Følgende kronik blev bragt i Weekendavisen uge 41 2018

’Du kan da ikke have travlt, du har jo ikke noget arbejde.’ Bemærkningen kommer henkastet og med et smil under et skolebestyrelsesmøde fra en af de andre forældre. Jeg føler det som en lige højre i mellemgulvet.

Om formiddagen har jeg fået endnu et afslag på en stilling som kommunikationskonsulent. Jeg smiler. Jo, lige i dag har jeg en aftale, så jeg er nødt til at gå lidt før, mødet er slut.

Medier og politikere har skabt et billede af, at jobmarkedet er et slaraffenland, hvor man kun er ledig, hvis man ikke tager sig sammen. Virkeligheden er ikke helt så enkel.

Som ledig har du aldrig fri. Så længe du ikke har fundet et nyt job, er din opgave ikke løst. Den opgave, som jobcenteret, A-kassen, omgivelserne og du selv har defineret om, at du skal finde et job. En opgave, der ikke findes nogen projektbeskrivelse på. En opgave, der ikke er klart defineret. En opgave, som du løbende bliver stillet til regnskab for af et system, der har mere fokus på kontrol end på at hjælpe de jobsøgende med at finde et job. En opgave som alle, du møder, har en holdning til, hvordan du bør gribe an.

Per definition løser du opgaven forkert, så længe den ikke er løst. Derfor er du altid i alarmberedskab. Lytter til gode, velmenende råd og prøver at tage dem ind i opgaveløsningen. Lav en video. Vær aktiv på LinkedIn. Skil dig ud. Mange af rådene går igen. Der er mange andre jobsøgende, der også følger dem, så der skal meget til at skille sig ud.

“Virkeligheden er ikke helt så enkel.”

Forestil dig, at din opgave er at bygge et hus af Lego-klodser. Hver dag starter du med at samle klodser sammen og lægge et fundament. Du bygger og bygger. Med jævne mellemrum kalder du en sagkyndig til for at få det godkendt. Efter et hurtigt, vurderende blik, bliver du bedt om at starte forfra. Det sker igen og igen. Dit hus bliver aldrig færdigt. Du starter forfra på forskellige måder og håber hele tiden, at denne gang SÅ er den der. Efterhånden mister du troen på, at du overhovedet kan finde ud af at bygge et Lego-hus, selvom du har gjort det mange gange, da du var i job.

Det er forståeligt, at du, der går på arbejde, synes det er hårdt at arbejde otte timer om dagen, stå til regnskab for chefen og lytte til hende den irriterende kollega. Men du udretter noget, løser de opgaver, du får stillet, hæver din løn efter at have tjent et formål. Og så har du fri. Behøver ikke at lytte, når de i medierne taler om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Selvfølgelig skal det dét.

Medierne rapporterer, at der mangler arbejdskraft, men de glemmer at nuancere, at der er store udsving i brancher. Lige meget hvor gerne jeg vil, så bliver jeg aldrig tømrer, smed eller ingeniør. Det betyder ikke, at jeg er doven eller ikke er villig til at tænke ud af boksen for at finde et job. Samfundet har givet mig en uddannelse, og jeg har brugt den i mange år. Det vil jeg gerne blive ved med. Jeg er ikke for fin til at tage andet arbejde, og jeg har også søgt andre stillinger end de mest oplagte. Men jeg vil helst arbejde der, hvor jeg har mest at bidrage med. Samtidig får jeg ikke et ben til jorden i de stillinger, hvor mit CV er skævt i forhold til jobbet. Overkvalificeret er en af de begrundelser, jeg har fået, når jeg har søgt et svar.

Det er ikke et tag-selv-bord af jobs

Jeg vil gerne bidrage til debatten om ledighed med lidt flere nuancer. Der er ikke et tag-selv-bord af jobs, som venter, hvis du mister dit arbejde. Ikke for alle i hvert fald. Jeg havde været i job omkring 20 år, inden strukturelle ændringer på min arbejdsplads betød, at jeg ikke længere kunne blive der. At jeg skulle gå ledig så længe, som jeg har gjort, havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg har skiftet job før og har løbende efteruddannet mig. Mit CV fejler ikke noget.

Men det kan ske for alle. Du kan blive syg (fx af stress), presset på arbejdspladsen, ramt af strukturelle ændringer, så din funktion ikke længere er nødvendig. Presset af yngre, billigere arbejdskraft.

Det kan være svært at forstå, at det skulle være vanskeligt at få arbejde, hvis man er villig og velkvalificeret. Enhver kan jo gennemgå jobdatabaserne og se, at der er masser af jobs at søge.

I min tid som ledig har jeg mødt mange dygtige og velkvalificerede mennesker, som har søgt masser af jobs og gør alt muligt for at køre sig selv i stilling til et nyt job. Grundene til, at jobbet ikke bare dumper ned i hatten, er mange. Alder, fag og erfaring er dem, jeg oftest støder på.

Selvom man taler om det grå guld, så trives aldersdiskrimination i ansættelsessituationer. Mange arbejdsgivere er stadig bange for at ansætte medarbejdere over 50 – måske endda yngre på nogen fagområder. I mange af de rekrutteringsportaler, der bliver brugt til håndtering af ansøgninger, er det obligatorisk at udfylde sin fødselsdato. Man må spørge, hvorfor det er vigtigt? Bør det ikke være tilstrækkeligt, at arbejdsgiveren kan gennemgå ansøgerens CV?

Jeg er selv jobsøgende på et fagligt område, hvor arbejdsgiverne bliver væltet af ansøgninger, når de opslår en stilling. Efter at der i årevis har været en overkapacitet af kommunikationsuddannelser, er der alt for få jobs i forhold til uddannede journalister og kommunikationsfolk. Når 150-250 ansøgninger til et opslag er helt normalt, så må man som jobsøgende forsøge at finde nye veje. Men også et karriereskift kan det være svært at overbevise arbejdsgivere om fornuften i.

Endelig er der den manglende erfaring, som alle nyuddannede kæmper med. Hvordan overbeviser man en arbejdsgiver om at få den chance, der skal give én den eftertragtede erfaring, som arbejdsgiverne efterlyser? På årets Folkemøde, hvor jeg var heldig at komme med på Magistrenes A-kasses dagstur til Bornholm, hørte jeg rektor for IT-Universitetet, Mads Tofte, fortælle om deres bestræbelser om at give deres kandidater en ’employment ticket’. Hans budskab var, at alle uddannelser skal indeholde noget ’svært og efterspurgt’, som skaffer kandidaten sit første job. Det burde alle uddannelsesledere have som mål.

Der er flere ledige, end der er jobs

Når du har været ledig et stykke tid, lærer du, at der ikke altid er en forklaring på, at jobbet ikke blev dit. Der er simpelthen flere om buddet, end der er jobs, så det bliver en dans om guldkalven. Som ledig håber du og venter på, at dit nummer bliver trukket i det store joblotteri. Og at du ikke mister troen på dig selv helt, inden det lykkes.

“Det kan være svært at forstå, at det skulle være vanskeligt at få arbejde, hvis man er villig og velkvalificeret.”

Det ironiske er, at vores samfundsmodel slet ikke er baseret på, at alle kommer i arbejde. Enhver økonom vil fortælle, at der skal være et vist udbud af arbejdskraft i samfundet. En arbejdsløshedsprocent på 0 er slet ikke målet for vores samfund, fordi lønpresset så vil blive for stort. I Deadline 13. juni 2018 sagde fx chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann fra Nordea at: ”Situationen er, at beskæftigelsen er steget meget de seneste år, og man kan få et pres på arbejdsmarkedet, der ikke kan honoreres, hvis ikke man har flere hænder at tage af. Noget af det, der kan lægge en dæmper på det pres, er, at renten bliver højere, for så er der færre virksomheder, der vil gå ud og investere, og dermed vil der blive lagt en dæmper på den jobvækst, vi ser i øjeblikket.”

Det er samfundsøkonomi for begyndere. Der skal så at sige altid være nogen, der står og tripper for at komme ind på arbejdsmarkedet og tage pladsen, hvis en anden dratter ned af stolen.

Det kan jeg godt se fornuften i, selvom jeg synes, det er ubehageligt at være en af dem, der kæmper om en stol i stolelegen. I øjeblikket er vi godt 150.000, der gerne vil have et job (AKU-ledighedstal). Det er ca. så mange mennesker som, der bor i Gentofte og Esbjerg tilsammen.

Når det er sådan, er det uforståeligt, at ledighed skal omtales med en retorik, der får det til at lyde, som om alle faktisk kan få et arbejde. Jeg mistænker, at det handler om at retfærdiggøre forringelser af de lediges vilkår. Vi bliver allerede trukket én dag i dagpenge hver fjerde måned. Flere forringelser i dagpengene er varslet. Men ledige behøver ikke flere pisk som incitament for finde et job. Langt de fleste vil gerne være en del af en arbejdsplads og bruge sine evner og erfaringer uden at skulle stå til regnskab overfor et stift og uproduktivt system. Få lov at bygge Lego-huset færdigt.

Egentlig havde jeg lovet mig selv, at jeg aldrig skulle skrive et indlæg som dette. Jeg har ikke lyst til at fremstå sårbar og ekskluderet, når jeg faktisk føler mig fagligt kompetent, erfaren, med styr på tingene. Nu har jeg skrevet det alligevel. Fordi ledighed er nedbrydende, men et eksisterende faktum i vores samfundsmodel. Det er en sandhed, som alle med faste jobs har brug for at blive mindet om fra tid til anden. Fordi det kan ske for alle, at man pludselig står udenfor arbejdsmarkedet og har svært ved at komme ind, hvor det er sjovt igen. Fordi det ikke nytter noget at slå på nogen, der i forvejen ligger ned. Det bliver de ledige hverken mere motiverede eller bedre arbejdskraft af.

2 Kommentarer

  1. Katarina stenspil

    Meget velbeskrevet og præcis min oplevelse også👍
    Jeg har selv endelig fået job, dog langt fra mit felt, og til en løn, der får mig til at føle mig som 18 igen…

    Vh den 56-årige kommunikationsuddannede🙂

    Svar
    • Birgit Juel Martinsen

      Tak 🙂 Og tillykke med at du har fået job, men øv med omstændighederne. Måske du kan få afløb for skrivebehovet på andre måder, hvis du da har det? Jeg er begyndt at bogblogge, og det er ret sjovt.
      Mange hilsner
      Birgit

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *