øjnene som en landevinding.
Den mandlige sygeplejerske holder øje med udviklingen og kan se, at bevægelserne efterhånden virker bevidste. Han kommer hen til min far og ser venligt insisterende på ham.
”Flemming…” Min far vender langsomt ansigtet mod ham og ser ham i øjnene.
”Du fik det dårligt. Du er på Odense sygehus nu,” siger sygeplejersken roligt.
Min far ser uforstående på ham. Sygeplejersken tager ham i venstre hånd.
”Flemming, prøv at give min hånd et klem, hvis du kan mærke den.”
Min far klemmer tydeligt hans hånd. Sygeplejersken skifter til højre hånd og beder igen min far om at klemme den, hvilket han gør uden besvær. Sygeplejersken smiler stort og løfter armen i triumf.
”Yes,” udbryder han og ser glad på os, mens vi smiler stort af lettelse og benovelse over hans faglige engagement.
De næste timer går det stærkt. Min far er stadig koblet på respiratoren, og sygeplejerskerne skal være sikre på, at han trækker vejret selv, før de kobler ham fra maskinen. Han bliver mere og mere generet af den store slange og kan ikke sige noget, så længe den er i hans hals. Endelig kommer slangen ud, og min far kan hoste irritationen lidt væk. Vi er blevet advaret om, at korttidshukommelsen er væk, men at den vil komme tilbage efter et stykke tid. Lige nu kommer det til udtryk i, at vores far ikke kan huske hverken frem eller tilbage. Han tror, vi lige er kommet, hver gang vi hilser på ham. Og han bliver glad hver gang, han ser hver enkelt af os.
”Nå, er du her også,” siger hans øjne glad og overrasket. Han virker helt uden filter og afslappet i situationen. Der breder sig en euforisk stemning hos os efterhånden, som dagen skrider frem, og han begynder at tale og sige ting, der er helt typiske for ham.
På et tidspunkt kigger den mandlige sygeplejerske hen til os. ”Nu kan I godt sænke skuldrene,” siger han og vi takker ham.
Efter klokken 18 bryder vi op. Min bror og familien tager til Egtved. Min søster og hendes familie tager til Toftlund. Jeg tager hjem til Horsens. Håbet vandt heldigvis.
De næste dage er hårdest for min mor, der kører til Odense hver dag. Min far er forvirret og forstår de første dage ikke, hvad der er sket. Efterhånden kommer hukommelsen så småt tilbage, og han begynder at forstå det alvorlige, der er sket. Korttidshukommelsen vil det tage noget tid at få trænet op, og et hul med de kritiske dage vil der nok fortsat være.
Efter 12 dages indlæggelse bliver min far udskrevet med en ICD-enhed indopereret under venstre skulder. En ny hverdag kan begynde, hvor alt er næsten som før.
5. november 2019
Mine forældre og vi tre herboende søskende mødes på Vejle Sygehus til en opfølgende samtale for pårørende til hjertestop på hjerteafdelingen omkring forløbet. Vi bliver alle mere berørte af at tale det igennem, end vi havde regnet med. Det er konstruktivt og nok også ret overraskende for vores far at høre om alt det, der foregik, mens han sov.
Bagefter hygger vi os og drikker øl på en café i Vejle. Livet er skrøbeligt og den gamle sandhed om, at vi skal huske at leve, mens vi er her, står lysende klar.
Sidst, men ikke mindst fra de pårørende til hjertestop:
Tak til de tre livreddende golfspillere fra Ribe Golfklub.
Tak til et sundhedsvæsen, der stillede op med ekspertise og engagement.
Natten imellem 12 og 13 September 21, fik min far på 81 år hjertestop, efter en epiduralblokade fordi han havde mange smerter på grund af bugespytkirtel betændelse. Han var væk i 17 min . I går formiddags efter 28 timer i koma skulle han vækkes , han er stadigvæk ikke vågnet her nu et døgn efter 15 September kl.13.00. Jeres historie giver mig håb. Min far var ellers sund og rask og har ingen hjerte problemer. Han ligger på sygehus i Sverige.
Kære Birgit.
Jeg har jo talt med Lene og din mor om hjerteanfaldet i Ribe og om det det fantastiske og skønne forløb i Odense efterfølgende, og om at din far er hjemme igen.
Du viser endnu en gang, at du er en yderst dygtig skribent. Det var nærmest som om, jeg var med, hvis man kan sige på den måde. Jeg blev så følelsesmæssigt berørt under læsningen, naturligvis. Vidunderligt, at det lykkedes altsammen.
Mange kærlige hilsener til jer alle.
Karsten.
Tusind tak, Karsten. Jeg er meget glad for dine ord og glad for, at mine ord rørte dig. Ja, vi er så glade for, at alt gik godt 🙂
Kærlig hilsen Birgit
Takk for din flotte beskrivelse, Birgit! Nå gleder jeg meg til å treffe Flemming og Kirsten på fredag. Kjærlig hilsen Lise
Tak, Lise. Jeg håber, I får en rigtig fin fest. Hils alle 🙂
Kærlig hilsen Birgit
Kære allesammen….livet er skrøbeligt….og denne fortælling gav mig vand i øjnene. Du skriver så levende og beskrivende med indlevelse. I dag har jeg i ærinde af medlem af TrygFondens bevillingsudvalg været med til at donere flere penge til forskning i akutberedskaber….og jeg bliver glad, når jeg ved, at det kan redde liv. Det mest vigtige her var selvfølgelig golfkammeraterne. Hvis de ikke havde givet livreddende førstehjælp og blev ved til hjælpen var der, så var slutningen desværre en anden.
Må jeg dele jeres oplevelse med personalet i TrygFonden?
Varme tanker til jer alle…og TAK for fortællingen❤
Kære Lisbeth
Tusind tak for din fine besked. Det gør mig glad, at du blev bevæget af vores historie. Du er hjertelig velkommen til at dele den videre, hvor du vil.
Bedste hilsner
Birgit