BOGANMELDELSE: Rikke Struve giver i bogen ”Vi er alle pårørende” stemme til mennesker, der har haft sygdom eller krise tæt inde på livet. Hun minder os om, at pårørenderollen har mange ansigter.

Jeg er nået den alder, hvor jeg helt naturligt har været pårørende flere gange. Indenfor de seneste 2 år er både min far og min morbror døde efter lange sygdomsforløb, jeg var tæt på. Jeg ved, hvor altopslugende det kan være at være pårørende. Ens eget liv organiserer sig pludselig omkring et andet menneskes sygdom, og man taber kontrollen over sin egen tid.

Så min nysgerrighed på ”Vi er alle pårørende” af Rikke Struve var stor. Undervejs i læsningen blev det tydeligt for mig, at der ikke findes én måde at være pårørende på. Nogle sygdomsforløb er afgrænsede og forventede, som når et ældre menneske bliver syg og dør. Andre ændrer livet for altid, når et yngre menneske fx får en hjerneskade, som det er sket for forfatterens søn. Her er pårørenderollen ikke et forløb, men et livsvilkår.

Rikke Struves definition er: ”Du er pårørende, når du er berørt af et andet menneskes livskrise.”

Bogens undertitel er ”12 fortællinger om retten til at være menneske – også midt i livskriser”. De tolv personlige fortællinger kobles til tolv indre menneskerettigheder, som ifølge forfatteren kan vise vej, når livet vælter og skal leves på ny. Ambitionen er at skabe forandring ved at give de pårørende en stærkere stemme og større anerkendelse.

Det er en ambition, det er svært ikke at sympatisere med.

12 stærke fortællinger

Bogens største styrke er efter min mening de tolv fortællinger. De viser, hvor forskellig pårørenderollen kan være, og de giver stemme til mennesker, der står midt i svære livssituationer. Koblingen til menneskerettighederne tilføjer et interessant perspektiv og understreger, at det at være pårørende ikke kun er en privat sag, men også handler om værdighed, respekt og retten til fortsat at være menneske, når omsorgen for et andet menneske fylder næsten alt.

Alligevel har det taget mig usædvanligt lang tid at skrive denne anmeldelse. Bogen er sådan set ikke svær at læse, men jeg gik alligevel i stå flere gange.

Emnet er gennemført sympatisk. Det samme er bogens grundtone. Man kan ikke slå sig på den, og derfor har jeg haft den allerstørste lyst til at skrive en entydigt positiv anmeldelse. For emnet er vigtigt. Vi er alle pårørende på et eller andet tidspunkt i livet – ofte flere gange.

En sympatisk bog

Når det alligevel har været svært, skyldes det, at de mange sympatiske ord kommer til at stå i vejen for hinanden.

Fortællingerne står stærkt, men refleksionerne, der binder dem sammen, oplever jeg beskrevet i et abstrakt sprog fyldt med brede begreber. Jeg savner den præcision og gennemslagskraft, som de konkrete historier ellers har.

Forfatteren skriver i indledningen, at hun tror på, at de tolv indre menneskerettigheder kan skabe forandring. Den ambition er tydelig. Til gengæld blev jeg aldrig helt klar over, hvordan bogen selv mener, at den forandring skal ske.

Skal den først og fremmest skabe genkendelse hos mennesker, der selv er pårørende? Er den et debatindlæg rettet mod sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedet? Eller er den en vejviser til, hvordan vi som samfund kan blive bedre til at se og støtte de pårørende?

Bogen peger i alle disse retninger, men samler dem efter min opfattelse ikke helt.

Vigtigt emne på dagsordenen

Det ændrer dog ikke ved, at ”Vi er alle pårørende” sætter et vigtigt emne på dagsordenen. Vi taler ofte om patienten, men langt sjældnere om de mennesker, hvis hverdag også vælter. Hvordan møder vi kollegaen, hvis partner er alvorligt syg? Hvordan støtter vi den ven, der pludselig bliver omsorgsperson? Hvordan skaber vi plads til, at pårørende også kan være mennesker med egne behov?

Jeg sad tilbage med en større forståelse af, hvor mange ansigter pårørenderollen har. Jeg genkendte både min egen og andres erfaringer. Til gengæld savnede jeg en skarpere redigering og en tydeligere retning, som kunne omsætte bogens stærke intentioner til et lige så klart budskab.

Det er måske bogens paradoks. Den overbeviser mig om, at emnet fortjener langt mere opmærksomhed. Den overbeviser mig bare ikke helt om, hvordan dens eget bud på forandring ser ud.

Det er måske heller ikke nødvendigt. En tankevækker er den.

Rikke Struve: ”Vi er alle pårørende. 12 fortællinger om retten til at være menneske – også midt i livskriser”, Forlaget Berørt, 320 sider, udgivet 23. februar 2026

Modtaget som anmeldereksemplar af forfatteren