BOGANMELDELSE: ”Sorte pletter på himlens linse” er ikke af den slags bøger, jeg læser flest af. Den er skrevet af beatpoeten Claus Høxbroe, som er en af meget få, der lever af sine digte og spoken word-optrædener i Danmark.

Jeg har ladet mig udfordre til at anmelde en digtsamling. I mange år har jeg været overbevist om, at digte bare ikke er mig. Hvordan skal man forstå dem, når tingene bliver fortalt med få ord og i billeder, der skal vendes og drejes for at give mening? Ofte føler jeg mig lidt dum, når ordene står der og vrænger ad mig uden, at jeg forstår, hvad de vil mig. Måske er det min tålmodigheds begrænsning, der har svært ved at kapere poesien.

Digtsamlingen jeg har givet mig i kast med hedder ”Sorte pletter på himlens linse” og er skrevet af Claus Høxbroe. I pressematerialet bliver han kaldt beatpoet. Det lyder cool. Han har udgivet et væld af digtsamlinger og spoken word-albummer og bl.a. modtaget Dan Turell-prisen. Stilen er musisk, og jeg føler, at jeg bliver taget i hånden og ført med rundt på en tur i digterens verden, da jeg åbner den hvide bog med lækre sider og få, udvalgte ord.

Forunderligt rammende beskrivelser

Første gang jeg læser digtene, forstår jeg ikke det hele, men i stedet for at stoppe, læser jeg videre. Så oplever jeg det forunderlige, at nogle af digtene rammer mig med deres præcise beskrivelse af en følelse eller nogle ord brugt på en ny og alligevel genkendelig måde. Da jeg læser digtene anden gang, er der endnu flere af den slags erkendelser.

”Sorte pletter på himlens linse” veksler mellem længere digte og helt korte, legende ordspil. Jeg er især begejstret for de korte digte, hvor Claus Høxbroe viser mig noget helt nyt i ordene, som jeg ikke tidligere havde set. Et eksempel, hvor han bruger datid og nutid med stor effekt:

Alt hvad vi havde
ligger bag os
Alt hvad vi har
er minder

I digtet ”Hobro st.”, der lægger navn til digtsamlingen, er de sorte pletter kragerne, der flyver på himlen. På fem linjer linjer sætter Claus Høxbroe en stemning og maler et billede frem for mit indre øje. Jeg kan lide det.

Verden rundt i digte

I digtene kommer vi vidt omkring. Fra København til Krakow, et smut til Finland og videre til Indien. En flixbus til Fyn, en gåtur i Oslo. Jeg ved ikke, om jeg oplever en egentlig sammenhæng mellem digtene. Det er mere en følelse af at være med rundt i verden med en søgende sjæl, der ser på det hele med skarpt registrerende blik. Ikke altid lykkelig, men alligevel med overskud.

Med digtet ”Amager halshug” kommer jeg ind i en verden af værtshuse, som er mig fremmed. Alligevel kan jeg se det for mig i de små detaljer, der spidder stemningen. Og får i øvrigt en overvældende liste over værtshuse i København.

Digtet ”Danmark” afrunder på hele fem sider samlingen. Det er en rammende beskrivelse af livet i Danmark:

[…]
tumlende mellem
vugge og grav
mellem barndom
og voksenliv
fra børneværelse
til samtalekøkken
[…]

Med henvisninger til vores fælles hukommelse, stik til vores dobbeltmoral og selvtilstrækkelighed, men også en slags kærlig samhørighed, hvor vi ”alle er børn af nogen”.

Kort fortalt kan jeg nok alligevel godt lide digte. I hvert fald dem her. De kan læses af alle, men vinder for hver gang, man tager sig tid til det.

Claus Høxbroe: ”Sorte pletter på himlens linse”, Gentlemen’s Jockey Club, 87 sider, 28. februar 2020

Bogen er stillet til rådighed af forlaget.

P.S. Det er ikke helt rigtigt, at jeg slet ikke læser digte. Jeg har tidligere ladet mig friste af fotodigtsamlingen “Øjeblikket” af Winnie Sommer. Det var på alle måder en helt anden oplevelse, som jeg faktisk også satte pris på. (Søren Ulrik Thomsen, den store danske digter, kan man faktisk også få en glimrende introduktion til i den lille Kolibri-bog fra Gyldendal “Storbyen”)