I venteværelset står tiden stille. En hård klump under huden har skyllet en bølge af dommedagsscenarier ind over hverdagen. Lægen trykker og vurderer. En fure mellem øjnene vokser sig dyb. ”Det skal undersøges.”
Scanning og snit med en kniv under døsig bæven. Omgivelserne ser til med bange øjne og skjult fortvivlelse. Ulideligt lange dage henslæber sig. Tanker om moderløse børn og uindfriede mål kører i ring. Alt det, der ikke er klar til at blive forladt, vokser i betydning.
Venteværelset igen. Lægens fure nærstuderes. Den er glat. ”Det var godartet.” Lettelsens tårer bliver til søer, de sejler hjem på.
© Birgit Juel Martinsen
#februaryfiction 2020 #100ord
February Fiction – Fortæl en historie på 100 ord
Alle kan fortælle en historie. Det er idéen bag February fiction, som er udviklet af forfatteren Asbjørn Rune Bourgeat. Initiativet startede i 2016.
Jeg kastede mig ud i legen første gang i 2018 og blev bidt af det. Det gælder om at finde på en historie med en enkel kerne og fortælle den klart og enkelt.
Der er fem regler:
- Historien må højst være på 100 ord
- Du skal tilstræbe, at den har en begyndelse, en midte og en slutning.
- Historien skal deles med nogen – digitalt eller analogt
- Brug hashtagget #februaryfiction, når du deler digitalt
- Gør det hver dag, hver anden dag eller hver uge, men gør det hele februar
0 kommentarer