To ansøgninger om ugen. Nogen betyder mere end andre. Men alle afslag gør ondt. Hun flytter dem hurtigt til afslagsmappen. Hvorfor har hun dog valgt dette overbefolkede fag?

En dag er der svar: ’Kom til samtale!’ Det går godt. ’Kom igen!’ Drømmene får lov at udfolde sig til billeder. Hun ser forventningen i de nærmestes øjne.

Svaret kommer som en larmende tavshed fra en telefon, der ikke ringer. I sit inderste graver hun efter styrken til at slippe drømmen og skabe en ny.

To ansøgninger om ugen. Ét ja er nok. Udfordringen er at blive ved, indtil ja’et kommer.

 © Birgit Juel Martinsen

#februaryfiction #100ord

February Fiction – Fortæl en historie på 100 ord

Alle kan fortælle en historie. Det er idéen bag February fiction, som er udviklet af forfatteren Asbjørn Rune Bourgeat. Initiativet startede i 2016.

Jeg kastede mig ud i legen første gang i 2018 og blev bidt af det. Det gælder om at finde på en historie med en enkel kerne og fortælle den klart og enkelt.

Der er fem regler:

  1. Historien må højst være på 100 ord
  2. Du skal tilstræbe, at den har en begyndelse, en midte og en slutning.
  3. Historien skal deles med nogen – digitalt eller analogt
  4. Brug hashtagget #februaryfiction, når du deler digitalt
  5. Gør det hver dag, hver anden dag eller hver uge, men gør det hele februar

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *