Skovens stilhed brydes af høje, knasende lyde fra træ, der splintres. Ved vejen æder et monster med teleskoparm sig gennem bunker af grønt, der engang var en have. Nysgerrigt nærmer vandreren sig og ser en mand og en kvinde iagttage nedbrydningen på sikker afsted. I vejkanten holder bilen i tomgang.

Kvinden læner sig ind mod manden og hviler hovedet på hans skulder, mens en anden maskine saver sig gennem et højt træ, der kort efter falder til jorden.

Et bjerg af træflis er vokset frem på den brune jord, hvor der var græs.

”Det var vores hjem,” fortæller kvinden og peger mod infernoet, da vandreren er kommet tæt på.

”I 30 år boede vi der,” siger manden.

”Vi har malet træværket, luget haven, beskåret buskene og fejet gården,” sukker kvinden.

”Ja, alt det arbejde! Til hvilken nytte?” Manden klør sig i nakken.

Vandreren ser bedrøvet og stumt spørgende på parret.

”Der skal være omfartsvej,” svarer kvinden.

De ser i tavshed på resterne af det, der var et hjem. Nu findes det kun fastholdt i minder og sporadiske snapshots.

Parret sætter sig i deres bil og kører væk. Vandreren sætter et ben foran det andet og lader tanker om forgængelighedens uafvendelighed følge skridtene.

© Birgit Juel Martinsen

#200ord