ANMELDELSE: Den orange splash på forsiden af Bente Klarlunds nye bog Gå-bogen siger faktisk det hele. At gå gør dig: stærk, sund og glad; kreativ og klog; mindre syg, trist og stresset.

Når de godt 200 letlæste sider er pløjet igennem, har læseren fået udsagnet underbygget. Man kan næsten ikke andet end tage traveskoene på og gå ud og gå en tur. Især fordi det lækre layout er fyldt med indbydende billeder af gader og natur, der venter på at blive betrådt.

Jeg er selv en af dem, der holder af at gå. Det er til sådan nogen som mig og til dem, der vil i gang, Bente Klarlund har skrevet Gå-bogen, skriver hun i forordet. Formålet må være, at vi skal være med til at sprede det gode budskab, som hun fremsætter i bogen.

Der er ingen grund til ikke at gå, men rigtig mange gode og sunde grunde til at gøre det. Argumenterne lægger hun frem ét efter ét som videnskabskvinde til lægmand. Man fornemmer den tonstunge bagage af beviser for, at det her virker. Og samtidig forsigtigheden med at vifte med den advarende pegefinger.

De sidste syv sider af bogen indeholder henvisninger til alle de undersøgelser og forskningsresultater, der ligger til grund for de enkle forklaringer og gode råd, Bente Klarlund deler ud af i Gå-bogen.

Interviews til afveksling

Der er forklaringer på, hvorfor moderat bevægelse, som dét at gå, nedsætter risikoen for en lang række sygdomme. Hvorfor gang gør os gladere og kan hjælpe med at styre vægten. Der er også forklaring på, hvorfor inaktivitet er farlig, og hvordan forskellige stoffer påvirker hjernen positivt, når man går. Derudover har Bente Klarlund interviewet en række personligheder om deres forhold til at gå. Det er korte, lidt overfladiske interviews, der fungerer som en god afveksling fra bevisførelsen for, at det er både sundt og dejligt at gå.

Ritt Bjerregaard fortæller om, hvordan hendes gåture altid har virket som en klaring af hjernen i en stresset og krævende hverdag. Nu hvor hun er ramt af en uhelbredelig kræftsygdom, synes gåturene at holde sygdommen stangen.

Jørgen Leth fortæller om sin uvilje mod at gå, selvom han ved, at det er godt for ham. Søren Ryge Petersen fortæller om de to måder at gå på. Den ene for at komme fra ét sted til et andet, den anden for at helbrede benene, som han har fået åreforkalkning i.

Kierkegaard og Kant gik også

Bente Klarlund skriver, at det er blevet en hjertesag for hende at fortælle om de mange positive effekter af motion. Det mærker man tydeligt gennem bogen. Hun sætter krop, tankevækkende citater fra store, vandrende filosoffer og følelser på alle de hårde fakta om, at det her bare er rigtig godt for moderne mennesker.

Det er også vigtigt for hende at pointere, at motion ikke behøver at være hårdt. De fleste kan klare at sætte den ene fod foran den anden og gå en tur. Det kræver ikke forberedelse eller udstyr, og man kommer rigtig langt helbredsmæssigt ved at gå.

Gå-bogen giver tips til flere skridt i hverdagen

Forfatteren giver også forslag til, hvordan man kan få flere skridt ind i hverdagen. Fra de helt små ændringer på jobbet som at tage trappen i stedet for elevatoren, holde møder som walk and talk, eller tage telefonsamtaler, mens man går rundt. Turen til og fra arbejde kan måske tilføjes skridt ved at parkere længe væk eller tage en del af turen til fods. I ferier og fritid kan der måske indarbejdes vandringer eller man kan finde en gåmakker eller melde sig ind i en gåklub.

Endelig er der den åndelige side af at gå. At man får klaret hovedet og tænker nye tanker. Der er stor værdi i den unyttige gang, som ikke har et egentligt formål. ”Den vandring, der ikke er et middel i en anden sags tjeneste, styrker modtageligheden for tanker og idéer,” skriver Bente Klarlund.

Et interview med to præster kredser lidt vagt omkring tro og muligheden for at frigøre sig fra blokeringer ved at gå. ’Bilder man sig ind, at man går alene, så har man et indskrænket perspektiv på vandring,’ siger præsten Preben Kok. Det er det tætteste Gå-bogen kommer på pilgrimsvandringer. Fokus er på de daglige gåtures gavnlige fysiske virkning, snarere end de lange vandringers mentale betydning.

Det er hipt at gå

Det er blevet hipt at gå. Gå-bogen lander derfor i et marked med mange interesserede læsere. Jeg sidder med en følelse af, at en væsentlig drivkraft bag bogen er at ramme dette marked. Bente Klarlund sender sin største tak til bogens redaktør, som hun skriver fik idéen til bogen. Forfatteren har ’blot hældt nogle ord ind i’. Kan man kritisere en udgiver for at satte en bog dygtigt sammen af letforståelig videnskabsformidling, flotte billeder, lidt kendiseffekt og enkelte praktiske råd for at tjene penge? Næh, men nye indsigter er der lidt langt imellem.

Vil du have en tilgængelig forklaring på de gode effekter af at gå – måske nogen gode argumenter for at få partneren eller kollegerne med ud at gå? – så er denne bog et godt sted at starte. Man bliver i godt humør af at læse den.

Bente Klarlund: “Gå-bogen. Gå, så går det nok”, Gyldendal, 217 sider, august 2018

Bogen er venligst stillet til rådighed af Gyldendal

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *