Kroppen vækker hendes erindring, da en kraftig ve tvinger hende til at stå stille op ad bilen og gispe, mens underlivet trækker sig sammen i krampelignede jag. Nå, ja, det var sådan, det var. Hvordan kunne hun have glemt det?

Timerne går. Det får aldrig ende. Smertebarometeret stiger og stiger. Ind imellem er der pauser. Så trækker hun vejret og taler, indtil helvede bryder løs igen.

I et crescendo af skrig, blod og gisp er det pludselig slut. En bylt er forløst. Bylten har store øjne og en perfekt lille krop. Det spæde skrig afløser hendes. Hvem sagde smerte?

 © Birgit Juel Martinsen

#februaryfiction #100ord

February Fiction – Fortæl en historie på 100 ord

Alle kan fortælle en historie. Det er idéen bag February fiction, som er udviklet af forfatteren Asbjørn Rune Bourgeat. Initiativet startede i 2016.

Jeg kastede mig ud i legen første gang i 2018 og blev bidt af det. Det gælder om at finde på en historie med en enkel kerne og fortælle den klart og enkelt.

Der er fem regler:

  1. Historien må højst være på 100 ord
  2. Du skal tilstræbe, at den har en begyndelse, en midte og en slutning.
  3. Historien skal deles med nogen – digitalt eller analogt
  4. Brug hashtagget #februaryfiction, når du deler digitalt
  5. Gør det hver dag, hver anden dag eller hver uge, men gør det hele februar

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *