Tre generationer på jagt efter Danmarks højeste punkt

Familieudflugten til Danmarks højeste punkt var lige ved at drukne i regn. Veterantogbanen mellem Bryrup og Vrads reddede dagen.

Som enhver spejder ved, er der ikke noget, der hedder dårligt vejr – kun forkert påklædning. Med en let omskrivning kunne man også sige, at der ikke er noget, der hedder en dårlig dag at tage på udflugt – det handler bare om at vælge sit udflugtsmål med omhu.

Vores søndagsudflugt var planlagt som en familietur, hvor bedsteforældrene skulle med ud og cykle. I respekt for vejrguderne besluttede vi os dog i stedet for at tage bilen ind i landet og gå på opdagelse i det midtjyske landskab for at finde Danmarks højeste punkt.

Danmarks højeste punkt

Første stop var Yding Skovhøj, der er Danmarks højest beliggende gravhøj og derfor også af nogle regnet for at være det højeste punkt overhovedet. På vejen op ad bakkerne fulgte vi en gruppe unge, der kæmpede sig op på cykler. Det er en flot cykeltur, der virkelig kan få pulsen op og sveden frem.

Når man kommer kørende er det første, man ser ved Yding Skovhøj et ryddet område med borde og bænke og en storslået udsigt over Gudenådalens vestside og landsbyerne Træden, Tønning og Østbirk. Man undrer sig dog hurtigt over, at det kan være det højeste punkt, da man ikke kan se over bakketoppen lige bag parkeringspladsen. Det er da heller ikke dér Yding Skovhøj ligger, for den må man – meget logisk – ind i skoven for at finde. Derinde gemmer sig tre ca. 3.500 år gamle gravhøje omkranset af træer. Udsigten er højest begrænset, medmindre man kan komme op i et træ, hvilket drengene selvfølgelig måtte prøve.

Grillmad i det grønne

Vi havde medbragt engangsgrill og mad for at nyde en søndagsmiddag i skoven, men opgav at bruge bordene med udsigt over Midtjylland, da vinden susede os om ørerne. I stedet fandt vi et sted, hvor vi tydeligvis ikke var de første, der havde fundet læ. Grillen blev tændt, og mens de voksne gjorde maden klar, gik børnene på opdagelse i området, byggede hule af grene og kviste og afprøvede om de gamle bøgetræer duede til at klatre i. Det gjorde de!

Den medbragte kartoffelsalat lavet af nye danske kartofler fra Hjarnø smagte skønt sammen med grillede pølser og frikadeller. De store sten var ikke de mest komfortable ”stole”, men det var et dejligt måltid. Vi slukkede grillen med medbragt vand og ryddede pænt op efter os, før vi gik en tur ad markvejene og tilbage gennem en anden del af skoven. Vi kom lidt på afveje, men fandt tilbage til bilerne lige som det begyndte at dryppe fra skyerne. Så gik turen tilbage til Ejer Bavnehøj, som vi allerede havde passeret på vej ud til Yding Skov. De to høje ligger kun et par kilometer fra hinanden.

Hvad er højest?

I februar 2005 blev nye målinger offentliggjort, som viste at hverken Ejer Bavnehøj eller Yding Skovhøj kan prale med at være Danmarks højeste punkt. Det er derimod den privatejede og ukendte bakke Møllehøj, der ligger et stenkast fra Ejer Bavnehøj. Der er endnu ikke etableret en sti til Møllehøj, men den skulle være på vej. Indtil da kan man se over på Møllehøj fra udsigtstårnet på Ejer Bavnehøj.

Fra gammel tid har ild været brugt som signalblus og en bavn var en brændestabel, der blev antændt for at advare mod fare. Naturligvis har Ejer Bavnehøj fået sit navn, fordi det var et godt sted at have en bavn, der kunne ses i miles omkreds. Man kan se rigtig langt fra tårnet og skilte hjælper med at sætte navne på det sete. Det er flot og grønt, det bløde danske landskab, og noget helt for sig selv, selvom vi har vænnet os så meget til det, at vi ikke altid kan se det.

På besøg ”Ved Vejen”

Vi havde håbet at sidde og nyde den medbragte eftermiddagskaffe og brownies på græsplænen ved Ejer Bavnehøj, hvor der er rigelig plads til, at man kan slå sig ned. Men da vejret ville det anderledes, besluttede vi i stedet at tage til Bryrup og køre med veterantogbanen til Vrads. Det er en hyggelig tur i gamle velholdte veterantog drevet af frivillige, der lægger meget arbejde i at holde togene kørende for turister og andet godtfolk.

Når man kommer til Vrads er det som at stå af i en anden tidsalder. Stationsbygningen er et fantastisk stykke kulturhistorie, der indeholder en hyggelig kro med pelargonier i vinduerne og musselmalet opdækning. Det er som at lægge vejen forbi stationsforstander Bai og Katinka i Herman Bangs ”Ved Vejen”. Udenfor står enkelte borde til de gæster, der selv har medbragt mad, og man fortryder helt, at man ikke skal sidde inde.

Turen mellem Bryrup og Vrads er ca. 5 km og tager knap 20 minutter. Der er en utrolig smuk udsigt med søer på den ene side og skov på den anden. Den ældste generation følte sig hensat til barndommen igen ved at se de gammeldags togbilletter, og de yngste nød turens rolige tempo med tid til at se ud af vinduerne.

Da vi kom tilbage fra fortiden, havde vi solen med os. Vi tog hjem efter en dejlig dag, der begyndte med jagten på Danmarks højeste punkt og endte med landets hyggeligste togtur.

Bragt i Horsens Folkeblad juni 2005