BOGANMELDELSE: ”Konkurrerende lidelser” er en misantropisk roman af Ole Grønne om et velstillet, midaldrende par i Aarhus. Ingen er særligt lykkelige, men det er underholdende og lidt skørt at læse om en forlagsdirektør og hans oversætter- og (måske-)digterhustru.

Forsidebilledet siger det hele. En kvinde og en mand med hver sin spade står i vand til knæene og forsøger at skovle vand væk fra et helt hav. Halsløs gerning. Man må spørge, hvorfor de overhovedet forsøger.

”Konkurrerende lidelser” handler om Aksel og Lea Lerfeldt, et midaldrende ægtepar fra den kreative klasse, som økonomisk er velstillede, men følelsesmæssigt noget forkrøblede. Vi følger dem over nogle uger op til Aksels 50-års fødselsdag. Undervejs møder vi dem i uharmonisk samspil med deres omgivelser og følger et sært begivenhedsforløb, der kulminerer i Aksels alternative jagt efter først et toilet på Aarhus Teater med sin fars urne under armen og derefter en (måske) død and. Ægtefællernes historier ridses op samtidig med, at deres nutid ramler sammen.

Ofre for selvmord

Aksel er notorisk utro, og Lea er ligeglad, så længe hun ikke konfronteres direkte med det. Sammen har de ingen børn, men Aksel har to voksne børn med sin afdøde hustru, der har taget sit eget liv. Hvorfor ægtefællerne har fundet sammen – og bliver sammen – står hen i det uvisse, men de har et fællesskab i at være pårørende til selvmordere. Leas mor begik selvmord, da Lea gik i 1. g, og siden har Lea også været tæt på en veninde, der tog sit eget liv. Muligvis er det derfor begge ægtefæller virker underligt distancerede fra livet.

Det er svært at fatte sympati for især Aksel. Ingen af hovedpersonerne virker interesserede i andre end sig selv. De ’konkurrerende lidelser’ henviser bl.a. til Leas skriveblokering og Aksels forskellige problemer med forholdet til andre mennesker.

Udadtil er Aksel en succesfuld forlagsredaktør med en fortid som rockstjerne. I det skjulte drikker han for meget og er i egen selvforståelse en forfatter, der undlader at skriver; dermed undgår han ”[…] at skulle misforstås af det inkompetente, selvapplauderende og gruppemasturberende anmelderkorps, hvis egentlige mission tilsyneladende var at eliminere forlagets bedste forfattere.” Den slags sproglige svirp er der mange af i bogen.

Forfattere, der ikke skriver

Også Leas mor var en forfatter, der ikke skrev. Efter moderens død finder Lea hendes dagbøger, som viser sig at være gabende tomme. Det nænner hun dog ikke at sige til faderen: ”Der var ingen grund til, at han skulle læse den anklage, det var imod ham og det liv, de havde haft sammen. Se, at der intet havde været at rapportere.”

Nu er Lea selv begyndt at udfylde dagbøgerne. I starten ved at beskrive hverdagsting som indholdet af hendes taske. Senere ved at skrive mere seriøst. I løbet af romanen finder vi ud af, at hendes skriverier går i uforudsigelige retninger, men det skal ikke spoiles her.

Handlingen går over stok og sten. Der sker nogle ret vilde ting mod slutningen af bogen, og det er skrevet i et hæsblæsende tempo. Ole Grønne skriver godt og har sans for overraskelser og twists i handlingen. Han er heller ikke grimhedsforskrækket, kan man roligt sige. I løbet af romanen møder vi menneskelige dårskaber i massevis. Faktisk er det svært at finde virkelig sympatiske mennesker i romanen (nogle enkelte kan dog spottes hist og her).

Fortællervinkler og troværdighed

Bogen veksler mellem to fortællervinkler. Leas historie fortæller hun selv som jeg-fortæller. Aksels historie får vi i tredjeperson. Epilogen giver et interessant twist til historien. Hvor meget skal vi mon tro på? Når vi til sidst får afsløret, hvem der står bag skriften, skal vi måske revurdere sandhedsværdien og gå tilbage og se, om tingene kan ses på en anden måde. Teksten vinder på at blive læst igen. Det giver bedre mening, at Aksel er skildret så ucharmerende, hvis han er set igennem en andens filter.

Overordnet er der en misantropisk sarkasme i beskrivelsen af de fleste personer, der passerer gennem historien. Eksempelvis: Aksel støtter ”[…] den evigt ventende hær af unge, der var villige til hvad som helst for selv den yderste plads på en vippende taburet i et hvilket som helst forlag.” Eller: ”Bag de lave hække, Aksel passerede i den tidlige skumring, opførtes den samme uhyggelige familieforestilling. En forestilling, der mere lignede en straf end forberedelserne til et måltid.” Eller: ”[…] han så den gamle mand transformeret til den utilfredse teenagepige, der står alene tilbage, når festen for længst var slut.”

Roman nr. 2

”Konkurrerende lidelser” er Ole Grønnes anden roman. Den første roman hed ”Siriuspassagen” og udkom i 2006. Også den handlede om dysfunktionelle familierelationer og var en velskrevet familiekrønike. (Den findes som lydbog på bl.a. Bookmate). Den nye roman udkommer på medudgiverforlaget Mellemgaard. Jeg ved ikke, om det er af sparehensyn, at der er rationaliseret en masse linjeskift væk, men jeg synes, det forstyrrer læsningen, at replikker ikke får lov at stå på linjer for sig selv. Bogens afsnit er meget kompakte, når alt står ud i en køre.

Jeg har det lidt svært med hovedpersonerne, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvorfor jeg skal interessere mig for dem. Når Lea siger, at de er ’et helt almindeligt par på en helt almindelig villavej’, vil jeg tillade mig at tvivle. Til gengæld kommer jeg ind i et ukendt univers, som sætter mit eget i perspektiv, og læsemæssigt er ”Konkurrerende lidelser” en spændende oplevelse.

Ole Grønne: ”Konkurrerende lidelser”, 18. november 2019, Forlaget Mellemgaard, 280 sider

Bogen er stillet til rådighed af forfatteren

P.S. Normalt anmelder jeg ikke skønlitteratur, men for nylig anmeldte jeg også en digtsamling, så måske er jeg på vej ud ad en glidebane…