En lille historie om hvordan rejefiskeri kan ændre et mindset.

I år har der været mange rejer at fange ved vores sommerhus på Endelave. Jeg elsker rejer, men det plejer at være mig, der piller dem, når min mand og sønner har fanget dem.

Siden jeg som barn var med min bedstefar ude og stryge rejer, har jeg nemlig været bange for at røre ved levende rejer. De stak og vred sig ukontrollerbart i mine hænder, når jeg skulle tage dem op af nettet. Derfor opgav jeg, og i alle årene siden er jeg blevet på land og har ladet andre fange rejerne for mig.

Overbevist om at jeg ikke kunne røre ved rejer. Eller krabber for den sags skyld.

Indtil dette forårs rejesæson. Vi havde inviteret gæster i sommerhuset, og jeg ville gerne servere friskfangede fjordrejer for dem. Men min mand havde skadet sin fod, og der var kun mig og min 14-årige søn til at fange rejerne, hvis vi skulle have nogen. Jeg mandede mig op, fandt nogle tynde arbejdshandsker og besluttede mig for at gå ud sammen med min søn.

Jeg holdt nettet. Han tømte tangtoppene ned i det, og sammen samlede vi rejerne op. Snart irriterede handskerne mig. Det var alt for besværligt at tage de små krebsdyr med handskebeklædte fingre. Samtidig havde nettet enkelte små huller, så vi havde travlt. Resolut smed jeg handskerne og stoppede dem i en lomme, så jeg kunne tage rejerne op hurtigt og effektivt. Min overraskelse var stor, da jeg ikke følte den mindste smule ubehag ved at røre de små sprællende dyr. Igen og igen og igen tog jeg nogle op og puttede i fangstposen.

Vi kom hjem med to kilo fjordrejer.

Da jeg sad på stranden bagefter, følte jeg en underlig knude løsne sig indeni. Jeg havde haft så grundlæggende en overbevisning om ikke at kunne fange rejer pga ubehaget ved kriblende smådyr, men min overbevisning var helt forkert. Og jeg kunne ændre den. Gøre noget ved den ved at lave min historie om. Jeg er nu hende, der fanger rejer. Og rører ved krabber.