BOGANMELDELSE: Birgitte Baadegaard er en modig forfatter, der uforfærdet kaster sig ud i at ruske op i kvinder overalt. De feminine værdier skal frem i lyset. Hvorfor og (lidt mindre) hvordan fortæller hun i bogen ’ManiFEST for kvinder’.

Bogen indledes med en beskrivelse af de feminine og maskuline værdier – og et cyklisk og lineært livssyn. Birgitte Baadegaard giver en interessant og øjenåbnende beskrivelse af kvinders historie. Den indeholder bl.a. et opgør med de store skriftreligioners nedvurdering af det kvindelige som står i modsætning til naturreligionernes tilbedelse af den kvindelige skaberkraft.

Hun skriver: ”[…] min mission med denne bog er at skabe en bølge, et nybrud.” En bølge, hun mener, allerede er i gang, men hun bare puster lidt til. Fordi kvinder, mænd og børn lider under den samfundsorden, vi kører efter i denne tid. Der er ikke tid til omsorg, karrieren skal køre fremad, opad og vi forbruger ressourcer, så vores klode knækker sammen under det.

Vi (kvinder) skal begynde at se anderledes på den verden, vi er en del af. Og vi skal insistere på at gøre tingene på vores egen måde. ”Jeg tror på en fælles, spirituel udvikling snarere end en kamp mellem kønnene. En kollektiv bevidsthedsudvikling, der vil omfatte både mænd og kvinder.” skriver Birgitte Baadegaard.

Søstersåret

Bogen sætter også spotlys på kvinders forhold til hinanden og vores behov for at hele ’søstersåret’. Vi skal væk fra at konkurrere med hinanden og i stedet bakke hinanden op. Væk fra at se hinanden som trusler over til at have tillid til, at vi kan trække hinanden op. Så vi får et samfund, hvor der er plads til de feminine værdier i et cyklisk livssyn.

Sidst i bogen samler Birgitte Baadegaard 13 råd til inspiration på den videre færd. Først lyder det: Husk altid på, at den ramme, du har indgået i hele dit liv, ikke er en, du har været med til at skabe. Derfor behøver du heller ikke at tage ejerskab for den – tværtimod er det din ret og din opgave at skabe et nyt og mere afbalanceret paradigme.

Andre råd er: Kom ud i naturen. Drop tv. Bliv en bevidst forbruger. Find sammen i netværk og kvindefællesskaber. Find ud af hvad du ønsker dig. Skab balance i dine valg. Vid du er vigtig. Stem til alle valg – og helst på kvinder. Bak kvinder op i alt. Hav tillid til at følge din egen vej (det er altid muligt, kun et spørgsmål om målestok og hvad du vil give afkald på). Skab medfølelse og empati i verden.

Manifest for kvinder

Jeg gik til bogen uden at vide ret meget i forvejen. Hverken om forfatteren eller om bogens ambitioner – selvom titlen “Manifest for kvinder” selvfølgelig gav et tip. Efter de første sider var jeg irriteret pga det meget lange tilløb, hvor vi får ikke mindre end 17 kvinders udtalelser om, hvor fantastisk livsomvæltende denne bog er. Jeg vil gerne have lov at læse først, før jeg får andres mening proppet ned i halsen.

Efterhånden som jeg kom længere hen i bogen fortog irritationen sig. Den har mange gode overvejelser og lever rigtig, når Birgitte Baadegaard fortæller om sit eget liv. Især om vejen hen til hvor hun er i dag – og hvad der har fået hende til at skrive manifestet. For mig var det de afsnit, læsningen flød hurtigst igennem, da så meget er genkendeligt, når man har rundet 50.

Spiritualitet som grundlag for ny kvindebevægelse

Som læser er du nødt til at åbne dig for nye måder at se verden på. Det er lærerigt og uden tvivl også nyttigt, men svært at overgive sig til spiritualiteten, som fylder meget i bogen. Både som grundlag for vejen hen til erkendelsen af nødvendigheden af ændringer og som grundlag i en ny kvindebevægelse.

Jeg må være ærlig og sige, jeg har det blandet med bogen. På den ene side kan jeg kende mange af de ting, Birgitte Baadegaard beskriver om nutidens kvindeliv. Jeg kender fx alt for godt beskrivelsen af at være ”droppet ud af karrieren” pga. manglen på mening, og fordi ”der må være noget andet og mere i livet”. Der er mange problematiske tidstegn, der er ramt på kornet.

På den anden side har jeg svært ved at se løsningen i, at vi skal gå ind i os selv og opnå samfundsændringer indefra. Nogle skal jo sørge for, at samfundet hænger sammen. Jeg har eksempelvis netop været helt tæt på sygehusvæsenet og oplevet det store system fungere og redde liv. Hvordan det skal hænge sammen uden alle de mennesker, der indordner sig, har jeg svært at se.

Modig og selvbevidst brobygger

I virkeligheden er det måske det, hun ønsker. At vi tvivler og stiller spørgsmål. Som hun skriver: ”Mit ønske er at bygge bro mellem det, vi ved, og det vi sanser og fornemmer – mellem det faktuelle og det spirituelle.”

Det er en moppedreng på 338 sider, og det er udfordrende læsning, fordi det er så anderledes. Spirituelt, modigt, selvbevidst. Jeg anbefaler bogen til at blive klogere af og til at sætte refleksioner i gang om, hvordan verden kunne være anderledes.

Birgitte Baadegaard: ”ManiFEST for kvinder”, Forlaget Aronsen, april 2019, 338 sider

Bogen er stillet til rådighed af forlaget.

P.S. For nylig anmeldte jeg bogen ”Feminin business med maskulin drive” om de feminine og maskuline værdier i et iværksætterliv. Også Dorte Lytje har skabt sin egen vej, hvor hun arbejder bevidst med at skabe et liv, der tager hensyn til det feminine. Jeg beskyldte hende for at være privilegieblind. Det er Birgitte Baadegaard ikke, men det kan alligevel være svært at se sig selv rejse rundt i verden, som hun gør med den største selvfølgelighed, når der er regninger, der skal betales. På den anden side: Det er en del af opgøret at turde se nye muligheder. Men let er det ikke.

0 kommentarer

Trackbacks/Pingbacks

  1. Change of direction ✨ – Saving the rep of Feminism - […] several books I have been reading (Manifest for Kvinder, Unquiet women, Mary Magdalene Revealed, Big Magic) and conversations I…

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *