Helt ærligt, skulle det nu være fedt at være en hel forsamling af ledige? Er en fest for fyrede en fest, man har lyst at deltage i? Jeg overvejede det i hvert fald en ekstra gang, efter jeg så opslaget på Jobindex’ hjemmeside. Men jeg går nødig glip af en fest, så jeg trykkede send på tilmeldingen.
Tirsdag den 12. september 2017 står jeg så ved Globus1 i udkanten af Gjellerupparken i Aarhus. Lidt uvant med at være pendlertidligt oppe, men klar til at vedstå, at jeg er en af de ledige, der skal til fest. Ved indgangen bliver vi budt velkommen med håndtryk og champagneglas. Det er morgen, så det er ikke champagne, men hyldeblomstsaft, der er i glasset.
Ind på banen
Mens jeg står i køen til indregistreringen, er der en kvinde, der møder en bekendt med et grin: ’Ja, man skulle jo tro, hele Aarhus havde mistet sit arbejde.’
Det har hele Aarhus (og omegn) ikke, men det er rart at blive bekræftet i, at man ikke er alene. Alle de andre ser også helt almindelige ud. Som rådmand Thomas Medom siger i sin velkomst: ’Du skal ikke krybe langs panelerne, selvom du er uden job.’
Og han bekræfter dét, som vi, der er i salen, godt ved: ’Diskussionen, om at det skal kunne betale sig at arbejde, er meningsløs.’ Vi vil alle gerne skiftes ind på banen og gider ikke sidde på udskiftningsbænken.
I løbet af dagen bliver vi præsenteret for oplæg og workshops. Det er et helt slaraffenland, for man kan ikke nå det hele, og man må vælge. Jeg synes, oplæggene i salen er så spændende, at jeg kun vælger én workshop. Den handler om sociale medier i jobsøgningen (og viser sig at være spild af min tid, men jeg har også lige været til kursus om LinkedIn hos Abelone Glahn).
Jobfest på vej
I salen hører jeg om trends i jobsøgning fra en af Jobindex’s konsulenter. Den gode nyhed er, at der er en jobfest under opsejling. Antallet af jobs, der bliver opslået er stærkt stigende. Vi bliver opfordret til at øve os i at se på vores ansøgninger og CV’er med HR-konsulentens øjne.
Dagens take-away fra Jobindex er: Brug arkivfunktionen til at researche på virksomheder og stillingstyper. Der ligger en guldgrube af informationer, som er uvurderlig i jobsøgningsprocessen.
Bliv pilot i dit eget liv
Martabolette Stecher er coach, iværksætter og pilgrim. Hun sætter gang i salen med sin opfordring til, at vi sætter os selv i spil. Vi kan lige så godt se dét at være ledige som en fantastisk mulighed for at prøve noget nyt.
I stedet for at være drevet mod et mål, opfordrer hun os til at være drevet af de midler, vi har – at blive piloter i vores eget fly og finde ind til det, vi brænder for. Derfra kan vi arbejde videre med at skabe værdi for en virksomhed. Selvom vi nok har hørt det før, sætter det noget i gang.
En myte om netværk
Inden frokost er det en konsulent fra rekrutteringsfirmaet Ballisager, der gennemgår resultaterne fra deres årlige rekrutteringsanalyse, hvor de spørger virksomhederne om deres praksis. Konsulenten starter med at aflive myten om, at netværk er den primære kanal for rekruttering. De opslåede stillinger er den vigtigste kanal, og LinkedIn er stærkt på vej frem som rekrutteringskanal.
De kontante take-aways for os jobsøgende er:
- 80% af modtagerne læser CV’et først; et CV bør fylde to sider, ansøgningen én side (groft sagt)
- Video hører fremtiden til. Ca. en tredjedel af virksomhederne svarer, at de forventer at bruge video i fremtiden, men det er ikke noget, der rykker endnu
- Og endelig: Vær forberedt til samtalen og tag gerne noget med, fx brochurer eller andet fysisk, der siger noget om, hvad du har lavet.
Gode værter ved fest for fyrede
Jobindex beværter os fint i løbet af dagen. Der er kaffe og vand ad libitum. Sandwich i mange afskygninger til frokost og frugt og müslibarer om eftermiddagen. Frivillige fra PowerJob Midt og Seniorjob sørger for, at alt det praktiske glider.
For mig er det tankevækkende, at dem, jeg møder, fordeler sig i tre grupper: De nyuddannede, som har ingen eller kun korte ansættelser bag sig; de ældre, som kæmper mod aldersfordomme og så de stressramte, som har mistet jobbet efter en sygemelding. Selvom vi alle er unikke, har vi en del til fælles.
Ligesom solen dukker frem fra skyerne i løbet af dagen, så pibler optimismen også frem. Da vi når dagens sidste oplæg af Robert Rolfsted fra Reinventors, er vi klar til at ’elske vores krise’.
Og vi tror på ham, for her er en mand, der selv har mistet sin kone til kræft. Med sit insisterende væsen banker han ind i vores hoveder, at fejl er fantastiske. Det er fejlene, vi lærer af, og det er dem, der gør os menneskelige. Virksomhederne vil ansætte ægte mennesker, og ikke nogen, der går på kompromis med, hvem de selv er for at passe ned i en kasse.
Vi går alle ud af salen med rank ryg og klarer nok nogle afslag mere, før der også viser sig et job til os.
Det var måske en lidt speciel fest, men en god dag var det. Tak til Jobindex for invitationen. Jeg har fået gode idéer og indspark til at arbejde videre, så jeg regner ikke med at komme igen næste år, men jeg giver med glæde opfordringen til at gå til fest for fyrede videre.
Tidligere delt på LinkedIn den 14. september 2017.
JobIndex, som er en af sponsorerne ved arrangementet, har også valgt at dele artiklen på deres hjemmeside.