BOGANMELDELSE: Naturen er en kilde til glæde for mange. At den også kan bruges som terapi, beskriver Lasse Thomas Edlev i bogen ”Naturterapi – Oplev naturen – styrk livet”. Den giver en overbevisende indsigt i naturens helende potentialer fra en erfaren naturvejleder og naturterapeut.
Den grønne bog ”Naturterapi” af Lasse Thomas Edlev har været indenfor min rækkevidde i ugevis. Jeg har læst i den, gået rundt på græsplænen i bare tæer og gået tur i skoven med åbne sanser. Den har ikke været hurtigt læst, men det betyder ikke, at den er svær at læse. Rettere er den en udfordring for en ivrig vandrer som denne anmelder. Jeg ved, at man får det bedre, når man går i naturen. Derfor har jeg glædet mig til at læse mere om naturen som redskab i terapeutisk sammenhæng.
Bogen er en frodig blanding af faglig indføring i naturterapiens teoretiske baggrund, cases fra forfatterens mange års praktisk virke som naturterapeut samt øvelser, som læseren selv kan afprøve. Der er en imponerende udfoldelse af teoretisk baggrund om mange forskellige områder fra psykologi, filosofi og naturfaglighed, der underbygger de praktiske indgange. I et eksempel beskrives de fire elementer luft, ild, vand og jord som symboler. Derefter giver bogen en praktisk øvelse. Endelig understøttes budskabet af en praktisk case, hvor en psykologuddannet naturterapeutstuderende noget skeptisk har gennemgået samme øvelse – men selvfølgelig overgiver sig.
Rundt om naturterapi
Bogen er inddelt i fire dele, der kommer rundt om alle aspekter af naturterapi. Først indkredses baggrunden og parterne: Naturen, klienten og terapeuten. I naturterapi bliver naturen en reel tredjepart i terapien, hvor mødet med naturen åbner for symbolske tolkninger på linje med drømmearbejde og kunstterapi.
Naturterapien beskrives bl.a. sådan her: ”Under en naturterapi kan den ubevidste intelligens ytre sig gennem særlige kropsfornemmelser, følelser, indre billeder, drømme og intuitive indfald.” Det er den enkeltes personlige oplevelse af natur, der er interessant at undersøge og folde ud. Selve naturen kan være meget forskelligt. Det behøver ikke være vild skov, men kan lige så vel være byhaver eller væksterne i vindueskarmen.
Fire veje til naturen
I bogens anden del beskrives de fire indgange til naturen grundigt. Forfatteren beskriver fire veje til at møde naturen:
1) Den rationelle – Hvordan vi omgås naturen
2) Den sanselige – Hvordan vi mærker naturen
3) Den berørende – Hvordan vi påvirkes af naturen
4) Den hengivende – Hvordan vi overgiver os til naturen
Der skal være balance mellem de fire indgange, og de indgår i et samspil. Ligesom man kan glide ud og ind af en drømmetilstand, kan man glide ud og ind af en naturoplevelse på rationelt og berørende niveau.
Personlig udvikling i natur
Tredje del handler om naturen som terapi. Forfatteren skriver bl.a. ’Personlig udvikling er en forandringsproces, der hjælper os på vej mod det gode liv med glæde, selvværd og mening. Ikke nødvendigvis succes, status og forbrug. Naturterapi er en af de veje, vi kan slå ind på for at fremme det gode liv.’
I bogens sidste del beskriver Lasse Thomas Edlev, hvordan man kan arbejde videre med naturterapi. Der er beskrivelse af et terapihjul, som professionelle kan lade sig inspirere af i deres arbejde. Der er også beskrivelse af, hvordan man selv kan blive naturterapeut. En uddannelse som man kan have mange indgange til. Fra pædagog, naturvejleder og psykolog til yoga- eller meditationsinstruktør eller noget helt sjette.
Nænsom naturterapi
Bogen har en ydmyg tilgang til terapibegrebet. Forfatteren slår fast, at naturterapi ikke kan løse alt. Lasse Thomas Edlev gør også opmærksom på, at man skal være forsigtig med at ’pille’ i traumer, hvis man ikke ved, hvad man gør som terapeut. Terapeutens opgave er at hjælpe klienten i kontakt med sin ubevidste intelligens. På den måde kan det være lidt forvirrende for lægmand at læse bogen. Der er grænser for, hvor langt man kan komme på egen hånd. De mange øvelser er dog et skridt på vejen.
Bogen er smukt illustreret med mange naturbilleder knyttet til den konkrete tekst. De mange og omfattende casebeskrivelser er layoutet i grønne tekstbokse, der giver teksten en dejlig overskuelighed.
Læseoplevelse i naturen
Jeg læste en del af bogen udenfor. Dels i den let friserede natur i min have og delsden vildere version på en stenet strand ved den jyske østkyst. Det oplevede jeg faktisk gav en ekstra dimension til bogen. Mens jeg læste om sansningen af naturen og cases om vandringer i naturen, åbnede jeg op for lydene af fuglene og vandets klukken, den friske luft omkring ansigtet og fornemmelsen af blå, åben himmel over mig.
Jeg anbefaler bogen til friluftsmennesker, der vil være lidt mere bevidste i brugen af og tilstedeværelsen i naturen. Helt oplagt er bogen selvfølgelig for behandlere, der overvejer at tilbyde naturterapi. Bogen giver en grundig og indsigtsfuld indføring i, hvad naturterapi er, og hvad det kan bruges til.
Lasse Thomas Edlev: ”Naturterapi – Oplev naturen – Styrk livet”, Gyldendal, 300 sider, 29. marts 2019
Bogen er stillet til rådighed af forlaget.
P.S. Naturterapi er en dejlig mellemting af to andre måder at bevæge sig ud af en krise på, som jeg har læst om de seneste måneder. Den ekstremt aktive vandring på Pacific Crest Trail, som blev beskrevet i ”Jeg lever” af Gitte Holtze og den diametralt modsatte meditationsretreat i ”Ti dages stilhed” af Niels Lyngsø.
0 kommentarer