BOGANMELDELSE: Winnie Sommer er en moden kvinde (født 1946), der ved noget om livets store øjeblikke. Det mærker man tydeligt i hendes smukke fotodigtsamling ”ØJEBLIKKET”.

Normalt anmelder jeg ikke skønlitteratur – og slet ikke digte. Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at anmelde ”ØJEBLIKKET”, sagde jeg alligevel ja, fordi det samtidig er en fotobog fyldt med naturbilleder. Jeg blev heller ikke skuffet, da jeg fik værket i hånden. Det er en imponerende stilfuld bog, der med sit blodrøde udtryk afspejler hjerteblodet, der ligger i den.

Winnie Sommer står bag både bogens fotografier og digte. Fotografierne veksler mellem makrodetaljer og panoramaer af flotte nedtonede landskaber og solnedgange. Makrofotografierne er af kendte motiver, der får en selvstændig betydning, når de forstørres og nærstuderes. Som mælkebøttefrøstandene, der vikler sig ind i hinanden til digtet ’DEN ANDEN’. Bogen er fuld af eksempler på, at billede og tekst går op i en harmonisk enhed, der understøtter budskabet.

Sanselige digte

Jeg var ind imellem forvirret over afsenderen i digtene. Der er digte om graviditet og abort, om lyst og savn, men også om at ældes. Digte der fremstår livskloge og perspektiverende med levet liv som baggrund. Digtet ’GRÆNSELAND’ handler om at se en gammel mor svækkes inden det endelige farvel. Digtet ’STADIG DE SAMME’ er en sanselig fremstilling af mangeårig kærlighed, der også er fysisk: ’Vi er ét med hinanden i genkendelsens hede’.

Efter at have læst (indtaget er nok et bedre udtryk, da billederne ikke som sådan ’læses’) bogen et par gange, kommer jeg til den konklusion, at den afspejler et langt liv i nedslag. Der er ingen tvivl om, at det er en bog, der skal læses igen og igen. Du vil få nyt udbytte hver gang.

Tiden og øjeblikket

Det første digt og opslag, læseren møder, hedder ‘TIDEN’. Ordene former et timeglas på baggrund af en dramatisk uvejrshimmel og handler om tiden, der ubarmhjertigt haster afsted. Bogens sidste digt hedder Livstiden og sætter ord på et helt liv. Det digt vil jeg tillade mig at citere:

LIVSTIDEN

som ny i verden er
Tiden uendelig
kun sult savn og smerte

som barn i verden er
Tiden rummelig
uforudsigelig

som voksen i verden er
Tiden påståelig
ufravigelig

som gammel i verden er
Tiden smålig
forudsigelig

som død i verden er
Tiden uendelig
ingen sult savn eller smerte

Bogen spænder på den måde fint sit budskab ud fra begyndelse til slutning. Tiden løber, og vi skal nyde de øjeblikke, vi er her. Jeg kan kun anbefale at læse om sorger og glæder i den fine, lille bog skabt af Winnie Sommer.

Winnie Sommer: ”Øjeblikket”, Litodora, 76 sider, 4. oktober 2019

Bogen er stillet til rådighed af forfatteren

P.S. Hvis du som jeg skal øve dig på at komme ind i digtenes verden, kan jeg også anbefale den lille bog ”Om storbyen” i Gyldendals Kolibri-serie. Her er der smagsprøver fra Søren Ulrik Thomsens forfatterskab, bl.a. hans digte. Læs mere om den bog her.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *