Jordomrejse: Østens mystik på godt og ondt

Vores jordomrejse lakker mod enden. Det har været en fantastisk rejse, hvor vi har set så mange af verdens forskelligheder, at det føles som netop det vi ønskede os: Et eventyr.

Vi har de seneste fire uger rejst rundt i Østen. Vi landede i Bangkok den 13. december til en larmende myretue af en storby med en livsstil langt fra den vestlige, vi har mødt i USA, Australien og delvist Cook-øerne. Vi vidste selvfølgelig, at livet her er meget anderledes, men det er kommet bag på os, hvor store indbyrdes forskelle, der er mellem de tre lande vi har rejst igennem.

Bambusflåder og elefanter

De første 10 dage var vi i Thailand. Udover at bo i Bangkok var vi bl.a. på trekkingtur i Umphang-området, der ligger i det nordvestlige Thailand tæt på grænsen til Burma. Det var en rejse i sig selv at komme ud til jungleområdet, hvor vi i tre dage sejlede på bambusflåder, gik op og ned ad stejle bjerge, badede i vandfald, spiste tarantel og red på elefanter.

På andendagen nåede vi ud til en landsby så langt ude på landet, at der hverken var el, veje eller turister. Det var første gang på turen vi så mennesker, der boede i bambushytter og levede et yderst simpelt liv, men vi har set det en del steder siden.

I susende fart ned ad Mekong-floden

Thailand har mange turister, og vi havde (heldigvis) valgt at rejse til Laos og bruge tid der frem for at tage sydpå til de gode strande, som blev ramt af den katastrofale tsunami og nu ligger i ruiner. Man kommer til Laos via Mekong-floden, når man kommer nordfra, og man kan vælge at bruge én eller to dage på turen.

Da vi skulle tage turen juleaftensdag, blev vi enige om at tage den hurtige tur, så vi kunne nå at holde en lille smule jul. Det var en nervepirrende oplevelse at sidde 20 cm over vandoverfladen i en lille speedbåd med plads til 8 sammenkrøllede passagerer og suse af sted i seks timer med 80 km i timen. Den første halve time sad jeg med hjertet oppe i halsen og bad til, at vi måtte slippe godt fra det, men efterhånden slappede også jeg af og nød den flotte udsigt langs Mekong-floden. Grønne, frodige og bløde bjerge rejser sig på begge sider og landsbyer, fiskere, badende børn, tøjvaskende kvinder og vandbøfler udnytter flodens ressourcer på bedste vis.

Det næsten uspolerede Laos

Så med håret tilbage ankom vi til Luang Prabang i det nordlige Laos sent på dagen juleaften. Vi havde jo heldigvis snydt og holdt jul sammen med familien i Australien, så vi havde ikke behov for det store juleri. Vi fandt en god restaurant (The Spirit of Indochina), hvor vi fik en dejlig middag – Christian bestilte kyllingefilet for det var det, der mindede mest om vores traditionelle juleand.

Laos var en virkelig god rejseoplevelse. Vi boede fem dage i Luang Prabang, hvor der var hyggeligt og fyldt med venlige mennesker og spændende steder. Laos har først lukket op for turister indenfor de seneste 10 år, og folk er tydeligvis ikke blevet (alt for) vant til turismen endnu. Laoterne er åbne og nysgerrige, men ikke anmassende, så man kan fx gå på marked i fred og ro og se på alt deres flotte håndarbejde. De væver de smukkeste silketørklæder. Det var svært at bestemme sig for hvor mange og hvilke, der skulle med hjem i rygsækken!

Vilde Vietnam

Da vi forlod Laos og rejste ind i Vietnam havde vi ikke forventet den store kulturforskel, men der tog vi grundigt fejl! Vietnam er helt sig selv og har en utrolig historie bag sig. Naturen er smuk og varieret og menneskene kan nok bedst betegnes som overlevere. Noget af det første, der slog os ved Vietnam, var de meget påtrængende sælgere.

De findes ikke kun i de større byer. Også i de små minoritetslandsbyer, som vi besøgte et par stykker af på en trekkingtur i Nordvietnam, har kvinderne lært at gå til turisterne med ukuelighed. Vi så en Black Hmong- og en Red Dao-landsby, hvor folk taler deres eget stammesprog, går i traditionelle klædedragter og lever livet, som de har gjort i hundredvis af år.

”Handsome boys”

Christian og Frederik får mange beundrende blikke pga. deres lyse hud og hår. Det er ikke få gange, de er blevet kaldt både smukke og flotte. Når man er 8 og 10 år kan det godt være lidt flovt! Frederik går næsten hele tiden rundt med sin bøllehat for at camouflere håret. Den kan dog ikke skjule de runde kinder, som asiaterne har en svaghed for at knibe.

Fattigdom og turisme

Det værste ved Østen er, at man ikke kan lukke øjnene for fattigdommen og den store uretfærdighed i verden. Selvom vi i Danmark er helt ”almindelige” mennesker, er vi rigmandsfolk her og vores penge er som en magnet på de lokale handlende med mange flere. Man kan ikke bevæge sig udenfor en dør uden at blive tilbudt taxa, tuk tuk, cykeltaxa, vand, tøj, postkort, ja, alt hvad man kan forestille sig. Det bliver lidt anstrengende i længden.

Det værste er at sige nej til børn, nogen gange ned til 6-7 år, som kommer med deres varer eller ydelser. Hvis man er imod børnearbejde, skal man sige ”Nej, tak” ligegyldigt, hvad de tilbyder, fordi det fastholder dem i arbejdet. Men det er altså meget svært at se den store og overordnede sammenhæng, når man kigger ind i et par barneøjne, som beder om hjælp til dagen og vejen.

Vi har indtil videre fastholdt vores nej og haft nogenlunde god samvittighed. Vi er dog alle fire blevet enige om at forøge det månedlige beløb, vi gennem flere år har støttet UNICEF med. Det, tror vi, er den bedste måde at forbedre børnenes vilkår på.

Jordomrejsen er slut

Den 21. januar fuldender vi vores tur rundt om jorden, når vi tilbagelægger distancen mellem Ho Chi Minh City og Horsens. Det bliver dejligt at komme hjem til hverdagen igen, selvom vi har levet et alt andet end hverdagsagtigt liv i godt tre måneder. En positiv sidegevinst ved at opdage verden langt fra Danmark er, at vores privilegerede liv bliver sat i perspektiv.

Vi sætter alle fire endnu større pris på det gode liv, vi har hjemme i Horsens efter sammen at have oplevet, hvor mange andre måder man kan leve livet på. Drengene glæder sig meget til at komme hjem til klassen og kammeraterne igen og taler meget om, hvad de skal lave de første dage efter, vi er kommet hjem. En slædetur i Klokkedal er en af favoritterne, så husk at gemme lidt sne til os!

Bragt i Horsens Folkeblad januar 2005

Dette er femte artikel i serien om vores jordomrejse. Her er næste – og sidste – artikel.