Endelig kom cyklerne frem! Vi nød at trampe turen ad endnu en af Danmarks mange gamle banestier. Denne gang fra Horsens til Østbirk.

– Rigtig god… og rigtig kold. Sådan lød Christians karakteristik af vores tur ad naturstien mellem Horsens og Silkeborg i weekenden. Det kolde skyldtes afslutningen på turen, hvor det gode vejr snød os. Det blev overskyet, og den kolde vind susede om vores bare ben, fordi vi ikke havde fået nok varmt tøj med. Det gode var den grønne, fredfyldte tur mellem marker, bløde bakker og dale med masser at opdage og næsten ingen biler til at forstyrre.

Vi cyklede fra Tyrsted til Østbirk ad cykelstier, og det blev til godt 40 km. Ikke underligt at drengene skulle have et lille skub i ryggen til sidst for at nå hjem i seng efter syv timer på tur med mor og far. Første gang vi cyklede her var en varm augustdag, da drengene var tre og fire år. De sad bag på og heppede i deres cykelstole og nød tur/retur til Bryrup, hvor vi kørte med veteranjernbanen. I dag må de selv træde i pedalerne.

Bryrupbanen: Danmarks smukkeste jernbane

Bryrupbanestien ligger i sporet fra den jernbane, der løb mellem Horsens og Silkeborg i perioden mellem 1899 og 1968. Den blev i gamle dage kaldt ”Danmarks smukkeste jernbane”. Det er ikke mærkeligt. Det er et grønt, varieret og frodigt landskab, man kommer igennem. Turen er særdeles børnevenlig, for det er kun få steder, man krydser almindelige veje. Man kan cykle, gå eller ride gennem skove, marker og ådale, fordi gode mennesker fik den ide at asfaltere dele af den gamle banesti, så den danner en sammenhængende rute.

Værd at huske til cykelturen

Lappegrej – hvis uheldet skulle være ude. Vi kan anbefale lappeskum, som mirakuløst stopper selv store huller og lader én køre videre uden besværlige operationer med dæk og slange.

Tøj efter forholdene – Regntøj, hvis der er skyer på himlen. Varmt tøj, hvis man skal køre flere timer. Vejret har det med at slå om, og det er rigtig træls at cykle mange kilometer, når man er våd og kold.

Proviant – En madpakke er jo en god ting! Vil man have et varmt måltid undervejs, er engangsgrillen en god opfindelse, som altid kan skaffe varm mad på bordet. Husk (mange) tændstikker!! Pølser, koteletter, schnitzler eller andet skiveskåret kød (gerne marineret) kan fint steges på grillen. Dertil kartoffelsalat, brød eller kolde kartofler og tomater eller andre grønsager og man har et herligt måltid.

Vand – Husk altid fyldte vandflasker og få dem fyldt op undervejs.

Banestien begynder i udkanten af Horsens ved Vestre Kirkegård. På det første stykke kører man langs golfbanen. Sine steder går det ad en tætbevokset sti, hvor naturen bogstavelig talt slår én i møde, hvis man ikke passer på. Her står hundredevis af mirabelle- og fuglekirsebærtræer som senere på sommeren, når frugterne modnes, er et paradis for børn.

Stien fortsætter gennem et rør under motorvejen (det har en skøn akustik, hvor man kan konkurrere om at lave de sjoveste lyde!) og videre mod Lund. Dette stykke er kuperet og noget ujævnt, da en del af ruten går ad en bugtet markvej og gennem en bøgeskov. Ved Lund skal man i udkanten af byen følge nogle mindre veje, før man kommer til den asfalterede sti til Lundum. Denne del af vejen er ren idyl. Det er utrolig nemt at forestille sig selv siddende i et damplokomotiv, der tøffer langsomt gennem landskabet, mens man nyder udsigten.

Naturen er hovedattraktion

Det var blevet tid til første stop, og det kom helt naturligt ved et lille vandløb nederst i Hansted Ådal. Over vandløbet er der bygget en af de arkitektonisk smukke kampestensbroer, det danske landskab er så rig på. Drengene fik studeret små fisk og klatret i træer, og Frederik blev overrasket af en nærgående kø på nabomarken.

Samværet med familien og den smukke natur er selvfølgelig hovedattraktionerne på turen. Der er ikke så mange seværdigheder langs stien, men én af dem er Urup Herregård, som kan ses fra en rasteplads ved Urup. Her boede søhelten Peder Skram og hans hustru i 1500-tallet. I dag er herregården kun en reminiscens af tidligere tiders storhed. Her har bl.a. været tårne og spir samt en vandfyldt voldgrav, der blev drænet væk for godt 100 år siden.

Masser af overnatningsmuligheder på Bryrupbanen

Bryrupbanestien kan bruges til dagsture eller ferieture efter ønske og behov. Hele turen mellem Horsens og Silkeborg er 60 km, men undervejs ligger der fem primitive lejrpladser og to campingpladser, så der er rig mulighed for at gøre holdt for natten. En primitiv lejrplads indeholder shelters, toilet, vandhane, bålplads og ofte gratis brænde – alt hvad eventyrlystne naturelskere har brug for til en nat i det fri. Vi brugte lejrpladsen ved Lundumskov som rasteplads for vores aftensmad.

Stedet bliver heldigvis flittigt brugt. Mens vi spiste kom først et ungt par og senere en familiefar med teenagebørn, som alle tilberedte aftensmad og gjorde klar til overnatning. Jacob var her med en tredje klasse for nogle år siden. De cyklede fra Hatting og legede, hyggede, spiste bålmad og sov i deres medbragte soveposer.

Fang selv aftensmaden!

500 meter fra lejrpladsen ligger Lundum Lystfiskersø. Her er tre små ”put and take”-søer. Frederik prøvede lykken, men havde ikke held til at fange vores aftensmad. De sidste to gange vi har været der, har han fanget i alt tre ørreder, så det kan lade sig gøre. Men medmindre du er super-optimist så medbring mad hjemmefra for en sikkerheds skyld!

Fakta

Skov- og Naturstyrelsen har udgivet folderen ”Naturstien Horsens-Silkeborg” med kort, beskrivelser og informationer om stien. Folderen fås på biblioteket eller på nettet: naturstyrelsen.dk.

Jernbanen mellem Bryrup og Horsens åbnede som en smalsporet bane den 22. april 1899. Først i 1929 kunne man køre de 60 km helt til Silkeborg. Banen var nu ombygget til normalspor, hvilket gav en noget højere hastighed. Jernbanerne tabte dog efterhånden terræn til bilerne, og strækningen mellem de to store jyske byer blev lukket i 1968.

I dag kan man stadig køre mellem Bryrup og Vrads med veterantog i sommerperioden. – En absolut anbefalelsesværdig tur, som vi tidligere har fortalt om.

Bragt i Horsens Folkeblad juni 2005