BOGANMELDELSE: Svend Brinkmann debuterer som skønlitterær forfatter med ”Hvad er et menneske?” om en gymnasieelev på dannelsesrejse fjernstyret af en klog, men døende farmor.
Med på rejsen har Andreas et manuskript med samme titel som bogen. Rejsen er planlagt af hans farmor, som fra sit dødsleje dirigerer barnebarnet gennem Europa, mens de undervejs diskuterer menneskelivet via Skype.
Andreas, der har kæmpet med depression og føler sig socialt akavet, holder sommerferie efter 2. g. Han beslutter at gennemføre den togtur, han og hans farmor havde planlagt, selvom hun ikke kan tage med alligevel. Rejsen starter ved hulemalerierne i Lascaux i Frankrig, fortsætter til Rom og Firenze, videre til Prag og endelig Berlin, før han vender retur til København.
På rejsen møder han en jævnaldrende engelsk pige, som får det til at kilde i maven på ham. Han møder en gammel klassekammerat, som åbner hans øjne for, at han nok godt kan få venner. Farmoren bliver tiltagende mere syg. Alligevel drøfter hun og Andreas de filosofiske begreber, som han bliver præsenteret for i manuskriptet og som spejles i de steder, han besøger.
At blive menneske
Bogen i bogen abonnerer på følgende forståelse af filosofi: ”Som en tankens kunst, der kan hjælpe os alle til at løse opgaven med at blive menneske og hjælpe os til at undgå at blive alt for umenneskelige.” De filosofiske afsnit fik mig til at føle mig hensat til timerne i Humanistisk videnskabsteori, da jeg startede på universitetet.
Andreas konfronteres med de store følelser i livet på sin rejse: kærlighed, ondskab og døden. Han er åben for de overvejelser om menneskelivet, som han præsenteres for i det ufuldendte manuskript. Som læsere kommer vi også rundt om de forskellige aspekter af menneskelivet i bogens seks afsnit: Det biologiske menneske, det fornuftige menneske, det følsomme menneske, det sociale menneske, fremtidens menneske og det troende menneske.
Skuffende hybrid
Jeg er ret begejstret for Svend Brinkmanns tilgang til menneskelivet, som det kommer til udtryk i hans faglitterære bøger, hans radioprogram og artikler. Ikke mindst synes jeg, han spider tidsånden med vid og bid på sin Facebookside. Jeg havde derfor glædet mig til at læse ”Hvad er et menneske?”.
Det har taget mig nogle uger at tygge mig igennem bogen. Pointerne fra de tidligere bøger er ikke svære at få øje på. Moren præsenteres som repræsentant for selvudviklingstrenden, mens farmoren er filosofiens repræsentant – man må blive menneske, før man kan blive sig selv.
Bogen er en hybrid mellem filosofisk fagbog og skønlitterær ungdomsbog. For mig gav det en urytmisk læsning, hvor jeg skiftevis fulgte de indsigtsfulde filosofiske forklaringer og krummede tæer over de urealistiske dialoger og den kluntede plotafvikling.
Udviklende dannelsesrejse
Jeg kunne ikke indfanges af historien, når det fx lød: ”Det slog ham, at han måtte være forelsket. Det havde han ikke prøvet før. I hvert fald ikke på denne måde.” Eller: ”Andreas tænkte på, hvor godt det havde været for ham at være på denne dannelsesrejse. Gad vide om Anna havde tænkt på rejsen som en slags terapi for ham? Formentlig ikke. Men den havde ikke desto mindre haft en terapeutisk effekt.”
Idéen med at Andreas finder sig selv på udviklingsrejsen er troværdig. Vi behøver ikke få hans tanker udpenslet: ”Det slog ham pludselig, at han var ved at forandre sig. Her stod han alene i den evige stad, i et larmende kaos, og følte sig hjemme.”
Mere ’show’ – mindre ’tell’
Måske kunne bogen have fungeret, hvis Svend Brinkmann (eller forlaget) havde fået en erfaren skønlitterær forfatter til at skrive dannelsesromanen. Der mangler simpelthen overbevisende scener med dialog, man kan tro på for, at fiktionen skal fungere. Må vi bede om mere ’show’ og mindre ’tell’, tak.
Farmorens karakter og plottet omkring hendes dødsleje har jeg det især anstrengt med. Jeg er så gammel, at jeg har fulgt flere dødsforløb helt tæt på, og jeg kan ikke forestille mig noget mere urealistisk end, at en døende bekymrer sig om at ændre hotelreservationer fra sit dødsleje.
Chocolate covered broccoli
Inden for gamification og undervisningsverdenen bruger man begrebet ’chocolate covered broccoli’ om velmenende forsøg på at give læring et lag af sukker for at få det til at glide lettere ned hos eleverne – hvilket de gennemskuer på lang afstand. Svend Brinkmann gør med sine udførlige noter efter hvert kapitel og den afsluttende epilog ikke noget forsøg på at skjule, at her er tale om en indføring i videnskabelige begreber. Forsøget på at fange de unges opmærksomhed med genkendeligheden fra ungdomslivet kommer for mig til at virke påklistret.
Ingen tvivl om at Svend Brinkmann ved, hvad han skriver om og har noget på hjerte, som (også) er vigtigt for unge mennesker. Men forklædt som skønlitteratur holder det altså ikke.
Svend Brinkmann: ”Hvad er et menneske”, Gyldendal, 22. august 2019, 275 sider
P.S. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke er i målgruppen for romanen. Derfor er det min plan at lokke mine store sønner til at giv den en chance. Fortsættelse følger i kommentarerne.
P.P.S. Billederne til anmeldelsen er taget i Flensburg.
