De finder brevene tilfældigt mellem gamle Esso-regninger, rationeringskort og dividendeopgørelser. Han vidste, at han var adopteret, men det havde været alt for besværligt at grave i det, mens hans forældre levede. Han havde lagt det bag sig.
Pludselig er der breve. Og billeder. Hans kød og blod foran Rådhuset med brudebuket og ham i maven.
Hans datter læser højt, men kommer kun halvvejs i det første brev. Tårerne løber ved tanken om den lille dreng, der snart vil blive alene.
Han smiler: ’Nu har jeg noget, der var dem.’ Tiden skvulper frem og tilbage, mens generationerne kærligt iagttager hinanden.
© Birgit Juel Martinsen
#februaryfiction #100ord
Skrevet til Februaryfiction 2018
