Han gik tur i skoven hver dag. Den trak i ham, kaldte på ham. Som om der var noget, han skulle finde. Brudstykker af det selv, der var blevet skrammet i livets tummel.
Som om der lå en højre hånd bag den store bøg, et ben ved den røde bro, et øre ved vandmøllen. Måske lå de bare der og ventede på at blive samlet op, samlet sammen, pudset af. Stykket sammen på ny.
En dag skete det. Da solen sendte et sværd af vinterlys ned gennem de nøgne træstammer fandt han det sidste stykke. I den rindende bæk lå hjertet.
© Birgit Juel Martinsen
#februaryfiction #100ord
Skrevet til Februaryfiction 2018
