BOGANMELDELSE: De sidste par dage har jeg nydt det skønne sommervejr i en hængekøje med den lille, fine bog ”Om drømme” af Troels Kløvedal. Smagsprøverne fra Kløvedals rejsebøger sætter gang i rejselysten – men giver også stof til eftertanke om grænserne mellem drømme og virkelighed.
”Om drømme” begynder med Troels Kløvedals beskrivelse af en af de lykkeligste dage i hans liv: Den dag han blev smidt ud af skolen. Bogen slutter med den dødsmærkede mands afsked med livet: ”Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet.” Det er en smuk ramme omkring overvejelser om, hvordan man får mest ud af livet.
Troels Kløvedal levede et sjældent misundelsesværdigt liv – eller sådan så det i hvert fald. Mon ikke mange kender drømmen om at udleve rejselysten i den grad, som han gjorde, men hænger fast i en virkelighed, der holder os hjemme? Jeg har selv rejst jorden rundt i 15 uger med min familie, og intet glæder mig mere, end vi gjorde det. Lige på det tidspunkt lykkedes det, som Troels Kløvedal beskriver: ”Kunsten ved livet er at få drømmene og virkeligheden til at passe sammen.”
Drømme og virkelighed
Konceptet for Kolibri-bøgerne er, at vi får smagsprøver fra et forfatterskab om et centralt emne. Udvalget i ”Om drømme” tager os med på perlefiskeri på Tuamotu-atollerne, en overraskende gudstjeneste på Tongareva og den magiske ankomst til Kokosøen, der dukker op af regn og dis langt ude i Stillehavet. Men først og fremmest får vi overvejelser om drømme og virkelighed. Der er masser af stof til eftertanke om, hvordan man lykkes med det, vi alle søger at få: ”Det fulde herredømme over vores egen skæbne.”
Men at rejse er ikke for alle. ”Rejselængslen er drømmen om foranderlighed, men den er tillige det modsatte af trygheden,” skriver Kløvedal. Mange definerer sig selv i forhold til deres omgivelser, og når man ikke længere er, hvor andre kender en, hvad er man så? Man kan blive syg af hjemlængsel, når man opdager, at drømmen ikke findes ude i verden, men snarere hjemme i de vante omgivelser.
Find og udlev dine egne drømme
Dem, der drømmer, er ikke de samme, som oplever eventyret, skriver Kløvedal. Realiteten på vandet er noget helt andet end vejen dertil. Bådebyggeren, som i årevis drømmer om den store rejse, mens han bygger sin båd, bliver nemt skuffet, når virkeligheden viser sig at være noget helt andet end drømmen. Når konen og børnene ikke vil væk fra de vante omgivelser, og søsygen sætter ind. Det vigtigste er for alle at gå efter præcis den drøm, der tænder ens egen eventyrlyst – det må være pointen.
Den lille bog er fuld af citater, jeg har lyst til at dele. Men læs hellere selv bogen. Det er hurtigt gjort. Til gengæld tåler den genlæsninger og nedslag. ”At rejse er drømmen om at leve mange liv i ét, at gøre forandringen virkelig.”
Troels Kløvedal: ”Om drømme”, Gyldendal, 64 sider, november 2018
Bogen er stillet til rådighed af forlaget.
Sommerserie om Gyldendals nye miniserie Kolibri
Det er sommer, og jeg er på ferie i vores sommerhus på Endelave. Men det skal ikke gå ud over bloggen. Jeg har modtaget de små bøger i Gyldendals nye Kolibri-serie. De er perfekte til en lille sommerserie. Små bøger om almene emner med uddrag fra store forfattere. Det er fine små bøger, der er oplagte værtindegaver eller betænksomme hilsner.
Første anmeldte bog: Emma Gad: Om samtale
Anden anmeldte bog: Søren Ulrik Thomsen: Om storby
Tredje anmeldte bog: Troels Kløvedal: Om drømme
Fjerde anmeldte bog: Tove Ditlevsen: Om penge
Femte anmeldte bog: Karen Blixen: Om ægteskab
De sidste tre anmeldte bøger: PH: Om leg, Naja Marie Aidt: Om brud, H.C. Andersen: Om jul
0 kommentarer