Jeg skriver – og det deler jeg her på siden. Vil du have hjælp til professionelle tekster, kan du se mere om freelanceopgaver her.
Jeg vandrer og hjælper andre med at finde mod og lyst til at skrive på Writers Walks. Se mere på WritersWalk.dk.
Kontakt mig her: Tlf. 26 13 72 60 – mail: birgitjm@gmail.com
Jeg er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og kulturformidling fra Odense Universitet (ja, det var før, det blev ‘Syddansk’). Derudover har jeg taget masser af kurser og supplerende uddannelse indenfor kommunikation, projektledelse, markedsføring og journalistik.
I mange år har jeg arbejdet som kommunikationskonsulent og projektleder med fokus på it og uddannelse.
Jeg er født i 1969 i Vejle, men har siden 1996 boet i Horsens med min mand og tre sønner.
Som barn elskede jeg at lave mad og bage. Indtil 7. klasse var jeg overbevist om, jeg skulle være kok. I dag udlever jeg den del ved at bage det meste af vores brød selv.
Jeg er glad for tal og logiske sammenhænge, så jeg blev matematisk student og ville egentlig have læst biologi. Men min dansklærers reaktion på min første stil på studenterkurset var: ‘Du skal være journalist!’. Den skrivende del af mig trak så meget, at jeg skiftede spor til litteraturvidenskab, kulturformidling og journalistik.
I 2015 trak min forkærlighed for tal i mig igen, og jeg gik i gang med HD-studier i Marketing Management. Her fem fag senere har jeg papir på, at en humanist kan have styr på målinger, resultater og calls to action.
Jeg læste ”Det lille hus på prærien”, da jeg var otte år gammel og gik i 2. klasse. Siden pløjede jeg mig igennem Suzy-bøgerne, Kulla-Gulla-serien og en masse andet i samme stil, indtil jeg tog hul på ungdomsbøgerne med Susan Hintons ”Outsideren” som den første, der gjorde et uudsletteligt indtryk.
Jeg læser stadig meget. Mine år med litteraturvidenskab ødelagde læseglæden for en periode, hvor det hele blev lidt for analytisk. Til gengæld fik jeg nogle redskaber, som siden har hjulpet mig til at finde ud af, hvad der faktisk virker i en tekst. Og nu kan jeg læse med hjertet igen.
I 2018 begyndte jeg at anmelde bøger på min blog. Jeg har valgt primært at anmelde faglitteratur, fordi skønlitteratur er så meget en smagssag og jeg har ikke lyst til at formidle ’smag’. Derimod vil jeg gerne formidle spændende nye bøger om emner, der kan gøre os klogere.
Da jeg blev færdig på universitetet buldrede it-toget frem. Det var lige omkring den tid, vi alle kom på internettet.
Efter et års tid som dansklærer på VUC kom jeg med på otte måneders it-kursus, der klædte mig på til et arbejdsliv foran en skærm med forståelse for koderne. Den kombination blev min adgangsbillet til at formidle anvendelsen af it i uddannelsessektoren.
De sociale medier væltede ind over os midt i nullerne, og jeg kastede mig nysgerrigt over dem. Jeg så dem fra starten som en vigtig del af kommunikationspaletten. Vi brugte lang tid på at udvikle strategien, da Undervisningsministeriet skulle have en Facebook-profil. Senere holdt jeg et vågent øje med SkoleIntras profil, så vi kunne reagere hensigtsmæssigt, når forældre skældte ud – eller roste – ForældreIntra.