Så kom vi hjem igen fra vores jordomrejse. Til frostklare dage og snedækkede landskaber. Vores held med vejret fortsætter, og vi har haft flot vintervejr, siden vi kom hjem. Drengene har været i Klokkedal og kælke, og vi er blevet hilst velkommen hjem i skolen, på arbejde og af familie og venner.

Det var dejligt at få dansk jord under fødderne, komme hjem og sove i sin egen seng, få velkendt mad og lakridser og finde, at alt er som det plejer. Da vi kørte det sidste stykke fra Billund til Horsens føltes det næsten uvirkeligt, at vi nu havde lagt en jordomrejse bag os. Det var som var de 105 dage forsvundet, og vi var på vej tilbage efter at være kørt til Billund for et øjeblik siden.

En vigtig del af at være ude er at komme hjem igen. Vi har været ude og opdage verden langt fra Danmark og har fået sat vores priviligerede liv i perspektiv. Vi sætter alle fire endnu større pris på det gode liv, vi har herhjemme efter sammen at have oplevet, hvor mange andre måder man kan leve livet på.

Trætheden har meldt sig

Nu hvor der er gået tre uger, går det mere og mere op for os, hvor fantastisk en tur vi har haft. Det er ikke mere uvirkeligt, men fylder os med en varm følelse indeni, når vi taler om noget, vi har set eller oplevet. Vi går rundt med små smil på læben, når vi ser på vores souvenirs, og det sker tit, at vi ser noget i tv, hvor drengene siger: ”Der har vi været!”

Det der kommer mest bag på os er den træthed, der har meldt sig. Efter nogen hektiske måneder fyldt med spændende oplevelser er det som om krop og sjæl har brug for at komme sig og er gået i ”pausemode”. Vi passer efter bedste evne arbejde og skole, men energien kunne være større. Den kommer forhåbentlig sammen med forårssolen.

Valgkamp

Vi kom hjem netop som der var udskrevet valg. Jacob mente, at de skulle have udskrevet valget fjorten dage tidligere, så vi bare kunne komme hjem og stemme, og jeg måtte næsten give ham ret, da vi den første tid hjemme kunne høre politikerne overbyde hinanden med løfter om, hvordan de ville gøre det bedre for danskerne. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, danskerne havde det rigtig skidt, når de åbenbart havde brug for alle de løfter om et bedre liv. Netop hjemkommet virkede det grotesk, for vi har det virkelig godt i Danmark. Når man lige har rejst rundt i Vietnam virker vores problemer, som rene luksusproblemer.

Det bedste ved jordomrejsen …

Mange har spurgt os, hvad der var det bedste på hele jordomrejsen, men vi har ikke kunnet give et simpelt svar. Der er steder, som vi meget gerne vil besøge igen (naturparkerne i det sydvestlige USA og bjerglandet Laos) og steder, der var fantastiske at opleve, men som vi nok ikke besøger igen (Vietnam, Thailand og Cook-øerne).

Hvert sted var specielt og gav os unikke oplevelser, derfor er det svært at fremhæve ét sted, der var bedre end andre. Så et svar på hvad der var det bedste må blive, at vi var sammen om oplevelsen. Vi har givet vores drenge en indsigt i verden, som vi tror, de vil have glæde af resten af livet, og vi glemte for en stund alt praktisk arbejde for at koncentrere os om dem.

Nu hvor vi er tilbage og igen har alle hverdagens pligter og gøremål, overrasker det mig faktisk, hvor meget tid der går med det. Jeg spekulerede ikke så meget over det før, men synes der går meget tid, som vi på rejsen brugte på hinanden. Vi vil prøve at bruge de nye erfaringer til at ændre på nogen af de gamle vaner. Fx skal drengene til at hjælpe mere med madlavning og andre huslige ting.

Planlæg!

Der er mange måder at rejse på, og vi har valgt at se meget på vores 15 uger. Det kunne vi ikke have gjort uden en masse planlægning hjemmefra. Vores erfaring var at de steder, hvor vi havde lavet mest hjemmearbejde på forhånd og vidste, hvad vi ville se, også var de steder, hvor vi fik det største udbytte. Vi kørte rundt i det sydvestlige USA (Arizona, Utah, Californien) i 17 dage, hvor ruten var planlagt på forhånd.

Det var en god oplevelse og vi så meget uden, at det blev stressende, da vi vidste, hvad vi skulle, og hvordan vi kom fra sted til sted.

Få gang i drømmene

Skal vi komme med anbefalinger til andre, skal det først og fremmest være: Prøv at sætte jer ud over hverdagens begrænsninger og drøm sammen om, hvad I vil se og opleve. For os var det som at tage en spændetrøje af, da vi besluttede, at vi ville sælge bilen. Det endte med at det slet ikke var nødvendigt at sælge den, men beslutningen om, at det skulle lykkes at komme ud og rejse, åbnede posen for en masse drømme.

Vi har ikke et øjeblik fortrudt vores prioritering af den fælles rejse og opfyldelsen af drømmene, og økonomien var ikke så begrænsende, som vi først troede. Selvfølgelig er der ting vi har valgt fra for at kunne få råd til at rejse, men vi klarer os fint med det, vi har. Den indre rigdom føles enorm lige nu og opvejer langt, at vi må beholde det gamle køkken temmelig mange år endnu!

Jorden rundt i 105 dage

I 2004 realiserede vi drømmen om at tage fire måneder ud af kalenderen for at rejse jorden rundt med vores børn. Vi rejste fra Horsens den 8. oktober 2004 og vendte hjem den 21. januar 2005.

Første mål var USA fra New York til Atlanta, New Orleans, Las Vegas og Los Angeles. Næste mål var Cookøerne
i Stillehavet. Efter 10 dage rejste vi videre til Australien. Det sidste større stop var Østen, bl.a. Laos og Vietnam.

Jordomrejsen blev finansieret som en kombination af låneomlægning, forældreorlov og ferie.

Familien bestod af fire: Birgit Juel Martinsen, 35 år og konsulent, Jacob Martinsen, 36 år og lærer, Christian Martinsen, 10 år og elev i 3. klasse, og Frederik Martinsen, otte år og elev i 2. klasse.

Bragt i Horsens Folkeblad februar 2005

Dette er sidste artikel i serien om vores jordomrejse.

Fik du ikke læst serien fra starten, så finder du første artikel her.