BOGANMELDELSE: Gitte Holtze har gået ufattelige 4.265 km fra Mexico til Canada. Det er der kommet bogen ”Jeg lever” ud af. Ovenikøbet kun fem måneder efter hun er vendt hjem fra sin vandring.

Ruten hedder Pacific Crest Trail. Legendarisk i vandrerkredse og kendt i den bredere offentlighed fra Cheryl Strayeds bog ”Wild”, som også er filmatiseret (2014). Gitte Holtze nævner selv sammenfaldet i starten af bogen, og det er også svært ikke at sammenligne de to bøger. Begge hovedpersoner/forfattere står i en livskrise, er blevet skilt og har mistet en forælder.

Men meget er også forskelligt. Cheryl Strayed er en ung, forvirret kvinde midt i 20’erne. Gitte Holtze er midt i 40’erne og har noget mere styr på tingene. Cheryl Strayed er totalt uforberedt og uerfaren, da hun vandrer 1.800 km af ruten, før mobiltelefonerne blev hver mands eje. Gitte Holtze er en erfaren outdoor-entusiast, og hun går samtlige 4.265 km på Pacific Crest Trail, mens hun løbende opdaterer sin blog om alt, hvad der sker.

Topaktuel udgivelse

“Jeg lever” er imponerede aktuel. Den udkommer kun fem måneder efter vandringens afslutning. Derfor får vi heller ikke de langsigtede effekter af den ekstreme vandring for forfatterens liv med i bogen. Kun at det selvfølgelig er et chok at vende tilbage til det komfortable liv og de forkælede behov, vi har vænnet os til at få opfyldt. Når man har prøvet at leve fra hånden til munden, fra skridt til skridt kræver det omstilling igen at leve med alle de krav, der stilles i ’det normale liv’.

Hvor det hele ender, nu hvor livskrisen er bearbejdet med 146 dages ekstrem vandring, ved vi faktisk ikke. Selvom vi selvfølgelig ligesom forfatteren tænker, det nok skal gå. ”The Trail provides” som et ordsprog lyder. Alting løser sig.

Trail Magic og Trail Angels

Hvor “Wild” består af lange passager med flashbacks til det liv, forfatteren prøver at løsrive sig fra, er “Jeg lever”, en kronologisk beretning om vandringen og alle dens udfordringer. Vi føres gennem landskabet, de små byer, hvor der handles, vaskes og soves i bløde senge for at tanke op på ny energi. Vi hører, hvorfor Gitte Holtze får trailnavnet ’Lupin’.

Vi får masser af praktiske ting at vide om at begå sig i vildmarken; at kvinder har en tisseklud for eksempel, og hvad reglerne er for teltopsætning på lejrpladser. Om Trail Magic og Trail Angels, der hjælper vandrerne og giver dem mad, vand og forkælelse, når de har mest brug for det.

Hvorfor vandrer du?

Vi hører også om venskaberne og den trailromance, Lupin gennemlever med den amerikanske vandrer Scoop. Om at have tandpine og blærebetændelse. Og ikke en eneste vabel! Ved et spontant foredrag for en gruppe drengespejdere langt ude i Oregons skove bliver vandrerparret spurgt, hvorfor de vandrer. Scoop svarer, at det er for at vise sine voksne sønner, at når man sætter sig et mål, gør man det færdigt. Lupin svarer, at det stadig føles sjovt at gå.

Men til læserne skriver Gitte Holtze, hvorfor hun går: ”[…] jeg var her for at vokse som menneske, og jeg følte, jeg voksede hver dag, for hver ting jeg gjorde, som jeg ikke turde eller ikke havde prøvet før. Og så kørte jeg på den narko, der hed taknemlighed. Hver evig eneste dag, også de hårde, var jeg vanvittig knusende glad for, at livet ad alle sine kringlede veje havde ført mig hertil.”

Livskrise uden refleksioner

Hvad vi ikke hører så meget om, er den livskrise, forfatteren går sig fra. Der er noget med et dårligt forhold og noget med et utilfredsstillende arbejdsliv. Jeg kan godt savne lidt flere refleksioner omkring dette undervejs. Det virker også uklart, hvorfor bogen egentlig hedder ”Jeg lever” – bortset fra det indlysende, at kroppen i den grad vil føle sig levende, når den bliver brugt i så ekstrem grad. Det ser sort ud for os andre, hvis dét er, hvad der skal til for at leve. Skal man igen trække en parallel til “Wild”, så skrev Cheryl Strayed den flere år efter selve vandringen, hvor alting ses i et andet perspektiv.

Det er dog kun en lille anke. Bogen er velskrevet og overskueligt inddelt i kapitler om etaperne på turen. Selvom der må have været stort tidspres på produktionen, kan man ikke se det. Bogen er gennemarbejdet og uden sjuskefejl. Jeg følte mig taget med på turen og skulle hele tiden lige have en dag mere med. Derfor læste jeg bogen hurtigt, selvom det er en ordentlig sag på 324 sider.

Tips til vandring

For interesserede, der overvejer at gå turen er der detaljeret pakkeliste og svar på de mest stillede spørgsmål sidst i bogen. Bogen vil helt sikkert være guld værd at pløje sig igennem før den lange vandring.

For andre er bogen en interessant historie om at forfølge en drøm om at gennemføre en vild udfordring. En udfordring for både sjæl og krop, der presses til det yderste af naturen.

Gitte Holtze: ”Jeg lever”, Forlaget Momenta, 324 sider, 20. februar 2019

Bogen er stillet til rådighed af Momenta

P.S. Det slog mig under læsningen, at der virkelig er ekstremt forskellige veje til at nå ‘frem til sig selv’. Min seneste anmeldelse var af bogen “Ti dages stilhed”. I den gør forfatteren det stik modsatte af at vandre, nemlig bevæger sig minimalt. Også han er glad for sin måde at nå til større erkendelse af sig selv. Hver må finde sin vej.