Min menighed er lille i kirken, men stor, når jeg møder den på vejen. Som kvinden, der tvivler på det meste og tror, svarene kun findes indeni hende selv.

Mulighederne åbner sig som en mangesporet motorvej til en destination, jeg ikke kender. Jeg lægger mig i en bane, men kan ikke se, hvor den fører hen.

Jeg vil mærke livet. Føle det sprælle og baske med halen. Opleve mennesker komme og gå i mit liv.

Hver dag går jeg til bænken for at mærke saltet fra havet på læberne, mærke vinden mod mit ansigt og lytte til bølgerne mod molen.

”Hvad er kunst?”, spørger drengen.
”Er hvad kunst?”, siger hans far distræt, mens han bladrer i udstillingskataloget.
”Kunst. Er. Hvad?” siger drengen.

Vi deler en fælles erfaring. Vi har skabt liv og givet det fra os. Menneskespirer har vokset i vores indre og slået rod i vores hjerter.