BOGANMELDELSE: Karin Michaëlis var ’det gode menneske’ fra Sezuan, som Bertolt Brecht skrev om. Hun var også en forfatter, der havde stor succes i sin samtid for knap 100 år siden, men som i dag er næsten glemt. Måske fordi hun var kvinde og skrev om kvinder. I denne tid får hun heldigvis en renæssance.

Da jeg læste litteraturvidenskab i første halvdel af ’90erne, var næsten alle mine undervisere mænd. Det meste af den litteratur, vi læste, var skrevet af mænd. Kvinderne var undtagelser på alle måder – bortset fra andelen af studerende. Jeg læste en del dansk litteraturhistorie som selvstudie, men forfatteren Karin Michaëlis har ikke indprentet sig. Med skam må jeg også melde, at jeg ikke har læst nogen bøger af hende. Efter at have læst ”Jagten på det gode menneske”, som portrætterer hende på en original, indsigtsfuld og facetteret måde, har jeg i den grad fået lyst til at indhente det forsømte.

Bibi og Brandes

Karin Michaëlis var født i Randers, men kom som ung til København for at blive pianist. Hun kom ind i et kunstnermiljø, hvor hun mødte forfatteren Sophus Michaëlis, som hun blev gift med. Hun begyndte selv at skrive med stor publikumsucces, men uden anerkendelse fra tidens toneangivende parnas med Georg Brandes i spidsen. Hun skrev bl.a. om kvindelig seksualitet omkring overgangsalderen og en bogserie om en rejselysten, lille pige ved navn Bibi. Hendes bøger blev solgt i millionoplag. Hun holdt masser af foredrag især i Tyskland. Havde en mand haft den succes, var han næppe gået i glemmebogen, som det er sket med Karin Michaëlis.

Forfatteren var ekstremt produktiv og skrev bl.a. artikler, romaner og børnebøger. Derudover husede hun kunstnere i sit hus på Thurø ved Svendborg. En af dem var Bertolt Brecht. Karin Michaëlis var selv i eksil i USA under 2. verdenskrig, fordi hun havde lagt sig ud med Hitler (han har derfor også en rolle i Julie Maj Jakobsens skuespil).

Journalistik og ’kvindelitteratur’

”Jagten på det gode menneske” består af syv essays, et teatermanuskript, syv sangtekster i digtform fra forestillingen og et kort uddrag af romanen ”Den farlige alder” af Karin Michaëlis. Essayene handler bl.a. om forfatterens serie om Bibi, som har haft stor betydning for børn i flere lande, om Michaëlis’ år i USA og om hendes journalistik.

Bogen giver et kalejdoskopisk blik på Karin Michaëlis, hvor vi føres gennem faglige introduktioner til hendes virke og biografiske fortællinger om forfatterens liv. Med disse essays i bagagen er læseren klar til at forholde sig til den kunstneriske bearbejdelse af stoffet i teatermanuskriptet. Jeg kan kun sige, at jeg gerne ville have set det, da det blev opført på Baggårdteatret i Svendborg i februar i år.

Det gode menneske – Karin Michaëlis

Julie Maj Jakobsens teatermanuskript består af nedslag i Karin Michaëlis’ liv. De to gennemgående figurer i skuespillet er Karin Michaëlis og hendes alter ego Shen Te, hovedpersonen fra ”Det gode menneske fra Sezuan” af Bertolt Brecht. Skuespillet gennemløber forfatterens liv fra barndom til alderdom i scener med blandt andre ægtemændene (Sophus og Charlie), Georg Brandes og Bertolt Brecht.

Karin Michaëlis havde noget på hjerte i forhold til verden, og hvordan vi indretter den, om båndene mellem mennesker og dansen mellem kønnene. Og hun skrev om det hele på en måde, der taler til os den dag i dag.

Fra ”Jagten på det gode menneske – om Karin Michaëlis”

”Jagten på det gode menneske” er en anderledes bog, fordi den blander adskillige genrer: essayistik, dramatik, lyrik, prosa. Resultatet er blevet en interessant, lærerig og varieret bog, som næsten læser sig selv. Jeg tog lidt tilløb til at komme i gang med bogen, fordi jeg ikke havde ret meget forhåndskendskab til Karin Michaëlis (og som litterat er jeg lidt flov over at sige, at min nysgerrighed var blevet vakt gennem DR’s portrætprogram med Mick Øgendahl om forfatteren i serien ‘Øgendahl og de store forfattere’). Men jeg læste den hurtigt, da jeg først var kommet i gang, fordi alle bidrag er velskrevne og interessante – og meget forskellige. Stor anbefaling herfra!

Julie Maj Jakobsen: ”Jagten på det gode menneske – Om Karin Michaëlis, Politikens Forlag, 208 sider, 6. marts 2020

Bogen er stillet til rådighed af forlaget.

P.S. Andre introduktioner til kvindelige forfattere findes bl.a. i Gyldendals Kolibriserie, hvor Suzanne Brøgger, Emma Gad, Tove Ditlevsen, Karen Blixen og Naia Marie Aidt.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *