’Du kan da ikke have travlt, du har jo ikke noget arbejde.’ Bemærkningen kommer henkastet og med et smil under et skolebestyrelsesmøde fra en af de andre forældre. Jeg føler det som en lige højre i mellemgulvet.

Om formiddagen har jeg fået endnu et afslag på en stilling som kommunikationskonsulent. Jeg smiler. Jo, lige i dag har jeg en aftale, så jeg er nødt til at gå lidt før, mødet er slut.

Jeg forsøger at lade som ingenting. Herregud, det er nok bare en fase. Fasen har godt nok varet lang tid for mit vedkommende. Hverken jeg eller andre forstår, at det kan være så svært. Men det er det altså. Nok mest pga. det område, jeg er uddannet til (kommunikation og markedsføring), men også den alder og erfaring, jeg har samlet mig. Det skulle jo ikke været et problem, men det lader til at være det.

Man burde jo kunne tage den lidt med ro som ledig. Nyde at man ikke har travlt, som min bestyrelseskollega antydede.

Det er bare ikke sådan, det er at være ledig.

Opgaven bliver aldrig løst

Faktisk har du aldrig fri. Så længe du ikke har fundet et nyt job, er din opgave ikke løst. Den opgave, som jobcenteret, A-kassen, omgivelserne og du selv har defineret om, at du skal finde et job. En opgave, der ikke findes nogen projektbeskrivelse på. En opgave, der ikke er klart defineret. En opgave, som du løbende bliver stillet til regnskab for af et system, der har mere fokus på kontrol end på at hjælpe de jobsøgende med at finde et job. En opgave som alle, du møder, har en holdning til, hvordan du bør gribe an.

Per definition løser du opgaven forkert, så længe den ikke er løst. Derfor er du altid i alarmberedskab. Lytter til gode, velmenende råd og prøver at tage dem ind i opgaveløsningen. Lav en video. Vær aktiv på LinkedIn. Skil dig ud. Mange af rådene går igen. Der er mange andre jobsøgende, der også følger dem, så der skal meget til at skille sig ud.

Byg et hus af Lego

Forestil dig, at din opgave er at bygge et hus af Lego-klodser. Hver dag starter du med at samle klodser sammen og lægge et fundament. Du bygger og bygger. Med jævne mellemrum kalder du en sagkyndig til for at få det godkendt. Efter et hurtigt, vurderende blik, bliver du bedt om at starte forfra. Det sker igen og igen. Dit hus bliver aldrig færdigt. Du starter forfra på forskellige måder og håber hele tiden, at denne gang SÅ er den der. Efterhånden mister du troen på, at du overhovedet kan finde ud af at bygge et Lego-hus, selvom du har gjort det mange gange, da du var i job.

Det er forståeligt, at du, der går på arbejde, synes, det er hårdt at arbejde otte timer om dagen, stå til regnskab for chefen (eller medarbejderne) og lytte til hende den irriterende fra salg. Men du udretter noget, løser de opgaver, du får stillet, hæver din løn efter at have tjent et formål. Og så har du fri. Behøver ikke at lytte, når de i medierne taler om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Selvfølgelig skal det dét. Der er ikke noget, jeg hellere vil end betale skat af mit arbejde og være en del af en arbejdsplads.

I morgen bygger jeg videre på LEGO-huset. Lige pludselig så sidder det nok i skabet, og min blues forstummer.

(En af de ting, jeg har gjort var at deltage i Folkemødet på Bornholm – læs min reportage her.)