Betina Christiansen fra Lydboghylden.dk har skrevet denne gæsteanmeldelse af ”Lev mere tænk mindre”.

BOGANMELDELSE: Psykologen Pia Callesen har skrevet bogen ”Lev mere tænk mindre”. Med udgangspunkt i metakognitiv terapi forklarer hun, hvordan du kan stoppe dine negative tankemønstre og derved slippe ud af nedtrykthed eller depression.

Da jeg læste ”Lev mere tænk mindre” havde jeg kun hørt en smule om metakognitiv terapi. Jeg havde derfor ikke nogen forudgående viden, inden jeg læste bogen. Jeg oplevede dog hurtigt en stor forståelse for principperne. Pia Callesen formår at præsentere indholdet på en måde, så helt almindelige mennesker kan være med.

I korte træk går metakognitiv terapi ud på at gøre så lidt som muligt ved sine tanker. Du har måske fået at vide, at det er vigtigt at bearbejde tidligere oplevelser og analysere dine tanker for at få det bedre. Metakognitiv terapi har dog et andet udgangspunkt – nemlig at du aktivt kan vælge, hvilke tanker og oplevelser, du holder fast i.

Om tanker og grublerier

Vidste du, at vi har mellem 30.000 og 70.000 tanker hver evig eneste dag? Det var fakta, der virkelig overraskede mig og understregede, hvad humlen med metakognitiv terapi er. For hvis vi har så mange tanker hver dag, hvordan ender vi så med at gå og gruble over én enkelt tanke?

Ifølge Pia Callesen skal vi tænke på sindet som en si, hvor alle dine tanker ryger igennem, medmindre du aktivt vælger at holde fast i tanken. Nu tænker du måske, at du da ikke kan styre, hvilke tanker der kommer til at fylde i dit hoved. Det er rigtigt, at du ikke kan styre dine tanker, men hvad du kan styre er, om du vælger at gruble over dine tanker.

Tanker kommer og går og vi skal ikke tage dem så tungt. I ”Lev mere tænk mindre” understreger Pia Callesen at det vigtigste er at opnå en tro på, at vi selv kan kontrollere vores tanker. Jeg har selv oplevet at få en følelse af at være fanget i negative tanker, der ikke ville slippe sit tag i mig. Efter at have hørt lydbogen er det dog gået op for mig, at det er mig selv, der kommer til at fastholde tankerne og derfor er det også mig selv, der har evnen til at give slip på dem.

Konkrete øvelser og eksempler

I løbet af bogen får du eksempler fra klienter, som Pia Callesen har talt med i sin praksis som psykolog. Bogen har sit primære fokus på depressionsramte personer, men jeg oplevede som almindelig ”grubler” også at få meget ud af eksemplerne. De giver en tro på, at teknikkerne rent faktisk kan virke, hvis blot man gør en indsats for at det skal lykkes.

”Lev mere tænk mindre” er derfor en god kombination af teori og praksis. Du får en dybere forståelse for, hvad metakognitiv terapi er og samtidig får du øvelser til, hvordan du selv kan bruge principperne og hvordan disse øvelser har hjulpet andre personer.

Lev mere tænk mindre_Pia_Callesen_hav

En af øvelserne er blandt andet at indføre grubletid. Hvis du grubler meget i løbet af en dag, kan du mindske grublerier ved for eksempel at afsætte en times grubletid hver dag. Hvis der dukker en negativ tanke op og du begynder at gruble, kan du sige ”hov, det er først grubletid fra kl. 17-18”. Ved at benytte denne teknik vil du opdage, at det rent faktisk er muligt at feje dine tanker til side. Ofte vil der måske slet ikke være behov for at gruble over dem senere, når du når til din grubletid.

Læs bogen når du er klar

”Lev mere tænk mindre” har længe været på min liste over lydbøger, som jeg gerne ville høre. Som med alle andre selvhjælpsbøger, er det dog vigtigt at føle sig klar til at arbejde med sig selv, før man går i gang med en bog som denne.
Jeg har prøvet at anbefale bogen til personer i min omgangskreds og kan konstatere, at min anbefaling ikke vækker videre opsigt, hvis man ikke selv er i en proces, hvor bogen passer godt ind.

Hvis du når til dette punkt, vil jeg dog anbefale dig at være modig og begynde på bogen. Selvom det kan virke som meget viden at tage ind, vil det kunne gøre en stor forskel for din livsglæde – og hvem vil ikke gerne have et glædesfuldt liv?

Pia Callesen understreger dog, at du skal konsultere med din psykolog, hvis du allerede er i gang med et forløb. De metakognitive teknikker går nemlig ikke ret godt i spænd med mere traditionel samtaleterapi.

Hvis du er interesseret i at læse flere bøger indenfor metakognitiv terapi, kan du læse anmeldelsen af Pia Callesens ”Grip Livet – Slip Angsten” her.

Mange tak til Betina Christensen for anmeldelsen! Læs flere på hendes hjemmeside Lydboghylden.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *