Vulkaner, ø-hop, bjergbyer og katedraler. Et rejseessay fra en hæsblæsende rundrejse i oktober 2025.

Der er en særlig stemning i en lufthavn. En summen af stemmer, der væver sig sammen til et blødt lydtapet under de høje lofter. Jeg sidder i Billund Lufthavn og ser ud på flyene, der pakkes med bagage. Alt er automatiseret. Vi har selv tjekket os ind hjemmefra og sat bagageseddel på kufferterne. Jeg husker den stak af papirer, vi slæbte rundt med, da vi var på jordomrejse for 21 år siden. Nu vil vi om lidt boarde med et bip gennem gaten fra vores telefon.

Selvom rejsens logistik har forandret sig, er dens væsen det samme: vi bevæger os væk fra det kendte for at møde noget ukendt andet, lære nye steder at kende. Måske er der noget, andre gør på måder, vi kan lære af. Måske kan vi bare iagttage med nysgerrighed, hvordan andre lever. Jeg er spændt på at opleve Sicilien, for turismen er stor på den syditalienske ø. Hvor meget oplever man så, som er autentisk? Jeg har set ”Leoparden” på Netflix for at få en fornemmelse af Siciliens historie og mentalitet. Lyttet til det italienske sprog for at indstille ørerne til det.

En særlig gave

Vores rejse er ikke bare en ferie. Det er en gave fra min morbror, som ikke selv nåede at bruge det rejsegavekort, han havde vundet, før han døde. Vi valgte at tage turen, som vi havde talt med ham om: med bil, rundt om øen, lidt af en tour de force, når man skal hele vejen rundt på to uger. Jeg føler mig taknemmelig – over selve rejsen, men også over livet, for det er så tydelig en kontrast til, at han forlod det i forsommeren.

På vulkaner

Vi lander i Catania og kører mod Linguaglossa ved vulkanen Etna. Vi ankommer i skumringen, hvor vulkanen er pakket ind i skyer. Først næste morgen, da jeg sidder på balkonen med mine morgensider kan jeg tydeligt se toppen, der har hvide pletter af sne og skyer, der driver forbi, så jeg har svært ved at skelne dem fra vulkanens damp. En palme vugger foran os i andensals højde, oliventræerne kaster skygger i hotellets have.

De første dage på Sicilien tilbringer vi med at køre rundt i området, hvor vi hele tiden kan se Etna. Vi tager en vandretur på fem kilometer til slugten Golle del’Alcantara. Det er en smuk tur af en bagvej, Jacob har læst om i forvejen, der begynder udenfor den lille by San Cataldo (der er flere San Cataldo’er i Italien!). Vi er også forbi Taormina, hvor der er rigtig mange turister. Det er forståeligt, for byen ligger idyllisk på stejle skrænter, der hæver sig over havet og giver en flot udsigt over Det Ioniske Hav. Vi skal lige se hotellet, hvor anden sæson af The White Lotus er optaget, og det ligner fuldstændig sig selv fra Netflix.

Eventyrlige landskaber

Vi kører gennem Nebrodi-bjergene, hvor der vokser masser af kastanjetræer, der har smidt spisekastanjer i vejkanten. Det er sæson for kastanjer, ligesom vi ser masser af plantager med modne oliven, appelsiner og citroner. Vinrankerne er høstet de fleste steder. Vi kører også til Bronté, der er kendt for pistacier, men vi kommer om mandagen efter der har været pistaciefestival i weekenden, så det er som at komme til de afpillede rester af en fest.

Tilfældigt holder vi frokostpause med en lille gåtur i området Megaliti Argimusco med klippeformationer, der skaber et nærmest eventyrligt landskab. Mens vi er der, kommer der ovenikøbet skyer sejlende ind over det højtliggende område, så vi føler os hensat til landskaberne fra Ringenes Herre.

Ø-hop på De Æoliske Øer

På den fjerde dag begynder vi vores ø-hop med at sejle til Vulcano. Bilen har vi parkeret i Milazzo, for de hurtige hydrofoilbåde tager ikke biler med. På Vulcano er der varme kilder, hvor svovlen bobler op i havet. Det lugter skarpt, når man kommer tæt på de boblende mudderpøle, man kan købe adgang til. Vi bader ved ’den varme strand’, der ligger lige ved vores hotel. Vandet er skønt. Det er sjovt at komme tæt på de naturlige dyser i havbunden.

Vulcano hedder sådan, fordi der er en vulkan. Øen har simpelthen lagt navn til begrebet om et bjerg, der spyr lava. Der kommer svovldampe op fra bjergets top. Man kan tage fejl af den røg, der kommer fra bjergets indre, og så skyerne, der sejler over himlen. Men når de hvide formationer på himlen kommer fra vulkanens munding, så er det ikke skyer.

Funklende stjerner på sort himmel

Der er officielt 470 indbyggere på Vulcano. Den omfattende turisme med hoteller, restauranter og diverse andre tilbud har sat sit præg på øen, så den virker noget mere folkerig. Vi lejer el-cykler og tager en dejlig tur til bjergets top overfor vulkanen. Øen minder mig lidt om Cook-øerne. Om aftenen er der bælgmørkt og ikke ret mange gadelygter.

Vi går fra hotellet i skumringen ved 18.30-tiden til den anden side af øen – den er smal! Vi går langs den sorte strand med vulkansk, sort sand, naturligt oplyst af hvide pimpsten, inden vi finder en restaurant, hvor vi får den lækreste caponata og pasta a la Norma. Da vi går hjem til Hotel Eros er himlen sort, med stjerner der funkler i mørket.

Et kæmpe museum på en lille ø

Allerede næste dag hopper vi videre til næste ø: Lipari. Tiden fra vi ankommer og til det bliver mørkt, flyver afsted. Vi når kun at vandre et par timer på en del af de hundredvis af spændende smalle, stejle stier, passager og småveje, som byen består af. Vi ender oppe ved borgen, der troner øverst i byen.

Stedet viser sig at indeholde museum i flere bygninger, en gammel kirke og et nekropolis med sarkofager og gravsten. Det er et imponerende museum, men ikke særlig godt formidlet, så vi bliver simpelthen udmattede af al den information. Alle de krukker, potteskår med antikke tegninger og andre beviser på, at Lipari har været beboet i ca. 5.000 år. Øen har været invaderet af grækere, tyrkere og normannere, så der er masser af kultur og historie på øen. Desværre er det svært at få et overblik. Tiden i byen og på museet betyder, at vi ikke når at se noget af resten af øen.

Besøget på Lipari kommer til at føles underligt abrupt; som at ankomme for at tage afsted igen, før vi har en fornemmelse af stedet. Det vil sige, vi fornemmer, at Lipari er ø-gruppens største ø med mange flere indbyggere end Vulcano. På trods af de mange restauranter og hoteller, leves her også et liv uden turister. Vi ser lokale, der møder hinanden på gaden, kindkysser, gestikulerer og siger ’Ciao’ og en masse, jeg ikke forstår.

Ændrede rejseplaner

Næste morgen står vi igen på en færge for at sejle videre til Stromboli. Men vinden er taget til. Da vi ankommer til Stromboli, vipper færgen så meget, at den ikke kan lægge til. Vi beslutter at opgive besøget, for selv hvis vi står af på den anden side af øen og finder en privat båd at sejle til havnen med, så ved vi ikke, om vi kan komme videre i morgen. (Det viser at være den rigtige beslutning, for færgen kan heller ikke lægge til dagen efter.)

I stedet står vi af, da færgen lægger til på Salina, som er ø-hoppets sidste destination. Heldigvis er der plads til os en ekstra nat hos ”Mamma Santina”. Salina er grøn og frodig. Her er hyggeligt med smalle gader og små butikker med keramik i glade farver og mønstre. Vi går forbi Kattenes Torv, hvor otte velnærede katte ligger og soler sig på fliserne. Der står mad- og vandskåle til dem og små sandbede og huse, de kan overnatte i.

På den overdækkede terrasse til vores hotelværelse er der en hængekøje. Desværre er der også myg, men jeg forsøger at holde dem på afstand med de afskrækningsmidler, der er stillet frem til os – og nyder at ligge og læse udenfor.

Dagen efter tager vi på rundtur på Salina i hotellets lille skramlede Fiat Panda. Det er ikke luksus, men pålideligt okser den sig op og ned af bjergene på øen. Vi kører øen rundt og bestiger trapper og stejle stier for at se en historisk hytteby på en bjergside og flotte udsigter i massevis. I Pollara går vi ned til havet, hvor bølgerne slår hvide skumtoppe ind på grå klipper med små bådehuse hugget ind i klippegrunden. Kun én båd ligger der. Det ser barskt ud, så det er forståeligt, hvis den lille naturhavn ikke bruges særlig meget.

Snyd er kun snyd, hvis det bliver opdaget

I Malfa, øens næststørste by, stopper vi for at købe lidt at drikke og bliver snydt med åbne øjne og et smil. Det er anden gang, det sker, mens vi er på Sicilien. Vi har læst om det hjemmefra i ”Sicilianerne forklaret for turister” af Augusto Cavadi: At enhver er sig selv nærmest, og snyd er kun snyd, hvis det bliver opdaget. I en lille kiosk køber vi cola (1,30 €), vand (0,50 €) og en KitKat (1,20 €), altså 3 €, men den unge kvinde siger med største selvfølgelighed: ”Five euros”. Den første aften i Linguaglossa blev vi også afkrævet 1 € mere for sodavand, end den pris der stod. Vi er for velopdragne til at protestere på et sprog, værten ikke mestrer. Vi bliver enige om, at det nok er lidt til kaffekassen og sætter os på havnen og holder vores drikkepause.

Senere spiser vi frokost ved stranden Rinella med sort sand og en del badegæster, der ligger på stranden og svømmer i vandet. Vejrudsigten er ikke til at blive klog på, men oftest er det virkelige vejr meget bedre end det lovede.

Vi nyder vores to dage og nætter på Salina. Vi kunne sagtens blive længere, men vi skal med færgen tilbage til Milazzo og fortsætte vores rundtur på Sicilien.

Katedraler og UNESCO’s Verdensarvsliste

Første stop er på et naturresort i bjergene ved Cefalú. Når jeg skriver morgensider, kan jeg skimte havet mellem palmer, jordbærtræer og korkeg fra terrassen. Vi bor i en bygning af træ med mosbegroede, afrundede teglsten på taget. Bygningen ligger forsænket i landskabet og er tydeligvis bygget til, at man bor her om sommeren. Landskabet er smukt også nu, og infinitypoolen er ren og blå, men vandet er maks 18-20 grader, så ingen bruger den.

Vi bor på resortet ved Cefalú to nætter og har brug for at få vasket tøj, så vi finder et møntvaskeri inde midt i den gamle bydel. Bagefter går vi rundt i den charmerende kystby og indsnuser stemningen på smalle gader og stræder, ultrasmalle gyder og trappeopgange. Vi følger også en sti på klipperne yderst langs den gamle bymur. Cefalú har en gammel katedral, der er på UNESCO’s verdensarvsliste for sin blanding af normanniske, byzantinske og arabiske udtryk. Der er masser af andre turister, men også mange lokale på stranden, for det er søndag, vindstille og fuld sol på blå himmel. Vi morer os med at gå rundt og finde steder, hvor der ikke er så mange mennesker og ellers bare lade os charmere.

Efter to dage kører vi videre til Monreale, en mindre by, der ligger på en bjergtop udenfor Palermo. Vi er booket ind på et Bed & Breakfast, som er lidt af en skuffelse, da det ligger i en mørk gade, ikke har nogle faciliteter ud over værelset og desuden er uden morgenmad – heldigvis skal vi kun overnatte her én nat. Skuffelsen opvejes af den helt store overraskelse i Monreale: Katedralen.

Den er kæmpestor og helt spækket med billedmosaikker, der er ufatteligt smukke. Det er simpelthen overvældende at se alle de kunstværker af bittesmå kakler, der er klinet op på mure og lofter. Jeg udforsker billederne med scener fra Bibelen og beundrer det utrolige håndværk. Forundres over, hvordan man har kunnet skabe så enestående kunst over så mange år, som det må have taget. Helt fysisk mærker jeg betagelsen og fyldes med ærefrygt over den bedrift, det har været.

Palermo overrasker

Dagen efter kører vi til Palermo og får endnu en fantastisk oplevelse. Mine forventninger til Palermo er lave, men de bliver gjort til skamme. Selvfølgelig er der affald; det er der bare her, for renovationen er der ikke helt styr på. Men der er også grønt, fascinerende og spændende med en positiv vibration, der ligger over byen. Vi går på madmarkedet med en masse boder langs veje i den indre by. Gadesælgere, der råbende falbyder alt, hvad maven kan begære. Der er fisk af alle slags, blæksprutter, sværdfisk, tun, østers, sardiner og masser af tilberedt mad, både med og uden fisk. Der er boder, hvor man kan købe friskpresset saft af blandt andet granatæble og appelsin. Kaktusfrugt i bæger til at spise, befriet for skallen fuld af pigge. Vi køber 1,2 kg granaost til at tage med hjem.

Vi besøger Palermos katedral med hvidkalkede mure og de hvælvede lofter med malerier alle steder. Den er helt anderledes i udtrykket end den i Monreale. Jeg tænker på, hvor meget det har kostet at lave disse fantastiske kirker, og hvordan den fattige del af befolkningen har kunnet se disse rigdomme, mens de selv havde meget lidt. Vi besøger altid kirker og kirkegårde, når vi rejser, for de er nogle af de mest markante kulturminder i de lande, vi besøger. Det gælder i høj grad her. Jeg tænder også et lys for familiens nyligt afdøde, selvom det er en katolsk skik.

Vinmarker og ro på landet

Vi skal videre til en vingård nær Trapani, hvor vi skal overnatte to nætter, så vi kører godt halvanden time vestpå. Landskabet har forandret sig. Her er blødt og bakket uden de høje bjerge, vi kom fra. For første gang har vi også set felter med marker, som vi kender dem fra Danmark. Sidst på dagen ankommer vi til Baglio Soria. Baglio betyder landarbejderbolig, men det er længe siden, det har været det, for stedet er forholdsvis stort og gennemrenoveret. Alt er smagfuldt og lækkert indrettet i rustik landlig stil.

I løbet af natten bliver Jacob syg med et maveonde, og han ender med at ligge i sengen hele dagen. Landskabet er grønt og friskt efter en nat med regn. Jeg går en tur mellem vinmarker, palmer og oliventræer. Her er hegn af en særlig slags rosmarin, der slynger sig og har blødere grene end dem, jeg kender. Der vokser masser af olieplanter, som jeg tager lidt frø fra. Undervejs opdager jeg en alrune med lyslilla blomster. Jeg må tjekke med Google Lens om det virkelig er rigtigt, men den er god nok. Hjemme i Danmark spirer den sjældne alrune med blomster i februar/marts.

Saltmarker ved Trapani

Heldigvis er Jacob rask igen efter anden nat i Soria, og vi tager til saltmarkerne ved Trapani, hvor vi besøger et saltmuseum. Det er ikke stort, men til gengæld får man en guidet rundvisning, hvor man får alt at vide om, hvordan virksomheden, som er drevet af samme familie i flere generationer, udvinder salt i naturlige lavvandede bassiner i havet.

I århundreder har de høstet saltet i august, hvor vejret er varmest. De pumper saltvand op gennem bassiner, der bliver lavere og lavere, så saltkoncentrationen i vandet bliver højere og højere, indtil der ligger et tykt lag af salt i det sidste bassin. Rundvisningen er en fin måde at formidle på, vi føler, vi får ny viden med hjem, men er ikke ved at drukne i uoverskuelige mængder af information.

På vej ind til Trapanis bykerne ser vi flamingoer på kystens vader. Vi parkerer ved den lange havnepromenade, før vi går ad de smalle gader ind mod den gamle, hyggelige by med mange flotte bygninger og overraskende lidt skrald, der ligger og flyder.

Roadtrippets udfordringer

Efter et måltid kører vi gennem fladt landskab et par timer til Sciaccia. Vi forsøger at følge en kystvej med udsigt til vandet, men det bliver alligevel for besværligt med små, snørklede veje. Efter et stop ved en brusende stenstrand, kører vi ad hovedvejen med udsigt over marker med drivhuse af hvid plast, der ind imellem får os tro, at det er et synsbedrag med alle de lyse flader.

Vi trives med at bevæge os fra sted til sted og opleve forandringen i landskaber. Selve kørslen er med udfordringer, for sicilianerne (nogle af dem) kører som vilde, overhaler, hvor man ikke må, og kører alt for stærkt. Måske fordi fartgrænserne ind imellem virker fuldstændig ude af trit med virkeligheden, så det er komplet ulogisk, at man skal køre så langsomt, som der står på skiltene. Men vi har ikke travlt, og så bliver vi overhalet.

Vi ankommer ret sent til Sciaccia til et dejligt værelse med udsigt over havnen og havet. Det er en endnu en hyggelig havneby, som vi dog ikke når at se ret meget af, før vi dagen efter fortsætter sydpå til Ragusa. Vi har en del kilometer at tilbagelægge mod rejsens ende, hvor vi skal nå til Catania.

Ved Donnafugata, der er kendt fra ”Leoparden”, en filmatiseret roman af Giuseppe Tomasi di Lampedusa om en siciliansk adelsslægt, laver vi et stop. Vi går en tur rundt på slottet og i den kæmpestore have med både labyrint, kunstig drypstenshule og pavilloner. Igen kunne museumsformidlingen være bedre, men oplevelsen og udsigten er værd at køre efter.

Mere UNESCO

Den sidste overnatning på turen har vi på et landhotel lidt udenfor Ragusa. Landskabet er præget af landbrug med drivhuse og marker med vin, oliven og citrusfugter. Vi er ved at være mætte af indtryk, men vi nyder solen, den blå himmel og den milde luft. Udover at Ragusa er meget bakket, begynder byerne at ligne hinanden. Hyggelige smalle gader og mange bygninger i lysebrune sandsten. Vi finder en restaurant og får endnu et dejligt måltid. Vi har fået så meget lækker mad på denne tur. Pasta og pizza selvfølgelig, og masser af grøntsagsretter med uforligneligt lækre råvarer.

På den sidste dag kører vi omkring Noto og går rundt i den gamle bydel, som er på UNESCO’s verdensarvsliste med god grund. Smuk og stemningsfuld med gamle kirker og barokbygninger med masser af udsmykning. Vi overværer et brudepar komme ud af katedralen med hele deres følge på den store trappe til stor jubel for alle turisterne. Jeg kan godt lide italienere, sicilianerne er ingen undtagelse. Vi har mødt imødekommenhed og venlighed, selvom de færreste taler godt engelsk. Vi finder altid en løsning alligevel.

Vemodigt farvel

I afgangshallen summer det af liv af de mange mennesker, der venter på et fly. Vi har afleveret bagage og været gennem security. Vi skal boarde og flyve fra Catania kl. 18.35 med Lufthansa. Det er ikke til at forstå, at der er gået 14 dage, men min mæthed på oplevelser fortæller mig, at den er god nok. Det har været en kompakt rejse med hyppige skift. Et rigtigt roadtrip, hvor vi har kørt fra sted til sted og oplevet øer, bjerge, hav, landbrugsland. Især de sidste dage kunne vi have brugt at tilbringe mere end én nat hvert sted.

Rejsen var en gave planlagt af Jysk Rejsebureau og tilrettet vores ønsker. Vi er ikke vant til at lade andre gøre arbejdet, når vi rejser. Det har været luksus, at alt var gjort for os, men også lidt underligt. Vi har fået lyst til at tage tilbage en anden gang og se mere. Det vil jeg meget gerne. Sicilien har fået en plads i mit hjerte.

Jeg har tænkt på min morbror mange gange i løbet af turen og sendt ham en tanke og en bøn i de kirker, vi har besøgt. Jeg tror, han ville have været glad for at høre om den. Glad for at forære den væk. Vi har nydt hvert et øjeblik.