BOGANMELDELSE: Lange vandringer er gode i livskriser. Og efterfølgende kan der skrives gribende bøger om dem. ”Saltstien” af Raynor Winn er nyeste eksempel i genren. Vandringen foregår på den godt 1.000 km lange Sydvestkyststi langs den sydengelske kyst. Vandrerne er et midaldrende ægtepar.

Raynor og Moth Winn har to voksne børn, der er flyttet hjemmefra. Efter en langtrukken retssag har parret mistet deres gård og dermed deres levebrød. En investering foretaget i tiltro til en god ven er slået fejl og nu er alt forsvundet mellem hænderne på dem. Oven i det hele bliver Moth erklæret kronisk syg med CBD, en sygdom der langsomt er i gang med at nedbryde hans hjerne.

Parret har vandret, da de var unge og vandret med deres børn. De griber efter rygsækkene igen for at gå sig til en forståelse og en vej ud af ulykken. I et velfærdssystem, som virker knap så finmasket som det danske, har de intet sted at tage hen.

Hjemløse og døende

”Saltstien” er en skildring af vandringen, men den indeholder også kommentarer til at være udstødt af samfundet og til det engelske samfunds behandling af de hjemløse. I en periode fortæller parret ikke, at de er hjemløse, når de bliver spurgt, hvor de kommer fra, og hvorfor de vandrer, fordi det dræber enhver samtale. På et tidspunkt insisterer Moth dog på at italesætte det:

“Vi er hjemløse, har mistet vores hus, forretning, alt, hvad vi hele livet har arbejdet for, ludfattige, og jeg er døende, så vi tænkte: Hvad fanden, lad os tage ud at vandre. Vi begyndte i Minehead og går mod vest, ingen ved, hvad der sker efter det.”

”Saltstien” af walisiske Raynor Winn er nært beslægtet med ”Wild” af amerikanske Cheryl Strayed og ”Jeg lever” af danske Gitte Holtze. Lige som Cheryl Strayed er parret i stor eksistentiel krise og vandrer for at finde et nyt mål i tilværelsen. Som forældre bærer de også på skammen over, at de ikke føler, de har noget at tilbyde deres børn. Der er masser af tvivl og frygt på rejsen, for hvor går man hen, når man har mistet alt og skal starte forfra i en moden alder – ovenikøbet med en livstruende sygdom på slæb?

Portræt af et ægteskab

Desperationen skrives mærkbart og troværdigt frem af Raynor Winn. Det er bestemt ikke udelukkende en feel good bog, selvom bogen ender i et positivt stemningsleje med håb for fremtiden. Ofte er vandringen hård og ensformig, især når man som Winn-parret hele tiden er på røven og må sende sultne blikke efter andres overdådige tallerkner i badebyerne.

”Vi var faldet ud over kanten af civilisationens moderne hverdagsliv, var landet i en tilstand af simpel eksistens, overlevelse.”

Samtidig er behovet for at gennemføre turen tydeligt. Moth har det bedst, når de vandrer, og han får noget af sin ungdommelige styrke tilbage på stien.

”Saltstien” er i høj grad også et portræt af et ægteskab mellem mennesker, der har kendt hinanden så længe, at de nærmest er gået i symbiose. Replikkerne er konsekvent angivet uden inkvit, så man må ofte gætte sig til hvem af ægtefællerne, der siger hvad. Forfatteren beskriver deres forhold med disse fine ord:

”En teenageforelskelse voksede sig til et passioneret venskab, der holdt sit greb om os gennem voksenlivet. Et liv, jeg ikke havde vidst eksisterede, ad veje, jeg ellers aldrig ville have taget, gennem dage på vindblæste heder, uger med larmende protestmarcher mod atomvåben musikfestivaler og pizzaer i parken; jeg blev revet med i hans øko-krigerske liv og snakkede, snakkede, snakkede, i en samtale uden ende. Årene gik med benene flettet sammen, i endeløs snakken og grinen.”

Saltet på Saltstien

”Saltstien” er en genial titel, der refererer til, at saltet fra havet langs stien hærder og mærker vandrerne, der følger dens rute. En lokal kvinde forklarer parret, at hun kan se på dem, at de har ’looket’:

”Det [saltet] har sat sit mærke på jer: det står skrevet i jeres ansigter; I har følt naturens hånd. Det vil aldrig mere slippe jer; I er blevet saltet.”

Bogen har gjort indtryk på mig med sin gribende fortælling om at være på kanten af normaliteten. Det er en interessant bog, men ikke en page-turner, som jeg blæste åndeløst igennem. Jeg oplever en distance i sproget, som ikke helt bringer mig ud, hvor jeg ser udsigterne og dufter havet, som forfatteren må formodes at have oplevet dem. Det er en lidt speciel skrivestil, der underbygges af korte, stramme dialoger. Samtidig er der dog også smukke og rammende passager, hvor sproget sprudler.

Alt i alt en anbefalelsesværdig bog, som enhver vandrer vil kunne genkende noget af sig selv i.

Raynor Winn: ”Saltstien”, oversat af Anette Betke og Claus Falkenstrøm, Forlaget Svane & Bilgrav, 280 sider, 27. august 2020 (originaludgivelse marts 2018)

Bogen er stillet til rådighed af forlaget