Vores jordomrejse er begyndt. Ja, vi har faktisk oplevet så meget de første tre-fire uger, at det næsten ikke er til at forestille sig, at det kan fortsætte.

USA er et fantastisk land at rejse rundt i med sin stærke nationale identitet på trods af alle forskellene. Vi bliver skiftevis imponerede, forbløffede og irriterede over steder, mennesker og mentalitet. USA er med sin beliggenhed forholdsvis afsondret fra resten af den vestlige verden, og langt de fleste amerikanere rejser aldrig uden for USAs grænser (der er også rigeligt at se i dette kæmpeland!).

Som europæer kan det godt være lidt provokerende at høre præsidenten sige, at han er lederen af den frie verden og opleve amerikanernes selvtilstrækkelighed. De mener simpelthen ikke, der findes nogen bedre måde at indrette sig på end deres, uden tilsyneladende at interessere sig ret meget for, hvordan man indretter sig andre steder i verden.

Vi er flere gange blevet spurgt, om vi vil flytte herover, når vi fortæller, hvor vi kommer fra. Jeg tror ikke, det er det første, der falder en dansker ind, når han møder en turist på Vestkysten… Men her mener de fleste, at den højeste lykke må være at bo i ”Land of the Free”. Det synes vi jo også, vi gør – bare på den anden side af Atlanten.

Nord, syd og vest

Vi har sat os for at se USA både i nord, syd og vest, og selvom det er gået stærkt, er forskellene mellem landsdelene store og tydelige. Vi har set en masse, mødt mange venlige mennesker og været umanerligt heldige med vejret (med én undtagelse: Grand Canyon i snestorm!).

Hvert af de områder, vi har rejst i, har deres eget særpræg med baggrund i historien. I nord hvor englænderne først slog sig ned, er de store industribyer og magtens centrum. Vi boede fire dage i New York og to dage i Washington og var vildt imponerede af det pulserende storbyliv og alle de berømte bygninger. Vi så massevis af limousiner, men også mange mærkelige mennesker, som ikke findes i gadebilledet derhjemme. Der var folk fra alle kulturer, og de talte mange forskellige sprog. Der var meget for børnene at se på!

Sydstaterne

I sydstaterne hvor der i kolonitiden var slaveri, er der mange sorte, og man mærker stadig modsætningerne, men også hvordan en meget høflig omgangstone er med til at glatte forskellene ud. Vi fløj til Atlanta og kørte gennem Georgia ned til New Orleans og havde en dejlig uge i et gæstfrit område med skønt vejr!

Vi så alligatorer i sumpen uden for New Orleans og samlede halskæder i Det franske Kvarter om aftenen. Oprindeligt er det herrerne, der kaster kæder fra balkonerne ned til de letlevende damer for at få dem til at ”vise sig”, men i dag bliver de kastet med meget let hånd. Christian og Frederik samlede nok til at dele ud i klassen, når de kommer hjem!

Det Vilde Vesten

Naturen ude vestpå, hvor vi rejser rundt i øjeblikket, er overdådig. Der er massevis af fantastiske naturoplevelser, og de passer også godt på naturen ude i de mange nationalparker (at amerikanerne så ikke er særlig miljøbevidste i det daglige er jo en helt anden sag…).

Når man ser de bjerge og slugter (canyons), som de første nybyggere har måttet krydse for at komme ud til deres nye hjem, må man virkelig beundre deres udholdenhed. Det er næsten ikke til at forstå, at det kunne lade sig gøre i hestevogne med oppakning, børn og dyr. Vi har rejst i indianerreservater, redet på heste i Monument Valley og besøgt den berømte cowboyby Tombstone.

Hele denne del af USA’s historie er i dag blevet en turistattraktion. Når man står på Boothill Graveyard er det svært at forestille sig, at det kun er 120 år siden, at der var (næsten) lovløse tilstande. Det virker som underholdning i Tombstone, men i de fattige indianerreservater er der ikke meget at grine af. Der er langt mellem de pæne huse herude, og deres levebrød udgøres i høj grad af turister som os.

Rejselivet

Vi er ikke mange nætter hvert sted, men det var vi indstillede på hjemmefra, og både store og små trives godt med de mange skift. Nu er vi ved at have styr på tingene nede i rygsækkene, så det går hurtigt at pakke ud og pakke ned! Det er både nemt og forholdsvis billigt at finde moteller på vejen gennem USA.

Vi bruger heller ikke tid på ting som madlavning og rengøring, og det er faktisk meget rart! På den måde bliver vores dage meget lange og kan udnyttes på bedste vis. Så humøret er højt og vi nyder vores frihed.

Jorden rundt i 105 dage

I 2004 realiserede vi drømmen om at tage fire måneder ud af kalenderen for at rejse jorden rundt med vores børn. Vi rejste fra Horsens den 8. oktober 2004 og vendte hjem den 21. januar 2005.

Første mål var USA fra New York til Atlanta, New Orleans, Las Vegas og Los Angeles. Næste mål var Cookøerne
i Stillehavet. Efter 10 dage rejste vi videre til Australien. Det sidste større stop var Østen, bl.a. Laos og Vietnam.

Jordomrejsen blev finansieret som en kombination af låneomlægning, forældreorlov og ferie.

Familien bestod af fire: Birgit Juel Martinsen, 35 år og konsulent, Jacob Martinsen, 36 år og lærer, Christian Martinsen, 10 år og elev i 3. klasse, og Frederik Martinsen, otte år og elev i 2. klasse.

Bragt i Horsens Folkeblad november 2004

Dette er anden artikel i min artikelserie om vores jordomrejse – næste artikel i serien finder du her.