Storbyferie i Holland er en overset oplevelse. Det synes vi i hvert fald efter en uge i Amsterdam, Haag og Rotterdam. Holland ligger ikke langt væk fra Danmark, og landet har en masse spændende at byde på som rejsedestination. Vi kunne sagtens have brugt mere tid, men fik på turen oplevelsen af de tre byers ekstreme forskellighed – og stor lyst til at vende tilbage for at se mere.

Havde vi ikke allerede i januar booket hotel i Amsterdam, var vi nok ikke taget afsted her i Corona-tiden. Men det endte med at være lidt heldigt, for der var klart færre turister end normalt – og dermed meget mere plads. Til gengæld var enkelte attraktioner lukket; vi skulle vænne os til at have et mundbind i lommen og alle museumsbesøg osv. skulle bookes på forhånd.

Vi brugte meget af vores tid på bare at gå rundt og snuse stemninger og se på de tre byer, vi besøgte på vores storbyferie i Holland. Amsterdam er hovedstaden – berømt og berygtet for idylliske kanaler kombineret med red light district og fri adgang til hash. Haag er den statelige regeringsby med brede veje og imposante ambassadebygninger. Rotterdam er en af verdens største havnebyer – genrejst som arkitekternes legeplads efter at være blevet sønderbombet under 2. verdenskrig.

Ingen af byerne havde vi besøgt før, og vi har kun været i Holland én gang tidligere på tre dages stop-over i forlystelsesparken Slagharen undervejs mod Frankrig.

Storbyferie i Holland: Amsterdam

Amsterdam ligger otte timers kørsel fra Horsens. Allerede på de tyske rastepladser undervejs oplevede vi den nye Corona-virkelighed, da mundbind var påkrævet i Tyskland, så snart vi skulle indendørs – fx for at bruge et toilet. Vi kørte hjemmefra kl. 7.30 og stod ved vores hotel kl. 17. Coronaforhindringer betød, at vi var blevet flyttet til et hotel midt i centrum, hvor parkeringsmulighederne var begrænsede. I stedet afleverede vi nøglerne til vores bil, og så den ikke igen før afrejsen tre dage senere.

Amsterdam er en både flot og charmerende storby. Byen består af et netværk af kanaler, hyggelige gamle huse i små gader, hvor folk cykler og går. Godt blandet op med butikker, der sælger hash i alle afskygninger: frø, kager, slikkepinde, you name it. Den søde, kvalme lugt møder dig jævnligt. Især hvis du bor inde i centrum. Her opdager du hurtigt, at ’Coffeeshop’ er synonym med hashrygning.

Seværdigheder er der massevis af. Gå endelig på biblioteket og lån guidebøger og tjek nettet på forhånd. Det kan være svært at vælge, hvordan tiden bruges bedst. Vi valgte at se Van Gogh-museet – flot og interessant. Anne Frank-museet var fuldt booket, så det måtte vi undvære. Men ellers nød vi bare at gå rundt og se på byen og dens mennesker.

En pimpet cykel ved en af de idylliske, blomsterpyntede broer over kanalerne i Amsterdams centrum.

Huse med fødderne i vand tæt på Amsterdams “Red light district”.

Kanalrundfart i Amsterdam er et must. Nyd at se byen fra vandsiden og slap af, mens du lytter til historier om den gamle by.

Vi var tre afsted på tur. Her er teenageren (14) bag kameraet og forældrene (2×51) foran.

A’DAM Lookout er et panoramatårn, hvor man kan få et godt view over Amsterdam og en gyngetur ud over kanten.  

s

Corona-restriktioner i Holland (juli 2020)

  • Obligatorisk mundbind i offentlige transportmidler
  • Hold 1,5 meters afstand til andre
  • Billetter til museer skal bestilles på forhånd med anvisning af tidspunkt
  • Diskoteker og natklubber er lukkede frem til 1. september

Gamle vindmøller

Holland er et af verdens tættest befolkede lande. Byerne ligger tæt på hinanden. Fra Amsterdam til Haag er der ca. 65 km, som det tager en times tid at køre i bil. Fra Haag til Rotterdam er der ca. 30 km, som tager omkring samme antal minutters kørsel. På turen fra Amsterdam til Haag besøgte vi Zaanse Schans, et område med de fineste gamle vindmøller og huse, som man for 5 Euro kan få lov at se indefra.

Vi nøjedes med gåturen i området og besøg i Catharina Hoeves Osteri med lækre smagsprøver på forskellige Gouda-oste. Området minder om et frilandsmuseum, hvor man kan gå rundt mellem butikker og møller og fornemme nostalgisk fortid. Bestemt værd at lægge vejen omkring.

Det er ren idyl i Zaanse Schans med plads til at holde afstand.

Fint lille hus på toppen af en mølle.

Evig fredsflamme i Haag

I Haag valgte vi at leje et AirBnB i badebyen Scheveningen. Det var selvfølgelig i håbet om at kunne bade på den lækre sandstrand og opleve det pulserende strandliv, men det satte det grå (den ene dag faktisk sjaskvåde) sommervejr en stopper for. Vi nøjedes med at køre en tur langs strandpromenaden og se på de tomme strandbarer og kitesurferne på bølgerne. Med sporvogn tog det 10 minutter ind til Haag.

Vi ville have besøgt Fredsmuseet, men det var lukket for turister pga. Corona. Vi måtte nøjes med at beundre bygningen udefra og se skulpturen med den evigt brændende fredsflamme. Den står omgivet af en sten fra hvert land i verden, og man kan på en oversigt finde hvert lands sten. Stor var vores overraskelse, da vi fandt Danmarks sten og opdagede, at det er en Kinnediabas. Det er en sort sten med hvide nister, som vi samler ved Klinten på Endelave og lægger omkring vores sommerhusterrasse.

Haag har noget aristokratisk over sig. Ikke så mærkeligt, da det også er her kongefamilien bor. Der er bredere veje, regeringsbygninger og ambassader og ikke ret mange kanaler. Vi besøgte M.C. Escher-museet, der ligger i et gammelt slot, men ellers brugte vi tiden på at gå rundt og kigge.

Skulpturen med den evige fredsflamme i Haag omgivet af sten fra alle verdens lande.

August er en tålmodig rejsende. Vi sidder ved kongefamiliens bolig i læ for regndråber.

Alt i Eschers kunst drejer sig om perspektiv. Også dette billede, som ikke er photoshoppet, men ren optisk illusion.

Escher-museet er der masser af glas, kugler og spejlinger at lege med.

Storbyferie i Holland: Rotterdam

Efter Haag tog vi videre til Rotterdam. Byen var valgt helt tilfældigt, fordi … den ligger tæt på Haag, og det er sådan et bynavn, jeg har hørt massevis af gange uden at vide, hvad det er for en by, der gemmer sig bag navnet.

I Rotterdam havde vi også lejet et AirBnB, der viste sig at være en diametral modsætning til det gamle hus, vi boede i i Scheveningen. Der var masser af plads i lejligheden på 8. sal med udsigt over kanalen og den ikoniske Erasmusbrug.

Rotterdam er en moderne havneby, hvor arkitekterne har fået lov at boltre sig, så byen har den vildeste skyline af forskelligartede, eksperimenterende bygninger. Vi havde meget begrænset forhåndskendskab til byen og blev simpelthen blæst bagover, hvad den havde at tilbyde.

Markthal – Market Hall – er et imponerende bygningsværk, hvor et madmarked med alverdens lækkerier ligger omkranset af en åben bygning med lejligheder og kontorer.

Markthal set fra siden. Nogle helt særlige boliger.

Indersiden af Markthal er udsmykket med eksotiske malerier i varme farver.

I Museumsparken er dette museum lige ved at stå færdigt. Utroligt fascinerende byggeri, der ved første øjekast fik mig til at tænke på en kæmpemæssig vase.

Blyanten bagest og ‘The Cubes’ i forgrunden er usædvanlige boliger tegnet af arkitekten Piet Blom. 

Rotterdam er en havneby ved Rhinen med masser af container- og fragtskibe.

Erasmusbroen og de ‘skæve’ højhuse bagved havde vi udsigt til fra vores AirBnB.

Flydende træer midt i alt stålet og vandet.

Der er ikke mange gamle bygninger tilbage i Rotterdam, men en af dem er Holland America Lines tidligere hovedkontor, som i dag er hotel (Hotel New York).

Skyer og skyline set fra Rotterdams hovedbanegård (den grå trekant i venstre side er et stykke af taget).

Udsigt fra vores AirBnB mod Willemsbrug.

Fortid møder nutid på vores storbyferie i Hollands største havneby, Rotterdam.

Praktisk til storbyferien

Til sidst en lille reklame for den praktiske rejsepakkeløsning, packNsmile, som jeg havde fået lov at prøve to sæt af på vores rejse. Pakken – The Bundle – består af tre rejseposer, der kan klikkes sammen og klikkes på to kroge (hangers). Det fungerede rigtig godt især i det meget lille hotelværelse i Amsterdam, hvor der nærmest ikke var plads til baggage.

packNsmile er udviklet af min gode, tidligere kollega Ole Gram Clausen, som er en passioneret skiløber. Designet fungerer virkelig godt på rejsen. Det mærkes, at det er udviklet for i praksis at løse behovet for at holde styr på tøj, ting og sager, når man er på farten, så det hverken roder rundt i kufferten eller på værelset.

Indtil oktober kan du få 15% rabat på køb hos Ole og packNsmile ved at bruge koden 15OKT20.

Tre tips til storbyferien i Holland

  1. Overnatning i Amsterdam er dyrt! Vi fik den bedste pris på portalen Hotwire.com. Det er lidt af et lotteri, for du ved ikke, hvad du bestiller, før du HAR booket og betalt. Til gengæld kender du i forvejen område og kategori. Så helt galt kan det altså ikke gå. Og for os er det gået godt mange gange – især i portalens tidlige år.
  2. Tag en vandretur i Rotterdam fra centrum over Erasmusbroen og gå langs kajen hele vejen rundt til Hotel New York for enden og videre til de flydende træer. Kryds over land og to små broer til Noordereiland og gå over den anden store bro over Rhinen, Willemsbrug. En tur på ca. 7 km, hvis du går tilbage langs Boompjes til Erasmusbrug.
  3. Når vi rejser er noget af det første, vi gør at gå på opdagelse i det lokale supermarked. Selvom vi efterhånden kan få mange af de samme varer i hele verden, så er det sjovt at se de lokale tilbøjeligheder. August er vild med hollandsk Speculoos-smørrepålæg (’Bastogne-kiks’ som pålæg!) og stroopvaffel (sirupskager).

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *