BOGANMELDELSE: ”Hjertets slag” er en samtalebog om passion. 14 kendte mennesker er interviewet af Helle Rechter og Claus Christensen om passionens sol- og skyggesider. 

Det er svært ikke at have sympati for et projekt, der går ud på at indkredse passionens væsen. Som læser mærker man, at forfatterne brænder for deres bog. Deres håb er, at ”Hjertets slag” vil inspirere læserne til selv at finde vej til passionen. De vil tage os med på den rejse, de selv har været på og lader os møde 14 kendte mennesker, som de opfatter som passionerede.

Udover de kendte har Helle Rechter og Claus Christensen interviewet tre eksperter om hhv. hjernen (hjerneforsker Troels W. Kjær), relationer (chefpsykolog Tine Wøbbe) og værdier (dr. theol., professor Niels Christian Hvidt).

Passionshus i tre niveauer

De kalder deres projekt en uperfekt bog: ”Hjertets slag er en bog med simple pointer om det, der står hjertet nært. Det står vi ved, for der er væsentlig indsigt at finde i det, der kan udtrykkes simpelt.” En anden måde at sige det på er, at en del af det, der siges i bogen, er banalt og hørt før. Og det kan være fint, hvis det bindes sammen på en interessant måde.

Det tilstræber de to forfattere at gøre ved at lægge et begrebsapparat i form af ’passionshuset’ ned over bogen. De har fundet inspiration til passionshuset i Maslows behovspyramide og Dilts’ pyramide af oplevelsesniveauer (motivation). På den baggrund er bogen delt op i tre dele svarende til dimensionerne i passionshuset: fundamenstet (blå del), grundplanen (rosa del) og højden (gylden del).

Sundhed i fysik, relationer og værdier

I blå del taler de med Jesper Bergstrøm, Umahro Cadogan, Eskild Ebbesen, Martin Thorborg og Lisbeth Zornig om ressourcer og vækstvilkår for passionen. I rosa del taler de med Mathilde & Michael Falch, Chris McDonald og Bettina Aller om relationer. I gylden del taler de med Anja Lovén, Connie Hedegaard, Simi Jahn, Anne-Cathrine Riebnitzky og Jim Lyngvild om værdier. Som der står, får vi forslag til: ”sund ernæring, sund tanketræning, sund fysisk træning, sundt kropssprog, sunde relationer – og nu i bogens gyldne afsnit input til at sundhedstjekke de værdier, som vores identitet spejles i.”

En af bogens konklusioner er, at der skal ’grit’ til at leve et liv med passion. Det kræver vedholdenhed, og man skal lære af sine fejl. Passionens styrke afgøres ikke af, om du lever af passionen eller ej. Man kan sagtens have en stor passion i sin fritid eller som amatør indenfor et felt.

Dedikation, viljestyrke, flugt

Det er både en styrke og en svaghed, at bogens interviewede er kendte mennesker. På den ene side ved vi, hvem de er og kan forholde os til, om de er passionerede – de er jo typisk blevet kendt pga. deres gennemslagskraft. På den anden side borer interviewene ikke meget dybere end det, der er kendt i forvejen.

Flere af dem afviser at bruge begrebet ’passion’ om sig selv. Martin Thorborg vil hellere kalde det dedikation. Eskild Ebbesen taler om viljestyrke, og Lisbeth Zornig siger, at passionen i virkeligheden er en flugt: ”Det, der i andres øjne ligner passion, har for mig rigtig meget handlet om at komme længst muligt væk fra det helvede, jeg kom fra, og at flytte mig hen til et sted, hvor jeg føler mig sikker og har fred.”

For Anne Cathrine Riebnitzsky er det glæden i skriveprocessen og mødet med læserne, der er det vigtige. Heller ikke hun kalder det passion. Lige som Simi Jahn og Jan Lyngvild opfatter Anne Cathrine Riebnitzsky sig først og fremmest som historiefortæller.

Hjertets slag hos forfatterne

At bogens forfattere er passionerede, og at det er deres egen passion, der er udgangspunkt for bogen, lægger de ikke skjul på. ”Naturligvis kan et fuldt og helt liv leves uden passion. Men det liv er der ingen af os to, der kender, Helle. Vi kan kun skrive om det, vi kender og forstår.”

I afsnittene, der binder bogens dele sammen, diskuterer de, hvad de får ud af samtalerne, og de tydeliggør, at de er to afsendere på bogen. For mig når de ikke helt i mål i forhold til at binde det hele sammen. Det bliver lidt for konstrueret med metaforgaver til de interviewede og et passionshus i flere niveauer. Men det kan sagtens være, at andre læsere føler sig ramt af netop dette.

Grafisk er bogen utroligt flot og lækker at have i hænderne. Der er læsevenlige tekstbidder fremhævet på alle opslag. Man kan vælge at læse interviewene hver for sig, hvis det er de enkelte kendte mennesker, man er interesseret i.

Fuld skrald på metaforerne

Ind imellem savner jeg den enkelhed, forfatterne nævner i deres indledning. Sproget bliver til tider så passioneret, at metaforerne får fuld skrald: ”Mathilde lader forsigtigt fingrene glide henover billedets sirlige detaljer, og åbner så albummet. Spinkle overtoner spreder sig sfærisk ud i stemningen imellem os, fra en skjult spilledåse et sted i albummets inderste.” Og et andet sted: ”Bettina slår ud med armene og ler sprudlende. Glad helt indefra, som kulørte glasperler, der triller legende ud af hendes mund.”

I starten af ”Hjertets slag” lover forfatterne, at vi vil møde filterfri ærlighed og de kendte menneskers hjerters ’inderste taktslag’. ”For det er netop her, når de glittede overflader krakelerer, og sårbarheden træder frem, at vi kan møde hinanden.” Det er store ord. Jeg kan ikke sige, jeg sidder tilbage med en følelse af at være kommet under huden på de kendte mennesker, men jeg har fået vendt begrebet passion godt og grundigt.

Helle Rechter og Claus Christensen: ”Hjertets slag – Passionerede samtaler med ildsjæle”, Forlaget Forfatterskabet.dk, 244 sider, 1. november 2019

0 kommentarer

Trackbacks/Pingbacks

  1. Hjertets Slag af Helle Rechter og Claus Christensen - FORFATTERSKABET.DK - […] “Som læser mærker man, at forfatterne brænder for deres bog.” Birgit Juel Martinsen […]

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *