Kirkeklokkerne ringer til samling. Gulvet er knapt synligt for blomster. Hendes øje fanges af et bånd, da hun går op for at sætte sig på forreste række. ”Tak for alt”. Synet sløres af tårer.
Ikke mere at sige, ikke mere tid. Fra kisten stråler fred.
Lyse toner fylder rummet. En sang om solen, der står op igen. Hullet midt i hende fyldes af varme. Der var kærlighed. De siger farvel, som de har sagt farvel til generationer før. Hun vil give kærligheden videre.
Solen vil stå op igen, og hun vil have dem med sig altid.
© Birgit Juel Martinsen
#februaryfiction #100ord
Skrevet til Februaryfiction 2018
