Folkemødet bliver beskyldt for at være en fætter-kusinefest for eliten. I år fik jeg mulighed for at opleve en dag i debatmekkaet i Allinge med egne øjne. Det var en overvældende oplevelse – på den gode måde. Beretningen kan ikke gøres kort. Sæt dig tilrette og brug nogle minutter, mens jeg tager dig med til Folkemødet.

Sammen med 69 andre ledige akademikere fra Magistrenes a-kasse ankommer jeg med bus til Folkemødet fredag den 15. juni 2018 lidt i 11. Solen skinner fra en skyfri himmel, og en let brise får de mange store reklameballoner til at vaje højt over os. Den gode stemning slår os i møde allerede, da vi står ud af bussen, mens latter og munter snak fylder luften. Vi får taget et gruppebillede, før vi spredes for alle vinde. De ledige er løs og på netværksjagt.

Allinge på det nordlige Bornholm viser sig fra sin smukkeste side, da vi ad de smalle gader begiver os ned til alle aktiviteterne. I løbet af de første ti minutter passerer jeg statsministeren (smilende, flankeret af alvorlige mænd i lette sommerjakker) og Bonderøven (med drenget smil og vest). Det er ganske vist, at der er tykt af kendte mennesker til Folkemødet. Det charmerende er, at det er så elitetungt, og der foregår så meget, at fokus spredes, så det faktisk bliver muligt at komme helt tæt på dem, man gerne vil høre og tale med.

Inden turen er vi blevet opfordret til at sætte os grundigt ind i programmet, så vi ved, hvad vi vil gå efter. Det er et godt råd. Da vi først er midt i infernoet, er det umuligt at danne sig et overblik over de mange debatter og aktiviteter. Jeg har brugt det meste af weekenden før på at gennemgå program og debatdeltagere på den fortræffelige Folkemøde-app, der er lavet. Mit dagsprogram ligger klart med mulighed for ændringer.

Uddannelser bør indeholde ’employment ticket’

Jeg sætter kursen mod min første debat på Folkemødet. Den handler om min egen navlepillende virkelighed: Humanister på et digitalt arbejdsmarked. Et klogt og veltalende panel taler om humanisternes vigtige bidrag af ’den menneskelige dimension’ til løsningen af opgaver i virksomheder og organisationer. Panelet er bl.a. enige om, at der bør ske en opdatering af uddannelserne generelt. Mads Tofte, rektor på IT-Universitetet taler om, at alle uddannelser bør have en ’employment ticket’ – noget efterspurgt og svært, som skaffer kandidaten sit første job.

En spørger blandt publikum vil vide, hvorfor paneldeltagerne ikke taler højere i den offentlige debat om alle de fortræffeligheder, som de siger, humanister har. Til det svarer et enigt panel, at der er et beskæftigelsesproblem. Der skal ikke uddannes flere, selvom den faglighed humanister bidrager med er vigtig. Jeg kan ikke være mere enig.

Med rank ryg forlader jeg teltet og begiver mig videre mod havnen for at se mere på de mange stande og telte. De smalle stræder er fyldt med mennesker. Nogen stikker foldere og programmer ud til alle forbipasserende for at lokke publikum til. ”Vi har et spændende foredrag om dagpenge herinde,” siger en ung fyr, da jeg passerer LO’s telt. ’Make dagpenge great again’, står der på hans kasket. Jeg afslår venligt, mens jeg hører Lizette Risgaards stemme inde på den anden side af teltdugen tale om opkvalificering af metalarbejdere.

Som en turist i Venedig

Jeg har aftalt at spise frokost med en af mine rejsefæller, der er lokalkendt. På hendes anbefaling køber vi vores frokost ved Nordbornholms Røgeri placeret i den sydligste ende af Folkemødet. Efter at have cirklet lidt omkring bordene, finder vi et par ledige pladser, hvor vi slår os ned. Der er tæt af mennesker med fisk på tallerknerne og fadøl i plastikkrus, der nyder udsigten over Bornholms klipper og det rolige blå vand, mens snakken går livligt.

Min anden debat på Folkemødet handler om stress og er arrangeret af Dansk Arbejdsgiverforening. Efter den røgede laks begiver jeg mig langs havnen op mod DA’s telt, mens jeg forsøger at finde overensstemmelse mellem mit kort og virkeligheden. Det er en udfordring, men jeg har god tid. Jeg føler mig som en turist i Venedig med skibe i vandet og et hav af glade mennesker i afslappet stemning. Bådene i havnen har store bannere for de organisationer, der har lejet dem. Overalt er der mennesker i livlig samtale.

MA har udleveret t-shirts til alle os, der er med på turen. Den er sort med teksten ’Tænk større – eller ansæt nogen der kan’. Jeg har den på for at signalere, at jeg er en af de ledige på jobjagt. På en eller anden måde føler jeg, at det giver den modsatte effekt, end den skulle. Men jeg kan i fred og ro gå rundt og kigge uden at blive nødet til at høre andres budskaber.

Ved Landbrug & Fødevarers telt er der et større opbud af betjente. Det så ud som om, der er opbrud efter et arrangement. Hvilke pinger betjentene skal passe på, kan jeg ikke se. Jeg fortsætter videre. DA’s telt er mindre, end jeg har regnet med. Jeg er i god tid og sætter mig på en af de få stole, der er stillet op rundt om de to pulte, der udgør scenen. Mens vi venter, kommer en forklædeklædt mand rundt med smagsprøver på lækker røget laks i små bægre – jeg springer over, selvom det ser lækkert ud. Jeg har fået rigeligt af laks.

Findes det stressfrie liv?

Titlen på debatten er ’Kan vi købe os til et stressfrit liv?’ Præsten Pernille Hornum, læge og debattør Imran Rashid, formanden for Socialrådgiverforeningen Majbrit Berlau og viceadm. dir. fra DA, Pernille Knudsen er samlet til at forsøge at besvare spørgsmålet. Det bliver ikke nogen banebrydende debat, men debatørerne hygger sig. Ikke uventet mener Pernille Knudsen, at ansvaret for stress i høj grad ligger hos den enkelte, som må lære at sige fra og ikke ville for meget.

Præstens væsentligste pointe er, at det enkelte menneske står alene med sin afmagt, men kan hente støtte i at lægge ansvaret fra sig over i noget åndeligt. Indse at vi ikke er perfekte, og det er helt ok. Majbrit Berlau bringer ledelse på banen og får publikums klapsalver, da hun nævner, at mange stressramte selv mener, det er dårlig ledelse, der er årsag til deres stress. Imran Rashid kommer til at afrunde debatten med en konstatering af, at arbejdsgivere og fagforeninger skal holde op med at slå hinanden i hovedet med, hvis skyld det er, at så mange får stress, men i stedet begynde at finde løsninger sammen.

Efter debatten går jeg lidt rundt for at se, om der er nogen jeg skal tale med. Prøver med sms at koordinere et møde med en tidligere kollega, men det lykkes ikke, inden hun skal med et fly hjem. På Folkemødet er det bedst at lade tilfældighederne råde. Senere møder jeg min tidligere direktør. Vi får en hyggelig snak om, hvordan det går – for dem uden mig og mig uden dem. Vores veje skiltes i fordragelighed, og han opmuntrer mig: ’Det skal nok komme.’

’Dopamin-demokratiet’ tager over

Jeg finder det gule hus, hvor Berlingske holder til under Folkemødet og hører en debat om ’Data eller dømmekraft’. Kommunikationsdirektørerne fra Danske Bank, ATP og Velux, hhv. Kim Larsen, Annemette Moesgaard og Jens Bekke, diskuterer kommunikationsafdelingens rolle, og hvordan virksomheder plejer et godt omdømme. Aktuelle sager skal håndteres hurtigt, siger Jens Bekke. Derfor er man nødt til at have god dømmekraft, altså trække på sine erfaringer, når man handler på en sag. Man kan ikke måle sig til alt.

Der kommer flere guldkorn på banen, synes jeg som kommunikationskonsulent. Fx om hvordan de sociale medier har ændret rollen for kommunikationsfolk. Journalisterne er ikke længere nødvendige i forhold til at dele de gode historier. Til gengæld er der kommet et større gab mellem almindelige mennesker og eliten af politikere og mediefolk. Det er et demokratisk problem, når ’dopamin-demokratiet’ tager over. Det bliver de hurtige clickbait-historier, der fylder, og nuancerne i historierne mangler, når det især er forargelse, medierne kører på, mener Kim Larsen fra Danske Bank.

Kvinder og satire på folkemødet

Hovedet er ved at være proppet med fagligt input. Jeg havde egentlig udset mig det næste event hos Berlingske også (Takt og tone i 100 år), men jeg orker ikke at sidde på samme bænk en time mere. Jeg mangler også stadig at se meget af Folkemøde-området, så jeg beslutter mig for at gå. Jeg lader strømmen tage mig og flyder ned mod stranden igen.

Hos Egmont er der ved at blive gjort klar til, at Ditte og Louise skal fortælle om deres nye film. De næste tre kvarter står jeg op med et konstant smil på læben og overværer dem blive interviewet af Alt for Damernes chefredaktør. Ditte Hansen og Louise Mieritz er sjove og kloge. De kommer med mange pointer om, hvordan kvinder skal være bedre til at hjælpe hinanden. At kvinder kan. At det er godt at være midaldrende. At man skal indtage det der hjørnekontor med sine idéer, selvom man egentlig ikke har råd.

Bagefter går jeg op i den nordligste ende af Folkemødets område for at nå at se standene, inden de lukker. Der er smukt på stien derop, selvom den er tæt af mennesker. Klipperne skaber et kuperet terræn. Høje træer på klipperne giver skygge. Solen glitrer i vandet, og folk har slået sig ned alle steder. Der er ingen panik med lange toiletkøer, for der er masser af festivaltoiletter fordelt jævnt over området.

Kommer russerne og tager os?

Min rejsefælle sender en sms: ’Hvor er du?’ Vi er i samme område. Hun ser ’Russerne kommer…’ om it-sikkerhed. ’Her er gratis fadøl,’ skriver hun. Jeg beslutter, at it-sikkerhed er ganske interessant og finder hende lyttende til bl.a. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet. Mens vi drikker fadøl, hører vi bl.a. om, at vi i Danmark er godt sikret mod fake news, fordi vores sammenhængskraft betyder, at det er svært at infiltrere vores samfund med undergraverende virksomhed. Alligevel bliver konklusionen på spørgsmålet, om vi er sikre nok et klart nej! Med den begrundelse, at det bliver vi aldrig.

Klokken er efterhånden tæt på 19. Sulten begynder at gnave. Vi har begge sagt ja til at blive videointerviewet af A-kassens kommunikationskonsulent om vores udbytte af dagen, så vi vil finde noget at spise, inden vi skal møde ham. Det ender med en gourmet hotdog mexican style med bornholmerpølse. Den brænder så meget i munden, at vi beslutter, at vi skal have en flødebolle-softice til dessert. Udvalget af mad er ganske imponerende.

Vi sætter os bag Domen på trapperne sammen med flere fra vores gruppe og spiser. Udsigten er flot over vandet og klipperne. To studieværter fra TV2, Søren Lippert og Anders Langballe, kommer med store røde mikrofoner i hænderne, en kameramand, en lysmand og en lyddame og stiller op lige foran os. De gør klar til at afrunde dagens program. Vi bliver siddende lidt endnu for at se medieshowet udfolde sig. Efter et stykke tid kører kameraet. ”Stemningen her i Allinge er fantastisk…”, hører jeg den ene sige. Jeg kan kun være enig.

Farvel til folkemødet

Bussen kører tilbage til København kl. 21. Vi har fået besked på, at den ikke venter. Der begynder så småt at være feststemning i de smalle gader. Boderne med drikkevarer har travlt. Flere i gruppen har forsøgt at finde overnatning, så de kan blive lidt længere. Det er lykkedes for en enkelt. I en stadig større flok begiver vi os mod mødestedet. Glade og trætte efter en lang, indholdsmættet dag.

Kommer jeg så hjem med gode leads og et job i sigte? Nej, ikke umiddelbart. Men nok med en erkendelse af at uopfordrede ansøgninger er vejen frem for en kommunikationskonsulent som mig. Vi er simpelthen alt for mange, der kæmper om de samme jobs. En del er allerede her på Folkemødet og har måske skaffet flere visitkort end mig. Istedet har jeg lavet kaffeaftaler med flere, der ikke var på Folkemødet, som jeg fik kontakt til i forbindelse med min forberedelse.

Og så er der jo det her. Hvis du er nået så langt som hertil, ved du nu, at jeg gerne høre om arbejdspladser, der mangler en som mig.