BOGANMELDELSE: I den digitale tidsalder er vi alle produkter. Nemt bliver vi reduceret til lemminger, der følger strømmen. Liker, hvad de andre liker; køber mere af det samme. I sin nye bog ”Vend verden” giver Vincent Hendricks sit bud på, hvordan vi tager myndigheden tilbage. Stopper op og overvejer, hvilken vej vi skal gå.

Vincent Hendricks har skrevet sin nye bog til sin søn. Med ”Vend verden” vil han besvare to spørgsmål, som sønnen stillede tilbage i 2008, da han var otte år: ”Far, hvad laver du egentlig? Og hvorfor er det vigtigt?”

Det er interessante spørgsmål til en filosofiprofessor, der rejser verden rundt til vigtige konferencer. Det er også gode pointer, der kommer undervejs mod svarene, men de kan godt være lidt svære at holde fokus på. Måske er det bare mig. Men jeg fandt mig selv i tanker, der røg ud ad en tangent ind imellem læsningen. Det behøver jo ikke være et dårligt tegn – tværtimod. En bog, der sætter tanker i gang, er vel målet for de fleste forfattere.

Bogen er inddelt i syv kapitler, hvor Vincent Hendricks diskuterer nogle af de emner, hans forskning handler om. Vi får koncentrater af bl.a. boblestudier, fake news og techgiganternes betydning for den offentlighed, vi har. Forklaringer om hvordan de sociale medieplatforme skaber trykkamre, hvor vi hver især får mere af det, vi i forvejen er enige i. Der er også tendens til, at mediebrugerne som lemminger liker og deler dét, de/vi tror, de andre gerne vil se.

Menneskelige mønstre på matematiske formler

I ”Vend verden” blandes personlige anekdoter og enkelte digte med videnskabelige forklaringer. Vi får forskellige sociale reaktioner illustreret på matematiske formler, fx kaskadeeffekten (at folk følger efter, hvad den første i en kæde gør) og pluralistisk ignorance (flertalsmisforståelser: at man kommer til at hoppe med på en vogn, fordi man tror, alle de andre mener noget andet, end man selv gør). Jeg er ikke helt med på formlerne, men det er interessant, at menneskelige handlemønstre kan stilles op matematisk.

Vincent Hendricks vil klæde os på til at ”vende verden” om. Vi skal blive myndige mennesker, som tager ansvar for vores beslutninger. Det skal vi gøre ved at blive opmærksomme på alt det, vi risikerer at lægge i hænderne på det digitale omkring os. Dér er vi nemlig produkter, som bliver manipuleret.

Fire latinske dyder

Først i sidste kapitel når vi frem til de fire latinske dyder, som Hendricks mener, vi skal lære af for at blive ’good people’ – ordentlige mennesker. De fire dyder er:

  • Semper ardens – altid brændende
  • Sapere aude – vov at vide
  • Carpe diem – grib livet
  • Festina lente – skynd dig langsomt.

Det er hårdt arbejde at vende verden. Man må turde se helheden, både det gode og det dårlige i sig selv og omverdenen. Gribe nuet og vende ulemper til fordele. Gøre sig umage.

Konkrete bud på at genvinde autonomi

For nyligt anmeldte jeg bogen ”Forbandede fremskridt”, der også handler om den digitale udvikling. I den efterlyste jeg at kunne mærke forfatternes bud på, hvad vi stiller op med alle de udfordringer, vi står overfor. ”Vend verden” har netop som hovedfokus, hvad vi hver især kan gøre – og bør gøre. Det er en tiltrængt bog, for udfordringerne bliver kun større. Til gengæld er der ingen nemme løsninger. Heller ikke dem, som Vincent Hendricks præsenterer. Men man kan i hvert fald begynde med at læse bogen.

Vincent F. Hendricks: ”Vend verden – Genvind autonomien i en digital tidsalder”, Politikens Forlag, 216 sider, 2. april 2020

Bogen er stillet til rådighed af forlaget.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *