BOGANMELDELSE: Det er ikke (kun) mig, der har fundet på at kalde forfatteren til ”YOLO – You Only Live Once” for en festabe. Hun gør det selv på side 326, men da havde jeg allerede tænkt tanken. Der er nemlig gang i den på den unge rejsendes eventyr, og vi får rigeligt at vide om barer rundt om i verden.

Der er fart over feltet, og vores hovedperson går aldrig af vejen for en god fest, selvom det skulle betyde tømmermænd på rejsedagene.

Sandt at sige er jeg nok ikke målgruppen for denne bog. Forfatteren er en ung kvinde. Hun skriver om rejser gennemført i en periode, hvor hun er ung og uetableret – fra studentertiden og nogle år frem.

Sarah-Ann Hunt er en altmulig-kvinde, der ifølge bagsideteksten er rejseguide, skipper, juralog, mediedesigner og meget mere. Nu har hun også sat titlen forfatter på sit CV med bogen ”YOLO – You only live once”.

Bogen lanceres som en rejsebog, men er lige så meget en erindringsbog med fortællinger fra den 31-årige Sarah-Ann Hunts liv. Om det dårlige forhold til en fraværende far, der ikke har givet hende så meget andet end det engelskklingende navn. Om en frydefuld hævn over de populære i klassen ved afslutningsfesten efter 9. klasse. Om en vild tid i kollektiv. Og meget, meget mere.

Rejsebeskrivelser, oplevelser og fakta

Bogens rejsebeskrivelser er fra forfatterens rejser til Galapagos som volontør, Belize på ferierejse med en ven, på vandring i Himalaya, på guidet tur gennem Thailand, Cambodja, Vietnam og Laos, ferierejse til Marokko, familiebesøg i Canada og busrejse langs den amerikanske vestkyst. De personlige oplevelser er krydret med historiske fakta om de lande, hun er i.

Mellem rejseafsnittene er der kortere kapitler med betragtninger om livet generelt. Der er fine overvejelser i bogen som fx at vores rejser og drømme er umamien i livet – det ekstra pift, som er svært at definere, men giver fylde.

Det er som om forfatteren har tænkt, at når hun nu er i gang, så skal læseren have alle de historier, hun har i ærmet på én gang. Derfor indeholder bogen også en lang række soldaterhistorier. Sarah-Ann Hunt fortæller om sin tid i militæret med begrundelsen, at ”[…] det er så anderledes en oplevelse, at det på sin vis også er en form for rejse. En dannelsesrejse.”

Ustoppelig fortællerglæde

“YOLO” viser en oplagt fortællerglæde, hvor historierne står i kø. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har haft en fest ved tastaturet. Hun har nydt at leve op til sin skoletids yndlingslærer Niels’s ord: ”I mig så han et særligt talent for at skrive og formidle, så for første gang blev mit naturtalent anerkendt, og jeg blev ikke irettesat, men i stedet opmuntret til at gøre mit bedste.”

Bogen er desværre også et skoleeksempel på, hvad en redaktørs opgave er, og hvor man kan se, hvad mangelfuld redigering betyder. Der burde være luget ud i irrelevante sidespor, som ender med at mudre den egentlige historie. Nogle burde have opfordret forfatteren til ikke at proppe alle sine indfald i én bog. Når man har så mange ideer, som Sarah-Ann Hunt har, burde de fordeles over flere bøger.

525 sider er for meget og for ufokuseret. En redaktør skulle have sagt: ’Bestem dig til, om du vil lave en rejsebog eller skrive dine memoirer.’ Og redaktøren skulle have fortsat: ’Hvis du vil skrive dine memoirer, så bestem dig for hvilket fokus de skal have.’

Talent kræver træning

En anden ting som en redaktør burde have fanget er, at udsagn ikke bliver stærkere af at blive udtrykt på to (eller flere) forskellige måder. Et eksempel kan findes allerede på bagsiden: ”Vi har kun ét liv, og man lever kun én gang, og derfor er det vigtigt, at vi lever godt, og som vi gerne vil.” Budskabet ville stå stærkere med færre ord, når ordene alligevel ikke føjer noget nyt til indholdet.

Der er ingen tvivl om, at Sarah-Ann Hunt kan skrive, men der mangler noget i det grundlæggende håndværk, som en redaktør burde have påpeget og hjulpet med at forbedre. Hvis der blev ryddet ud i klichéerne, strammet op i ordvalgene (så der fx ikke står observans i stedet for observation) og slettet overflødige ord, havde “YOLO” stået væsentligt skarpere. Så nåede man som læser måske ikke at blive træt, inden man er igennem den. Træning kan gøre meget ved det. Talent gør det ikke alene.

YOLO – et grin til unge

Som jeg indledte med at skrive, er jeg ikke målgruppen for “YOLO”. Jeg har anmeldt bogen, fordi jeg har fået den tilsendt af forfatteren efter aftale. Og der er ingen tvivl om, at bogen er skrevet med hjerteblod og entusiasme. Festglade, rejselystne unge kan sikkert få sig et grin og vakt nogle rejsedrømme om at besøge spændende dele af verden.

Sarah-Ann Hunt: ”YOLO – You Only Live Once”, Forlaget Mellemgaard, 525 sider, 16. marts 2020

Bogen er stillet til rådighed af forfatteren.

P.S. En anden rejsebog jeg har anmeldt handler om togrejser og er skrevet af en forfatter i den anden ende af aldersskalaen. ”Oplev Europa med tog” er i øvrigt udkommet på samme forlag.