Epilog til eftertanke

I 2011 udkom min bog ’Tro, håb og kærlighed – en historie om kræft’. Det var en fortælling om min ungdomsveninde Lone, som levede med uhelbredelig kræft langt længere tid, end nogen havde forventet. Og med en livsgejst som var forbilledlig.

Lone døde i 2014, og bogen er gledet i baggrunden. Nu har forlaget dog kontaktet mig, fordi de vil udgive den som e-bog. Det er jeg selvfølgelig glad og taknemlig for.

Vi blev enige om, at bogen i den nye udgivelse skal have en epilog, der samler op på de drømme og forhåbninger, Lone gav udtryk for i bogen. Det er nu snart seks år siden, den udkom første gang, og det vil være naturligt for nye læsere at spørge sig selv, hvordan det er gået.

Selvom jeg interviewede Lones mand Stig til bogen og selvfølgelig kender ham som min venindes mand, har forbindelsen altid gået gennem Lone. Derfor gled kontakten mellem os ud efter Lones begravelse. Men forleden var det endelig blevet tid til, at jeg kiggede forbi, så vi kunne få talt om, hvad der skete i Lones sidste tid, og hvordan det går den efterladte familie.

Da jeg sad i sofaen i villaen i Brabrand igen, var det som at være tilbage i tiden – og så alligevel slet ikke. Familiens savn er der, men de har det godt. Sorgen er kommet på afstand.

Mit og Lones projekt handlede om at formidle, at livet skal leves. Altid og uanset hvad. Jeg havde en kolossal beundring for hendes frygtløshed og prøvede i bogen at undersøge, hvor den ukuelighed kom fra. For hende var det i troen (godt støttet op af håb og kærlighed – deraf titlen).

Mine interviews med hende sluttede, mens hun var i en stabil og velfungerende behandling. Hun havde overskud, og døden var abstrakt. Vi talte selvfølgelig om den, men det var svært rigtigt at forholde sig til den. Det er først, når kroppens skrøbelighed bliver mærkbar, at døden kommer helt tæt på.

For Lones vedkommende kom hun ikke til at opleve sin sidste tid, som hun havde forventet. Metastaser i hjernen ændrede hendes virkelighedsopfattelse, så de sidste måneder var det svært at føre meningsfulde samtaler med hende. Hun sov stille ind med en fjern viden om, at hun havde fået ordnet, det hun ville.

Jeg er dybt taknemmelig for, at Lone og hendes familie delte deres tanker og følelser med mig og lod mig bearbejde dem til en bog.

Det var grænseoverskridende at bede hende dele sin historie, og jeg måtte undervejs finde mod til at gå tættere på, end jeg havde forestillet mig. Veninden trådte i baggrunden for at gøre plads til intervieweren.

Det er seks år siden, jeg afleverede manuskriptet. Når jeg læser ordene på siderne nu, er de nye for mig. Jeg kender historien så godt, men mindet er blevet svagere. Arbejdet med epilogen har været en værdifuld øjenåbner for mig om at huske på at nyde livet, mens vi er her.

Jeg kan kun håbe, at nyudgivelsen som e-bog kan give Lones historie et lidt længere liv.

Artiklen er tidligere delt på LinkedIn 31. august 2017.