På loftet finder poeten megafonen. Støvet og hengemt. Han ved ikke, hvor den kommer fra, eller hvem der brugte den sidst. Men nu skal han bruge den.

Poeten stiller sig på Torvet. Rømmer sig og løsner stemmebåndet.

Trykker på knappen. Kun hans egen stemme lyder i tragten. Omkring ham går folk forbi uden at ænse ham.

Han ryster megafonen. Banker på den, ser desperat ned i tragten. En forbipasserende sender ham et gådefuldt blik. Et vindpust bærer lyden af hans stemme ud over pladsen.

Over tagene kredser en flok fugle, som sanser de noget, ingen andre har hørt.

Teksten er også delt på Instagram, hvor den ser sådan ud: