Hvordan kan pilning af friskkogte fjordrejer have nogen forbindelse til et forlængst bortadopteret barn, dybe hemmeligheder og afdøde elskede familiemedlemmer? Det kan de, når man har købt sommerhus på sin barndoms ferieø.

For to år siden købte vi sommerhus på Endelave. Det er den mest fantastiske plet med udsigt til vandet og naturen helt tæt på. I maj trækker rejerne ind på det lave vand. Når rejerne kommer ind på det lave vand, kan man fange dem med net, såkaldte rejehove, blot ved at løfte de sten, tangen sidder på og ryste tangplanterne ned i nettet. Vi stryger rejer.

Vi er lige kommet hjem med årets første fangst. Mens jeg sidder på terrassen og piller de røde nykogte rejer, kommer minder om min barndoms somre på Endelave smygende ind på mig. Det er ikke tilfældigt, at det er på Endelave, vi er endt med at købe sommerhus. Bortset fra at det ligger tæt på Horsens, så er det den ø, hvor jeg tilbragte mindst en uge hver sommer hos mine bedsteforældre, da jeg var barn.

En af de faste traditioner var, at min bedstefar tog ud og strøg rejer. Nogen gange var vi børn med. Vi var ikke til megen hjælp, for det med at tage fat i de hoppende små fyre med stikkende knurhår var vi ikke meget for. Jeg ville hellere hjælpe min bedstemor med at pille dem bagefter.

Når min bedstefar kom hjem med rejerne, afleverede han dem til min bedstemor. Hun kogte og pillede dem. Det skulle gøres med det samme, og de skulle i spilkogende vand. Som ved et trylleslag forvandlede de sig fra kedeligt gråbrune til smukke røde rejer. Når de var pillet og kom på franskbrød, smagte de af sommer og blødt havvand.

Som jeg husker det, sad min bedstemor altid i skyggen under de gamle krogede pæretræer i haven og pillede rejerne. Hun kunne sidde i timevis ligesom henført i sine egne tanker. Hvis man spurgte om noget, svarede hun roligt og nærværende, som hun altid gjorde. Man kunne have nogen hyggelige snakke med hende der midt i rejepilleriet. Men der var også noget meditativt og fjernt over hendes koncentrerede, monotone arbejde med at pille de hundredvis af rejer. Som om hun forsvandt ind i en anden verden.

Efter min bedstemors død opdagede vi, at hun havde taget en hemmelighed med sig i graven. Hun havde som ung under 2. verdenskrig født en datter udenfor ægteskab. Denne datter forsøgte at finde sin mor – min bedstemor – efter hendes død. I stedet fandt hun to søskende som ikke kendte til deres bortadopterede søsters eksistens. Fornægtelse blev hurtigt vendt til accept og glæde. De tre nåede at få etableret gode bånd, før min nyfundne moster desværre døde af kræft.

Vi vil aldrig få at vide, hvorfor min bedstemor holdt sin hemmelighed skjult for familien i alle de år. Vi ved, at min bedstefar kendte hendes hemmelighed.

For mig er mindet om min tankefulde bedstemor fordybet i det monotone arbejde med at pille rejer blevet et billede på den hemmelighed hun bar på.

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at tænke på min bedstemor, når jeg selv sidder og piller rejer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun mon tænkte på, når hun sad i timevis og pillede den ene lille reje efter den anden. Hun vidste, at barnet havde det godt, for pigen blev adopteret af en fjern slægtning. Men tænkte hun på hende? Hvor dybe hemmeligheder kan man have? Bliver de på et tidspunkt gemt så langt væk, at de rent faktisk forsvinder?

Det vil for altid være et mysterium. Og jeg har god tid til at spekulere over det, mens rejerne hober sig op i skålen foran mig.