På barselstur til Spanien

Kan man lide at rejse, er det med at gribe de muligheder, der byder sig. Vores familie blev for snart et år siden velsignet med en efternøler, og den lange barselsorlov gav os mulighed for at tage tre uger ud af kalenderen og tage på en ryste-sammen-tur for mor, far og tre drenge i alderen 11 og 12 år samt mindstemand på 9 måneder.

Vi har rejst langt og udfordrende med de ældste før, men aldrig med en baby, og alt hvad det kræver af særlige hensyn. Klapvogn, bærerygsæk og rejsehøjstol skulle der være plads til sammen med bleer og babymad, men ellers klarede vi os fint uden alt det hjemlige babyudstyr.

Det er dejligt at rejse, men det er også besværligt, og uforudsigeligheden er noget af det spændende. Indrømmet: vi er ikke meget for pakkeløsninger og gør det helst besværligt for os selv ved at strikke vores egen tur sammen hjemme ved computeren. Flybilletter, overnatning og billeje blev fundet og booket over nettet. Til gengæld fik vi lige den tur, vi ønskede os. Eller næsten – turen var nemlig ikke uden overraskelser!

Fejlen var vores. Vi havde forvekslet ”Hostal Cervantes” beliggende inde midt i byen med ”Pension Cervantes”, der lå i landsbyen Daganzo ca. halvanden times transport fra centrum! Vi besluttede hurtigt, at vi måtte flytte for at få mest muligt ud af tiden, så den første dag i Spanien gik vi på jagt efter nyt logi.

Vi fandt et hostal ikke langt fra det, vi oprindeligt troede, vi skulle bo på, og dagen efter samlede vi alle vores pakkenelliker – fire store tasker, fire mindre rygsække, en klapvogn og en baby – og begav os ind til Madrid med først bus og så metro. Med godt humør gik det bedre end frygtet!

Særbehandling på Prado

De første fem dage var storbyferie. Vi osede rundt på gader og stræder, indsnusede stemning, så på mennesker og bygninger, smagte på maden og fandt os i det hele taget til rette i det spanske. Med tre børn havde vi ingen planer om at nå en masse kulturelle turistmål. For børnene var metroturene, det gigantiske marked El Rastro og den eksotiske Atocha togstation med skildpaddesump og kæmpepalmer noget af det mest spændende.

Vi var tæt på at droppe besøget på det berømte Prado-museum, da vi så den lange kø (der er gratis adgang søndag og dermed mange besøgende!) . Men inden vi fik besluttet os, kom en vagt og hentede os ud af køen. Vi var ved at tro, at vi havde forbrudt os mod en eller anden regel, men det var ren brugerservice for børnefamilier med småbørn. Det gjorde så meget indtryk på de store drenge, at kunstværkerne indendøre blev vist en vis interesse – når vi nu nærmest var blevet båret ind til dem.

Ellers vil de huske Madrid for Warner Bros. forlystelsesparken 25 km syd for byen. Vi tog togturen derud på Frederiks fødselsdag og hilste undervejs på Tweetybird og Sylvester som gik gennem toget (bonusinfo: det sker hver lørdag i toget 10.40 fra Atocha). Selve parken er et rigtigt børnehit og en tvilling til Disneyland – bortset fra at alt foregår på spansk!

Det svære spanske

Vi har rejst i Asien, hvor vi ikke forstod nationalsprogene, men har fint kunnet klare os med engelsk og til nød lidt fransk. Det viste sig at være sværere at begå sig i Spanien uden at kunne spansk! Heldigvis havde vi hjemmefra investeret i en lommeordbog over både dansk-spansk og spansk-dansk. Den var uundværlig, for de fleste spaniere taler kun spansk. Det har sin egen charme og tvang os jo også til at lære noget spansk, men ind imellem var vi ved at gå op i limningen over ikke at kunne kommunikere præcis det, vi ville.

Efter fem dage på gåben i Madrid var det blevet tid til at blive mobile og komme længere sydpå til Andalusien. Vi havde lejet et hus i bjergene udenfor Granada og glædede os til at tilbringe ”semana santa” (påskeugen) der. Vi kørte dertil i lejet bil og kom til overraskelse nummer tre….

Jesus med guld på

Granada er en hyggelig by, der selvfølgelig er præget af at være hjemsted for det utrolige mauriske middelalderpalads Alhambra. De fleste af dagene i Tatianas bjerghus tog vi ind til byen, som havde masser at se på og en dejlig stemning ikke mindst i de snørklede og stejle gader i Albaisin bydelen. Vi kom særligt for at opleve de fantastiske påskeoptog, som katolikkerne fejrer påsken med.

Men igen drillede vejret. Et optog varer fire-fem timer, og arrangørerne vil ikke have deres flotte udstyr udsat for vand. Er der den mindste risiko for regn, aflyses optoget. Det tog os et stykke tid at fatte, hvorfor der gik uniformsklædte folk parat til optog rundt i gaderne, mens der tilsyneladende ikke var optog nogen steder, selvom der skulle være indtil flere i gang.
Langfredag lykkedes det endelig arrangørerne at gennemføre nogle optog.

Vi fandt et godt sted at slå os ned og blev vidner til et optog med to orkestre, sortklædte senorita’er, kutteklædte ”kirketjenere” og ikke mindst nogle gigantiske Jesus- og Madonna-figurer udsmykket med guld, lys og blomster i en overdådighed. Vi var begejstrede! Og de 45 minutter, det tog optoget at komme forbi, fløj afsted, fordi der var så meget at se på og forbløffes over.

Drenge i Middelhavets bølger

Da vi først havde fået varmen, var der dejligt både i bjergene og i Granada, og vi nød vores uge der. Alligevel glædede vi os, da det blev tid til at køre sydpå til feriebyen Almuñécar ved Middelhavet. Det blev varmere i vejret, og drengene så frem til endelig at bade.

Efter overraskelserne med vores tidligere logier var vi noget spændte på, hvad vi kom ned til, men heldigvis uden grund til bekymring. Vi havde lejet en syvende salslejlighed af nogle danskere, og her var der styr på tingene, fantastisk udsigt over Middelhavet, og alt hvad vi havde brug for. Vi nød en uge med mest sol, en masse strand og afslapning.

Almuñécar har en del faste danske turister, så her er det muligt at finde restauranter med menukort oversat til dansk og endda steder, hvor man kan få serveret revelsben og frikadeller. Det sprang vi nu over, men prøvede i stedet en andalusisk specialitet af blandede stegte fisk, bl.a. små hele fisk med hoved, hale og ben. Drengene spiste dem med stor fornøjelse!

Alhambra er et must!

Den sidste dag inden turen gik videre, tog vi en heldagstur tilbage til Granada. Det var ikke lykkedes os at få billetter til Alhambra i påskeugen, hvor vi boede der, selvom vi bestilte via nettet hjemmefra tre uger før besøget. Så et godt råd: Vær i god tid, hvis I selv vil bestemme tidspunktet for Alhambra-besøget.

For se Alhambrapaladset det skal man simpelthen! Alhambra er et stort område, hvoraf slottet er en mindre del. Vi kunne slet ikke nå at se det hele. Vi var aldeles overvældede over størrelsen og udsmykningen på det mere end 500 år gamle slot. Der er en rigdom af udskæringer i træ og gips fra gulv til mange meter højt loft. Marmor og kakler i et væld af mønstre. Loftshvælvinger og fontæner, som man bare må fascineres over, at de har kunnet lave i Middelalderen.

Tilbage til Madrid

Fra Middelhavet og tilbage til Madrid ventede en lang køretur, så vi havde besluttet at bryde turen op i tre etaper. Vi forlod Almuñécar og kørte nordpå mod Cordoba, en tur på ca. 4 timer. Undervejs bookede vi et hotel fundet i vores Lonely Planet guidebog – hvilket kom til at føre til ”overraskelse” nummer fire.

Hvis man altså kan kalde en kombination af at fare vild i en snørklet by, blive påkørt bagfra og vente en times tid på politistationen for at rapportere om flugtbilisten for en overraskelse….

Som man kan regne ud, havde vi nogen knap så sjove timer, da vi kom til Cordoba, men heldigvis endte alt lykkeligt. Bilen fik kun nogle overfladiske skrammer, som Hertz var ligeglade med.

Selvom vi kun havde kort tid i Cordoba, var det længe nok til at nyde stemningen og fastslå, at det er en by, det er værd at vende tilbage til. Vi var heldige at komme til at bo midt inde i byen (da vi endelig fandt derind!) lige overfor den største attraktion Mesquita’en – en fascinerende blanding af kristne og muslimske symboler i en bygning, der oprindeligt var en moske, men siden er blevet en kristen katedral.

Desværre måtte vi videre allerede næste morgen, og så gik turen til Toledo. Endnu en by, som er et længere besøg værd. Byen ligger på en bakketop, og der er en utrolig udsigt fra toppen. Klog af skade ledte vi ikke efter et bestemt hostal, men fandt først et, da vi nåede frem. Det var ikke svært, og vi nød den sidste hele dag i Spanien med slentretur og restaurantbesøg og den sidste gode tortilla (kartoffelæggekage) til August.

Vores blåøjede spaniermagnet

Børn er en direkte billet til at komme i kontakt med lokalbefolkningen, og spanierne kunne da slet ikke stå for en baby med lyst hår og blå øjne. Selvom det var begrænset med den gensidige sprogforståelse ”talte” vi med mange, som lige skulle høre, hvor gammel vidunderet var, og hvad han hed.

På en restaurant kom den ellers vældig seriøse ejer hen og prikkede Jacob på skulderen og spurgte med fagter om hans servitrice måtte hilse på August. Det måtte hun selvfølgelig gerne, og så var der ellers hvin og krammere til den store guldmedalje. August tog det storgrinende i stiv arm. Han udviklede sig undervejs til at blive den helt store charmetrold, der vidste præcis hvilke knapper, han skulle trykke på for at få fremmedes opmærksomhed.

Hjem igen

Noget af det bedste ved at rejse er at komme hjem igen. Altså på den gode måde: mæt af oplevelser og taknemlig for at have en god hverdag at komme hjem til. En hverdag, hvor man ikke skal tage stilling til selvfølgeligheder som at folk forstår, hvad man siger, at man kan få de ting, man har brug for, og at det ikke koster penge, hver gang man åbner en dør. En hverdag, hvor man igen får øje på alle de ting, man normalt tager for givet.

Bragt i ‘Horsens Folkeblad’, maj 2007