BOGANMELDELSE: ”Min teenager deler da ikke nøgenbilleder” er en ny bog, der har fokus på teenageres digitale liv. Forfatteren Milla Mølgaard er journalist på Politiken. Hendes interviews med unge, forældre, eksperter og forskere om digitale krænkelser er samlet i en super brugbar bog til forældre. Illustrator Line Jensens tegninger sætter prikken over i’et.
Lad mig først komme med en varedeklaration på anmeldelsen her. Jeg er mor til tre drenge – den yngste bliver snart 14, og de ældste er 24 og 25. Fra mit eget liv ved jeg, at teenagere er forskellige, ligesom vi er det som forældre. Jeg har desuden arbejdet med at formidle it til uddannelse i det meste af min karriere. Min mand er folkeskolelærer. Børn og teenageres digitale liv har min store interesse, men kapløbet om at følge med i udviklingen, er nærmest umulig at vinde. Du må lære at navigere i det, så godt du kan.
De fleste er på udebane, når det gælder håndtering af de digitale muligheder, der konstant dukker op. Som forældre har du måske lige fået lært at bruge Snapchat eller Instagram, så dukker TikTok op, og du kan starte forfra. Eller lade være – det er ikke alle medier, vi skal/kan være på. Og det er helt i orden.
Vis interesse og drop den løftede pegefinger
”Min teenager deler da ikke nøgenbilleder” slår til lyd for, at du som forældre skal interessere dig for, hvordan din teenager lever sit digitale liv. Og gemme den store, formanende pegefinger i skuffen. Faktisk skal du begynde langt tidligere, end du tror med at tale om det digitale og seksualitet. Den bedste måde at sikre, at dit barn ikke kommer i klemme, er, at du er en nærværende forældre.
Flere af bogens cases viser, hvordan noget af det sværeste for de unge, der har fået delt nøgenbilleder eller videoer uden samtykke, er den ’victimblaming’, der stadig er udbredt. I flere år har holdningen hos bl.a. politiet været, at man simpelthen bare skal lade være med at dele nøgenbilleder af sig selv. Men sådan fungerer det digitale liv – og seksualiteten – ikke.
Det vigtige samtykke
Nettet og dets muligheder har skabt en ny måde at være ung på, hvor en del af det er, at man sender massevis af billeder. Bogens pointe er, at det må man gerne. Det ulovlige er at dele billederne uden tilladelse – og naturligvis overhovedet at tage billeder eller optage videoer uden samtykke fra den, der er på billedet eller videoen.
En af bogens eksperter, læge Sarah Wählin-Jacobsen citeres for følgende:
”Derfor skal vi som forældre lade være med at tro, at vi skal holde det perfekte foredrag, der én gang for alle vil få vores unge til at forstå livet og alt det rigtige. Tal i stedet om seksualitet, krop og grænser løbende, allerede fra dine børn er små. Det samme gælder internettet og dets muligheder og potentielle farer.”
Flertalsmisforståelser
Det er en udbredt flertalsmisforståelse, at ’de fleste’ unge ville sende nøgenbilleder videre, hvis de fik et tilsendt. (Et begreb Vincent Hendricks har skrevet om i den nyligt udgivne ”Vend verden”, der også handler om det digitale liv.) Mediernes fokus på fx Umbrella-sagen og andre sager om digitale krænkelser er problematisk, hvis den får forældre og lærere til at tro, at ’sådan gør flertallet af de unge’. Bogen har flere gode råd til at håndtere den situation, hvor teenageren har fået tilsendt materiale. Det vigtigste er, at du ikke må gå ud fra, at den unge ville dele det. Derimod kan man tage en snak om at sige fra overfor noget, man ved, er forkert.
”Min teenager deler da ikke nøgenbilleder” deler personlige beretninger fra teenagere og forældre, der selv har stået i situationen. Bogen har også et langt interessant afsnit med advokat Miriam Michaelsen, en af de første i Danmark, der har specialiseret sig i sager om digital krænkelse.
Guider om teenageres digitale liv
I bogen er der konkrete guider til at håndtere forskellige situationer. En giver noget at tænke over for den unge, inden hun/han sender et nøgenbillede (Fx: Stoler du på modtageren? Er du ædru?). En anden guide er til, hvis ens barn er blevet krænket, og endelig guider en tredje om, hvad man gør, hvis barnet har modtaget ulovligt materiale.
”Min teenager deler da ikke nøgenbilleder” er illustreret af Line Jensen i en karakteristisk stil, der ligner børnetegninger. Det er en smagssag, hvad man synes om den naivistiske streg, men jeg synes, illustrationerne passer godt til bogen. Der er en rørende stribe til sidst, der uden ord fortæller, hvor vigtigt det er for den unge at føle sig set og respekteret af den voksne.
Indsigtsfuld og balanceret bog
Bogen balancerer smukt mellem de konkrete eksempler og ekspertudtalelserne. Den er letlæselig, overskuelig og inddelt i forskellige typer afsnit med cases, interviews, guider m.m. Kapitlerne med konkrete råd til forældre afsluttes alle med tre pointer til at tage med sig.
Sidst i bogen gennemgår advokat Miriam Michaelsen i afsnittet ”Det siger loven om digitale krænkelser” med forfatterens letforståelige ord de lovparagraffer, det handler om. Det lyder tørt, men det er tværtimod virkelig nyttigt at få oversat det ret komplicerede lovstof om det uoverskuelige, digitale område (det er nyttig viden om meget andet end seksuelle krænkelser).
En varm anbefaling herfra til alle med teenagere i huset. Bogen giver indsigtsfuld viden til os, der skal råde om situationer, vi ikke oplevede, da vi selv var teenagere.
Bogen kan følges på Instagram på profilen @min_teenager_deler_da_ikke
Milla Mølgaard: ” Min teenager deler da ikke nøgenbilleder”, illustreret af Line Jensen, Forlaget Lesen, 200 sider, 9. marts 2020
Bogen er stillet til rådighed af forlaget.
P.S. Red Barnet har et rigtig fint leksikon til forældre, hvor du kan få forklaret, hvad fx Fortnite, TikTok og memes er for noget. Find det her.
0 kommentarer