BOGANMELDELSE: Jeg er ret begejstret for klummeformatet. Det er korte, personlige tekster med en tydelig forfatter, der har noget på hjerte. Psykolog Jill Byrnit har samlet 24 klummer skrevet til Berlingske i perioden 2018-20 i bogen ”Grøn af misundelse – og andre fortællinger om det moderne menneskeliv”. De kan med fordel læses bid for bid, så indtrykkene kan nå at blive fordøjet.
Overordnet handler klummerne i Jill Byrnits ”Grøn af misundelse” om menneskelivet både i det helt nære og i det overordnede perspektiv. Der er både plads til de udfordringer, vi møder i det daglige, og de store udfordringer og spørgsmål som det angstprovokerende: ’Kunne andre have levet dit liv bedre end dig?’
Mange af klummerne tager udgangspunkt i videnskabelige undersøgelser og resultater, som Jill Byrnit sætter i en relaterbar kontekst og giver et personligt twist. Det er tankevækkende og interessant. Teksterne er smukt og tematisk samlet i fire afsnit med hver seks klummer.
Grøn af misundelse
I ’Moderne åndenød’ handler det om livet, og hvordan vi lever det i dag. Her findes blandt andet klummen, der lægger navn til bogen. I ”Grøn af misundelse” peger Jill Byrnit på behovet i tiden for at fremstille sig selv på sociale medier. Hun erklærer sig selv som et gammeldags menneske, som ser med undren på sine medmenneskers fascination af Facebook. Det brugerredigerede verdensbillede giver os præstationsangst, fordi vi får alt for mange indblik i andres verden. En verden, som ser ud til at være meget mere spændende end vores egen, selvom det halve sikkert er løgn.
Under overskriften ’Vi er ikke robotter’ er der klummer om psykologiske aspekter af jordnære fænomener som trafik og storrumskontorer og om retfærdighedsfølelse og tillid til fremmede.
Optimisme for menneskeheden
I ’Drømme og længsler’ skriver forfatteren om menneskelige følelser og reaktioner, parforhold og den svære familielykke. Grundlæggende er hun optimistisk på menneskehedens vegne, selvom vi ofte hører om alle de negative historier: ”Forskningen er ellers fuld af fortrøstningsfulde resultater omkring menneskehedens natur, og hvis nogen gad formidle budskabet, ville det stå klart, at menneskearten på nogle områder er bedre end dens omdømme.” Det får vi eksempler på i flere klummer.
Bogens sidste afsnit hedder ’Tiden går’. Klummerne her handler om tiden i sig selv, alder og hvordan vi fylder den tid, vi er givet. Blandt andet funderer Jill Byrnit over nytårsforsætter, og hvorfor vi tror, alting bliver bedre, fordi vi går ind i et nyt år. Hvorfor vi må leve forlæns, men forstå baglæns, og hvilke de råd man ville have givet sit yngre jeg.
Klummer med vid, bid og humor
Sproget i ”Grøn af misundelse” er sprudlende på grænsen til det overfriske. Man keder sig mildest talt ikke under læsningen. Bogen egner sig bedst til at blive indtaget i små bidder, så man kan fordøje indtrykket og tænke lidt over indholdet. Nogle gange vil du være enig, andre gange måske ikke. Sådan havde jeg det i hvert fald, men selv når jeg ikke var enig (jeg synes fx ikke, det står så galt til med julehalløjet, som Jill Byrnit opmaler det) kunne jeg trække på smilebåndet og tænke over, hvad jeg egentlig selv mener om dette og hint.
Det er dét klummeformatet kan. Afvæbne læseren med humor, så vi tager stilling til et konkret emne. Og det synes jeg, Jill Byrnit gør befriende godt i sin klummesamling.
Det ligger i klummens natur, at den er kort, skarp og har en personlig vinkel. Det gør selvfølgelig at nogle af nuancerne i de videnskabelige undersøgelser, klummerne ofte tager udgangspunkt i, ryger fløjten, men skulle du have lyst til at gå dybere ind i materialet er der bagest i bogen en litteraturliste med henvisninger, som du kan grave dig ned i.
Jill Burnit: ”Grøn af misundelse og andre fortællinger om det moderne menneskeliv”, 144 sider, Plurafutura Publishing, 9. juni 2020
Bogen er stillet til rådighed af forfatteren.
P.S. Klummesamlingen minder mig lidt om “Citater – og hvad de siger om os” af Jette Skeem, som jeg anmeldte sidste år. Det er samme læseoplevelse af at komme rundt om en masse emner, som giver stof til eftertanke og kun kan indtages lidt ad gangen for at få det fulde udbytte.
0 kommentarer